Computerarbejde
Nuværende størrelse: 100%
Langvarigt arbejde ved computer, ensidig brug af mus eller tastatur, præcisionskrævende opgaver samt forkert indretning af computerarbejdspladsen kan være med til at give problemer med nakke, skuldre, underarm, hånd og håndled.
Indretning af computerarbejdspladser
Når skolen eller uddannelsesstedet indretter computerarbejdspladser, er der en række råd som er værd at følge:
- Skab god plads til inventaret og brugerne af lokalet.
- Tag hensyn til at der kan være flere brugere om samme maskine og at der også skal være plads til, at læreren kan komme rundt og vejlede eleverne ved den enkelte maskine.
- Udform og placerer belysningen i rummet, så der ikke dannes reflekser på skærmen.
- Sørg for at synsretningen er parallel med vinduet.
- Sørg for at synsretningen er lidt skråt nedad, så man belaster nakken mindst muligt.
- Placer skærmen i en synsafstand svarende til cirka en arms længde.
- Placer manuskriptholderen mellem skærm og tastatur.
- Sørg for god plads under bordet, så benene kan bevæges frit.
Det kan skolen gøre
Der bør tages hensyn til børne- og voksenstørrelser, når skolen eller uddannelsesstedet køber møbler til computerarbejdspladsen:
- Bordet bør være så stort. at der er god fralægningsmulighed ved siden af skærm og tastatur.
- Bordet skal kunne understøtte hele underarmen både til venstre og til højre, når der bruges mus. Det kan således være en fordel med en halvrund udskæring foran den skrivende.
- Bordoverfladen skal være mat for at modvirke blænding.
- Det er en stor fordel med borde og stole, som kan højdejusteres. På den måde kan man hurtigt og nemt skifte mellem siddende og stående arbejdsstilling eller tilpasse borde og stole til en ny bruger.
- Tastaturet skal være lavt og fladt men kunne vippes op og flyttes rundt for at variere arbejdsstillinger.
- Skærmen skal kunne indstilles, og den må ikke flimre.
- Man bevarer bedst ryggens naturlige krumninger ved at sidde på en stol, hvor sædet er en smule skråtkippet fremad. Enten ved hjælp af en indstillingsmulighed på stolen eller ved hjælp af en skråpude.
Det kan du selv gøre
Når du arbejder ved computer, kan du nedsætte risikoen for skader ved at:
- Undgå langvarigt arbejde. Hvis dette ikke kan undgås, kan du indlægge pauser undervejs samt variere arbejdsstillingen.
- Sørge for at variere brugen af mus, tastatur, trackball eller andre redskaber.
- Undgå at dobbeltklikke med musen, da det spidsbelaster muskelfibrene i underarmen
- Tage kroppens signaler alvorligt. Hyppig træthed, smerte og ubehag, når man arbejder ved computeren, er tegn på, at der er brug for ændringer.
- Lave udspændingsøvelser undervejs ved langvarigt computerarbejde.