Vinderne af Undervisningsmiljøprisen 2012 er fundet

Nuværende størrelse: 100%

Print Send til en ven Del på Facebook

 

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini overrakte mandag den 30. april 2012 Undervisningsmiljøprisen til fire uddannelsessteder, som har ydet en særlig indsats for at fremme undervisningsmiljøet. Teambuilding, værdibaseret ledelse og trivselsindsatser. 

Det er blandt initiativerne på de fire uddannelsessteder der mandag den 30. april 2012 fik overrakt Undervisningsmiljøprisen 2012 af Christine Antorini, på Dansk Center for Undervisningsmiljø.
 
De fire vindere, som hver præmieres med 25.000 kroner, er: Lygten Skole, HF & VUC Fyn, Århus Produktionsskole og Københavns Universitet. 
 
- Med Undervisningsmiljøprisen fremhæver vi de skoler og institutioner, der gør noget ekstraordinært for at skabe et godt undervisningsmiljø, så de gode eksempler kan sprede sig. God trivsel er helt afgørende for, at børn og unge kan gennemføre deres skolegang og uddannelse med et godt resultat, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
 
De fire vindere
Lygten Skole har iværksat handlingsplanen ”Mod Mobning - For trivsel”, som sikrer, at alle kan have en tryg skolegang uden støj og mobning, mens HF & VUC Fyn præmieres for at have skabt store forbedringer i undervisningsmiljøet ved blandt andet at sætte fokus på teambuilding, fleksibilitet og tryghed.
 
Århus Produktionsskole vinder for at have ændret sin kultur gennem værdibaseret ledelse og dialog og Københavns Universitet for at have gennemført et omfattende program med og for de studerende for at forbedre undervisningsmiljøet gennem 66 forskellige uddannelsesforsøgsprojekter.
 
Inspiration for andre
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini håber, at flere skoler vil lade sig inspirere af vinderskolerne og arbejde for at forbedre undervisningsmiljøet. Siden 2001 har alle skoler og uddannelsesinstitutioner skullet udarbejde en undervisningsmiljøvurdering, og den skal skolerne bruge aktivt. 
 
- Vurderingerne af skolernes undervisningsmiljø skal lægges ud på skolernes egne hjemmesider. Det giver åbenhed og synlighed for alle – og det giver mulighed for, at skolerne kan lade sig inspirere af hinanden til selv at tage fat på at løse problemerne, siger Christine Antorini.
 
Fakta:
Undervisningsmiljøprisen gives til uddannelsesinstitutioner, der har ydet en særlig indsats for at forbedre undervisningsmiljøet. Det er syvende gang, at prisen og de tilhørende 25.000 kroner uddeles. 
 
Vinderne findes indenfor de fire kategorier:
  • Folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler
  • Gymnasiale uddannelser
  • Øvrige ungdomsuddannelser
  • Voksen- og videregående uddannelsesinstitutioner.
Bag Undervisningsmiljøprisen står Ministeriet for Børn og Undervisning i samarbejde med Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM. 
 
Yderligere oplysninger: 
Kontakt: 
Henrik Saxtorph (MBU)
 
 

 

Senest opdateret 30-04-2012