Hvis jeres skole eller uddannelsesinstitution har gjort en særlig indsats for at skabe eller opretholde et godt undervisningsmiljø, så kan I tilmelde jer konkurrencen om Undervisningsmiljøprisen 2007.
I uge 36 modtager alle skoler og uddannelsesinstitutioner samt andre relevante aktører DCUM’s kampagnemateriale om Undervisningsmiljøprisen 2007. Undervisningsmiljøprisen består af 25.000 kr. til skolen eller uddannelsesinstitutionen, og pengene kan bruges til at gøre undervisningsmiljøet endnu bedre. Det er eleverne eller de studerende, som gennem undervisningsmiljørepræsentanten tilmelder deres skole eller uddannelsesinstitution konkurrencen.
- Vi håber, at rigtig mange elever og studerende har lyst til at indstille deres skole eller uddannelsesinstitution, og at ledelsen vil bakke op og opfordre deres elever og studerende til at søge, siger Charlotte Wegener, konsulent ved DCUM.
Via eleverne og de studerendes indstillinger får DCUM samlet mange gode ideer og erfaringer, som kan formidles videre til skoler og uddannelsesinstitutioner.
- Så selvom man ikke skulle være heldig at vinde i år, kan det alligevel nytte at tage sig tid til at beskrive indsatsen. Det kan jo være, at andre skoler eller uddannelsesinstitutioner bliver inspireret og får ideer til at gøre noget lignende for at forbedre undervisningsmiljøet, siger Charlotte Wegener.
Tilmelding
Tilmelding til konkurrencen foregår via en skabelon, som kan hentes på via DCUM’s hjemmeside.
I skabelonen skal eleverne/de studerende beskrive skolen eller uddannelsesinstitutionens indsats og blandt andet fortælle om, hvad der har været svært, og hvordan de har været involveret i arbejdet.
Prisoverrækkelse
Undervisningsmiljøprisen 2007 overrækkes af undervisningsministeren den 3. december 2007. Prisen gives til fire skoler og uddannelsesinstitutioner, som har gjort en særlig indsats for at skabe eller opretholde et godt undervisningsmiljø. I forbindelse med overrækkelsen inviterer DCUM til seminaret Spot på undervisningsmiljøet.
Fakta om Undervisningsmiljøprisen
Undervisningsmiljøprisen uddeles hvert år til fire skoler og uddannelsesinstitutioner, der har gjort en særlig indsats for at skabe et godt undervisningsmiljø. Ud over prisen, som er på 25.000 kroner, får vinderne et diplom samt ret til at skilte med prisen, for eksempel på skolens eller uddannelsesstedets hjemmeside.
Yderligere oplysninger
Kontakt Charlotte Wegener på e-mail: wegener
dcum [dot] dk eller på telefon: 722 654 03
Se også
Nyheder fra DCUM
Nyheder fra DCUM
Oprettelsesdato
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev
