Venskaber i børns hverdag

PrintSend til en venDel på Facebook

Hvem leger med hvem i dagtilbuddet? Og er der nogen, der føler, at de ikke har nogen at lege med? Venskaber er en del af børns måde at socialisere sig på, og de tiltrækkes helt basalt af hinanden og hinandens leg.

Ofte knytter børn venskaber naturligt og ukompliceret. Men de kan have brug for hjælp til fx at skabe nye relationer eller til at få skabt rammerne for en god leg og et godt venskab. For børn er venskaber dybt forbundet med legen. Det er igennem legen, at de lærer sig selv og andre at kende, og det er gennem legen, at de finder frem til de andre børn, som de vil indgå venskab med.

Venskaber har stor værdi i børns hverdag, for de skaber glæde, energi og mening med tilværelsen.

Hvordan ser det ud hos jer?

Venskabet er et fællesskab, som bør have gode betingelser for at opstå og udvikle sig. En undersøgelse af venskabsforholdene i en børnegruppe kan give jer et godt udgangspunkt for at sikre dette. En undersøgelse kan vise, om der er nogle børn, som har brug for støtte til etablering af venskabsforbindelser, og/eller om der skal arbejdes mere generelt med de sociale mønstre i børnegruppen.

DCUM har to værktøjer, som I kan bruge til arbejdet: Venskabsskema og Relationsblomst. Venskabsskemaet giver jer overblik over venskabsforholdene i en børnegruppe på baggrund af en lille fortrolig samtale med hvert barn. Relationsblomsten er god til at anskueliggøre børnenes sociale relationer og kontakter visuelt.

Erfaringer
Dagtilbud fortæller om deres oplevelser med Venskabsskemaet og Relationsblomsten:

- Vensskabsskemaet er hurtigt at udfylde sammen med børnene hver især, og det giver et godt overblik og samtidig et godt grundlag for at arbejde mere detaljeret med relationsblomsten.

– Relationsblomsten er god til forældresamtaler, for den kan danne grundlag for en snak om venskaber og give forslag til at udvide legerelationerne i fritiden.

- Den viden, der kom ud af det samlede arbejde med relationsblomsten og venskabsskemaet har givet rigtig god baggrund for en stor omstrukturering af grupper, som snart skal ske i institutionen.

Yderligere oplysninger
Kontakt specialkonsulent Heidi Skipper på e-mail: skipperatdcum [dot] dk eller telefon: 722 654 02

Værktøjer og viden

Senest opdateret 26-08-2010