Antimobbestrategi og trivsel i skolen

Josefine går i 3.a og har lige haft dansk, hvor eleverne skulle arbejde sammen to og to om en læse- og stave opgave. Det var også i orden at arbejde alene, sagde læreren, da det stod klart, at Josefine (igen) ikke havde nogen at arbejde sammen med.

De kunne hjælpe hinanden, havde læreren sagt, men når Josefine spurgte de andre om noget, tyssede de på hende, og sagde, at hun forstyrrede. Josefine kom heller ikke med i en leg i frikvarteret, og da næste time begyndte, fik hun så ondt i maven, at hun måtte sendes hjem. Josefines skoledag ligner den i går og mange andre dage siden…. Tja, hvornår begyndte det egentligt?

Det er desværre ikke alle børn, der trives i skolen. Josefine er et eksempel blandt mange, hvoraf en del handler om dårlig trivsel i det sociale fællesskab, som skolen, nærmere klassen, danner ramme om. I rapporten ’Elevernes syn på undervisningsmiljøet i grundskolen – landsresultater fra Termometeret 2008-2009’ (DCUM 2009) er billedet for eleverne i 0.-3. klasse:

• 53 % har oplevet at blive drillet af andre elever på en måde, så de er blevet kede af det
• 8 % har oplevet at blive drillet af en lærer på en måde, så de er blevet kede af det
• 11 % synes, at der bliver talt grimt til dem i skolen
• 17 % er tit triste eller kede af det i skolen

For eleverne i 4. – 10. klasse er billedet:

• 17 % er blevet mobbet af andre elever inden for de sidste 2 måneder
• 15 % er blevet mobbet af en lærer inden for de sidste to måneder
• 21 % synes, at der ’altid’ eller ’for det meste’ tales grimt til hinanden i klassen
• 27 % synes, at konflikter ’ikke ret tit’ eller ’sjældent/aldrig’ bliver løst på en god måde

Mobning, uløste konflikter og for meget drilleri forhindrer en social trivsel, der igen er tæt knyttet til motivation, nysgerrighed, læring, en sund udvikling samt gode relationer og sociale kompetencer. Det gælder både den enkelte elev som gruppen og hele klassen. Social mistrivsel kan have mange årsager, og det er ikke nogen unormal tilstand i sociale fællesskaber, eller skyldes patologiske adfærdsmønstre blandt eleverne. Spillet om sociale positioner, at være rigtig/forkert, accepteret, inde i varmen, at blive set som værdig og ikke foragtet i klassen kræver en masse energi og fokus for eleverne. Kører den sociale orden og spillet om positioner af sporet, skal det håndteres. Her har skolen et særligt ansvar og en forpligtelse til at tage hånd om problemet og søge at løse det i dialog med de involverede elever/klasser, forældre, lærere og andre relevante faglige personer. Denne forpligtelse er hjemlet i både undervisningsmiljøloven og i folkeskoleloven, senest med et krav om en antimobbestrategi. Men kan en antimobbestrategi sikre eller forbedre trivsel og gode fællesskaber i skolen? Ja, er påstanden her: Hvis strategien er udarbejdet i en god proces, er handlingsorienteret og kendt af alle (bredt forankret) kan den medvirke til at skabe de nødvendige og konstruktive rammer for aktiviteter, holdninger og ansvarlige handlinger, der skaber trivsel og tager hånd om mistrivsel og mobning.

Antimobbestrategiens elementer
Ved at følge DCUM’s skabelon til antimobbestrategi sikrer skolen fremme af trivselsarbejdet, systematik, og en implementering af det sociale som en stærk profil i skolens indsat mod mobning – og relationsarbejde mellem elever og mellem elever og lærere/pædagoger, i forhold til forældrene og deres roller/ansvar, i skole-hjemsamarbejdet, og i forhold til ledelsens rolle.

Skabelonen indeholder spørgsmål til:

• Formål med antimobbestrategien
• Begrebsafklaring
• Status: omfanget af mobning
• Forebyggelse: hvordan med fokus på de forskellige aktører og roller
• Indgriben: hvordan med fokus på de forskellige aktører og roller
• Ledelsens rolle i udmøntningen af strategien
• Opfølgning på strategien

Trivsel i klassen og en konstruktiv kommunikation
I 2009 foretog DCUM sammen med Børnerådet en undersøgelse af, hvordan elever i 7. klasse oplevede relationerne mellem lærere og elever og fandt, at mange elever oplever at blive hånet, ydmyget, skældt meget ud og nogle også mobbet af en lærer. Samtidig er der også rigtig mange gode og konstruktive oplevelser af relationen mellem lærere og elever, men med omfanget af de negative oplevelser og deres karakter er der fortsat et behov for at forbedre relationerne, ikke bare mellem eleverne, men også mellem lærerne og eleverne. Ydmygelser fra en læreres side er gift for en elev. Det er med til at legitimere en negativ evaluering af den elev med grobund for en foragtproduktion og social udstødelse af eleven i klassens fællesskab.

Sociale problemer og dårlig trivsel tillægges ofte individuelle faktorer omkring en eller flere elever. Derved overses betydningen af den sociale gruppedynamik. Elever og forældre risikerer at komme i miskredit hos skolens personale og ledelse, hvis man gentagne gange henvender sig om et barns trivselsproblemer. Således sker det for Josefine og hendes forældre. Hvornår Josefines mistrivsel begyndte fortoner sig i de mange historier og beretninger om mobning, ensomhed, tristhed, mavepine, udelukkelse, angst for udelukkelsen, forfølgelser osv. Måske var det allerede ved skolestart eller måske var det først i 2. klasse, at det for alvor startede? Josefine og hendes forældre ved bare, at det har stået på længe – og at forældrene har oplevet dialogen med skolen som svær, nærmest ufremkommelig. Det påvirker hele familien.

Der er således al mulig grund til at sætte systematisk fokus på trivselsarbejdet, hvordan mobning sker og bekæmpes i de sociale fællesskaber, hvordan der skabes værdige og trygge relationer og vilkår i skolen, hvordan forældrene kan inddrages og deres bekymringer ikke forkastes, samt på personalets kompetencer og muligheder for at handle problemløsende og tryghedsskabende. Josefine og hendes klassekammerater har alle et behov for og ret til at trives i et fællesskab med respekt og omsorg for hinanden.

Artiklen er offentliggjort i Månedsmagasinet Skolen nr. 12, februar 2010