Barndommens eksperter

Børn har fascineret voksne til evig tid. Tænk på renæssancens mange skildringer af det nøgne Jesus barn eller på H.C. Andersens eventyr, hvor børn og barnlige sjæle kappes om fortællerens gunst. Men uanset denne fascination har voksne haft mange forskellige grunde til at interessere sig for børn.

Formålet med dette essay er at tegne et billede af det man i mangel af et bedre ord kunne kalde børneundersøgelsernes historie. Det er undersøgelser som ”Undervisningsmiljøvurderingen”, altså undersøgelser, som på skiftende tiders videnskabelige præmisser ønsker at bidrage til forståelsen af børn, deres natur og levevilkår.

Der skal altså være en vis systematik og en vis repræsentativitet på færde. Et sådant greb hører primært det 20. århundrede til, om end en række byggesten blev lagt fra 1850’erne og fremefter med lægernes stigende interesse for børns sygdom og sundhed, især spædbørnsdødeligheden.

Her skal det imidlertid handle om de undersøgelser, som er udsprunget af en pædagogisk interesse i børn – pædagogisk i ordets videste betydning, forstået som opdragelse. Jeg vil gerne bidrage til diskussionen om to forhold af henholdsvis kvantitativ og kvalitativ karakter.

Målt på antallet af udgivelser har der siden 1940’erne og især fra 1970’erne været tale om en overordentlig voldsom forøgelse i antallet af børneundersøgelser. Hvad er det et udtryk for, og hvilke mulige forklaringer kan det have? For det andet er det også tydeligt, at undersøgelserne har ændret karakter. Fra midt 80’erne optræder børn i stigende grad som informanter. Hvorfor disse forandringer, og hvilke konsekvenser har det, når/hvis børn fremstår som eksperter i barndom?

Vækst
Søger man på Danmarks Pædagogiske Biblioteks bogdatabase under børn + undersøgelser, får man et forbløffende resultat. For 1940’erne udgøres bibliotekets bestand af 2 bøger, i 1950’erne er det 4 og i 1960’erne 6 undersøgelser. Denne stille og rolige udvikling ændres i løbet af 1970’erne. Alene for dette tiår har man registret 34 bøger, i tiåret efter kom der mere end en tredjedel flere til og antallet var nu oppe på 51.

Den mest dramatiske forøgelse skete dog i løbet af 1990’erne, hvor bestanden af registrerede undersøgelser med børn som genstandsfelt næsten tredobledes til i alt 161. At interessen for dette emne langt fra er usvækket – og måske tilmed i fortsat stigning - synes at fremgå af det forhold, at der i løbet af de første 3,5 år af det 21. århundrede er indkøbt 121 undersøgelser med børn som genstandfelt. Det kan unægteligt nå at blive til noget, inden vi når 2010.

Der kan siges meget (kilde)kritisk om en sådan registrering. For det første, at biblioteket, på trods af at være det førende bibliotek inden for det pædagogisk-psykologiske område, næppe har indkøbt alt, som er udkommet i løbet af de sidste 50 år. For det andet, at tallene kan dække over en række forskellige bøger og undersøgelser, hvoraf nogle eksempelvis kan være mere videnskabelige end andre – og for det tredje, at megen forskning både før og nu kan skjule sig i tidsskriftlitteraturen, som ikke er omfattet af opgørelsen.

1970’erne - da barndomsforskningen brød igennem
Men når det er sagt, så vidner tallene dog om, at den intensive interesse for børn og deres vilkår, som vi kender fra dagens mediebillede, har sit udspring i 1970’erne, men at den for alvor er blevet intensiveret i løbet af 1990’erne. Det kan der være en række forskellige forklaringer på, som jeg skal forsøge at sammenfatte i det følgende.Den helt afgørende forklaring er et fænomen, som jeg vil kalde barndommens offentliggørelse.

Før 1970 cirka var barndommen hovedsageligt et privat anliggende, i hvert fald mens børnene var små. De var et anliggende for den hjemmegående mor, og forældrene og forældreopdragelsen var genstand for stor opmærksomhed fra den pædagogiske verdens side. Ikke fordi man tvivlede på, at forældrene elskede deres børn – men de skulle lære at elske dem på forstandig vis, hvilket betød, at en vis indsigt i tidens nye videnskab, børnepsykologien, var fornøden for at kunne opdrage børn.

Men i løbet af 1970’erne blev alting anderledes. Familierne ændrede sig, man fik færre børn, senere i livet, kvinderne vendte – efter cirka 50 års pause – tilbage til arbejdsmarkedet, og børnene kom i vuggestue og børnehave. Børn blev et offentligt anliggende, hvilket besegledes af Børnekommissionen, som i 1981 erklærede eneforsørger familien for død og slog til lyd for, at familiepolitik i en tid, hvor familien var i færd med at miste sit monopol på børneopdragelsen, ændredes til børnepolitik. Hermed fik man også markeret et forhold, som skulle blive endnu mere tydeligt i løbet af de næste 10-15 år, nemlig at det ikke var familien, som udgjorde samfundets grundcelle, men individet – og det uanset dets alder og køn.

Med institutionernes indtog i barndommen, blev børn et anliggende for professionelt uddannede omsorgspersoner, læs pædagoger – og forskerne og andre professionelt interesserede voksne, som tidligere havde måtte nøjes med at studere egne børn eller børn inden for børneforsorgen, fik med daginstitutionernes udbredelse et helt nyt forskningsfelt.

Forhold som tidligere højst var kommet familielægen for øre, blev nu synlige for alle og enhver – det  kunne være spørgsmål om familiens tid, eller mangel på samme; børnenes spisevaner – eller det tema, der for alvor brød igennem lydmuren i slutningen af 1980’erne, nemlig vold og seksuel mishandling af børn i familien.

1990’erne - da børneforskningen kom på dagsordenen
Disse emner fyldte meget i avisernes spalter op igennem 1980’erne, men i 1990’erne intensiveres interessen i en grad, som ikke tidligere i det 20. århundrede. Det var barndommens individualisering, forstået som at børn ses som personer i egen ret og ikke som medlemmer af en familie, som for alvor meldte sig. I 1991 tiltrådte det danske folketing FN’s Børnekonvention, og i de følgende år indrettedes dansk lovgivning på de nye tider.

Konventionen taler både om børns ret til at komme til orde, men også om deres ret til beskyttelse og omsorg. Denne dobbelthed i betydningen af ordet ret har for alvor sat sit præg på forståelsen af den gode barndom op igennem de sidste 25 år. Hvor man i 1980’erne især var optaget af børns (leve)vilkår, markeret gennem oprettelsen af foreningen med (næsten) samme navn i 1987, er det i 1990’erne børns medborgerskab og rettigheder, som har optaget sindene.

Ansvar for egen læring i skoleregi, som blev introduceret med folkeskoleloven i 1993, er udenfor skolen blevet til ansvar for eget liv. Børn er ikke længere ”bare” kommende voksne borgere, sådan som man for eksempel tænkte det, mens den kolde krig var koldest i 1950’erne og 1960’erne. De er medborgere med egne rettigheder i princippet på lige fod med voksne, og med eget talerør, nemlig Børnerådet, oprettet i 1994.

Sat lidt på spidsen kunne man sige, at interessen i de senere år har flyttet sig fra barndommen, som noget voksne har (bedst) forstand på til noget, som børnene kender bedst. Spørgeskema udsendt til et repræsentativt udsnit af børn er blevet en almindelig forskningsmetode, ligesom brugen af børnepanel og børnefokusgrupper har vundet indpas.

Det er ikke bare børnene, men deres meninger, som optager forskere, markedsanalytikere, politikere og den brede offentlighed.Budskabet til den voksne verden er ikke (længere) til at tage fejl af. Børn er eksperter i barndom, det er blot et spørgsmål om at give dem lov til at komme til orde. Talte er de dage, hvor børn kun skulle ses, men ikke høres – nu skal de både ses og høres.

Denne udvikling er imidlertid ikke problemfri, hvor velment den end er. Der er problemer med, hvad børn siger, og med hvad voksne bruger det, de siger, til. Børn er nemlig børn og ikke voksne, og det bør forskning og offentligheden, som har glæde af forskningens resultater, være opmærksom på.

Børn forstår ikke nødvendigvis, hvad de bliver spurgt om, især ikke hvis de er små, eller man spørger for abstrakt. Børn er heller ikke (altid) i stand til at beskytte sig mod voksenverdenens utidige indtrængen på deres privatliv, og børn kan heller ikke (altid) overskue, hvad forskere og medier senere gør ved deres udsagn. Det er altså ikke sådan, at børn altid ved bedst. Men at de har deres meningers mod og tit mener noget andet end voksne, det er givet.

Nutidens børn er brugere af offentlige systemer, af skoler, socialpædagogiske tilbud og daginstitutioner. Det giver derfor god mening at lade brugerne komme til orde, når for eksempel skolen og undervisningsmiljøet er til diskussion.  Der hvor man – måske – kan have sin bekymring, er omkring hvilke børnepolitiske konsekvenser, det har.

At tillægge børn ansvar for eget liv er nemlig ikke det samme som, at børn har et eneansvar. Det er derimod et medansvar, hvor børn og voksnes forskellige roller i formgivningen af hverdagen er klart defineret, som må være idealet.  For kun hvis vi voksne gider høre efter, hvad børnene siger og handle i forlængelse heraf, giver det nemlig mening at spørge dem. Hvis ikke, kan man ligeså godt lade være.