Værktøjer til BMV-arbejdet

PrintSend til en venDel på Facebook

DCUM har udarbejdet en række værktøjer med henblik på at hjælpe dagtilbud gennem arbejdet med børnemiljø-vurderingen, BMV. Værktøjerne kan benyttes af dagtilbud til børn indtil skolestart – såvel daginstitutioner som dagpleje – og af fritidshjem til børn i skolealderen.

Basisværktøjer
DCUM’s værktøjer består af tre basisværktøjer og en række værktøjer tilknyttet forskellige faser. Materialet er henvendt til hele dagtilbudsområdet. Dagplejen og fritidshjemmene er således tænkt ind undervejs. De tre basisværktøjer er:

  • Vejledning til udarbejdelse af børnemiljøvurdering
    Værktøjet beskriver de centrale begreber og de obligatoriske faser, der knytter sig til børnemiljøvurderingen. Det giver overblik over, hvad en børnemiljøvurdering skal indeholde, og indeholder forslag til hvilke redskaber, man kan gøre brug af undervejs i processen
     
  • Opsamlingsskema til børnemiljøvurderingen
    Værktøjet kan bruges til at skabe overblik over BMV-forløbet og til løbende at dokumentere BMV-arbejdet. Værktøjet består af fem skemaer i overensstemmelse med BMV-forløbets gang: Planlægning, kortlægning, beskrivelse, handlingsplan og opfølgning
     
  • Pejlemærker for arbejdet med børnemiljøvurderingen
    Værktøjet er et inspirationsværktøj, der giver sit bud på fokuspunkter, som det kan være relevant at pejle efter, når kortlægningen af det fysiske, det psykiske og det æstetiske børnemiljø skal foretages.

DCUM’s basisværktøjer er blevet justeret, så det nu står mere klart, hvordan man kan anvende børnemiljøvurderingen som redskab til udvikling af den pædagogiske praksis.

- Pejlemærker for arbejdet med børnemiljøvurderingen er et nyt inspirationsværktøj, der giver sit bud på fokuspunkter, som det kan være relevant at pejle efter, når kortlægningen af det fysiske, det psykiske og det æstetiske børnemiljø skal foretages, siger Inger Nielsen, konsulent ved DCUM.

Øvrige værktøjer
I planlægningen af BMV-forløbet er der organisatoriske, etiske og værdimæssige overvejelser, som det enkelte dagtilbud bør gøre sig. Til planlægningsfasen tilbyder DCUM disse værktøjer:

  • Dialogkort
  • Cafédebat

Kortlægningen er en undersøgelse af forskellige forhold i det fysiske, det æstetiske og det psykiske børnemiljø. DCUM’s kortlægningsværktøjer tilbyder forskellige metoder til, hvordan man kan inddrage børnene i sin undersøgelse af børnemiljøet. Værktøjerne til kortlægningsfasen er:

  • Børneinterview
  • Hvordan har du det i børnehaven? (Samtaleark)
  • Iagttagelsesskema
  • Optællingsskema
  • Venskabsskema
  • Relationsskema
  • Relationsblomst
  • Rundgangsskema
  • Undersøgelseskassen

- Vi har valgt at målrette værktøjerne til både institutioner og dagpleje for at skabe mulighed for sammenhæng i BMV-arbejdet for de dagtilbud, hvor daginstitutioner og dagpleje er organisatorisk integreret, siger Inger Nielsen.

Yderligere oplysninger
Kontakt konsulent Inger Nielsen på e-mail nielsenatdcum [dot] dk eller telefon 722 654 02

Se også

 

Senest opdateret 13-04-2010