Om stafetten
Nuværende størrelse: 100%
For at indsamle kloge, idérige, nuancerede og måske skæve tanker om børnemiljø og undervisningsmiljø har Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, igangsat to stafetter: én på børnemiljøområdet, der omfatter dagpleje, børnehaver og fritidshjem mv. og én på undervisningsmiljøområdet, der omfatter skoler og uddannelsesinstitutioner.
Hvad er stafetten?
Stafetten er et opinionsindlæg. Den, der har Stafetten, bestemmer, hvem den skal sendes videre til og formulerer et eller flere spørgsmål, som ønskes belyst af næste stafetholder. Stafetten kan skrives af undervisere, pædagoger, ledere, studerende og elever, journalister, politikere, meningsdannere, forskere og andre, som har en saglig og seriøs viden om, et engagement i og en mening om enten børnemiljøområdet eller undervisningsmiljøområdet. Stafetindlæggene står for skribentens egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis DCUM’s synspunkter eller holdninger.
700 – maksimum 1000 ord
Stafetindlæg bliver bragt på www.dcum.dk med angivelse af dit navn og relevante CV-oplysninger samt et foto.DCUM forbeholder sig ret til ikke at anvende indlæg, der er useriøse, usaglige eller som har et indhold, der kan virke stødende eller krænkende på læserne. DCUM har ret til - med kildeangivelse – at anvende dit stafetindlæg eller citater fra det, i andre ikke-kommercielle sammenhænge
Stafetten skal vidt omkring!
DCUM har et ønske om, at stafetholderne øser af deres egen viden og giver udtryk for deres egne holdninger og erfaringer. Når stafetten skal overdrages til næste stafetholder, så skal den gives til en person, der meget gerne har en anden viden, en anden mening, en anden holdning eller andre erfaringer end du selv har. Og også meget gerne til en person, der er aktiv et andet sted i genstandsfeltet eller på et andet niveau end dig, således at stafetten ikke kun kører i et ”lukket kredsløb” af fx alene praktikere, forskere eller politikere.
DCUM synes, at det vil være optimalt og meget ønskværdigt, at stafetholderne over tid repræsenterer mange forskellige tilgange og erfaringer fra enten børnemiljøområdet eller undervisningsmiljøområdet. Som stafetholder har du muligheden for at præge opinionen med dit eget indlæg, men også muligheden for at bringe en anden relevant og måske upåagtet synsvinkel på banen.
Det er DCUM's ønske, at stafetten ikke sendes mere end én gang til den samme person. Alle stafetskribenter modtager en lille kurv med lækkerier som tak for indsatsen.