Udbredt tilfredshed med DCUM
Nuværende størrelse: 100%
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, har evalueret Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, og resultatet viser stort kendskab til centret og udbredt tilfredshed med centrets rådgivningsydelser og materialer. Undersøgelsen er gennemført efter ønske fra DCUM’s bestyrelse.
EVA har gennemført evalueringen blandt et repræsentativt udvalg af ledere fra DCUM’s meget brede målgruppe inden for dagtilbud, grundskoler, ungdomsuddannelser og voksen- og videregående uddannelser.
Evalueringen har set på tre forhold, der er centrale for DCUM’s virke:
- Kendskabet til DCUM
- DCUM’s rådgivningsydelser
- En række udvalgte materialer fra DCUM.
Om kendskabet til DCUM viser hovedresultaterne, at
- 85 % af de adspurgte i undersøgelsen kender DCUM (børnemiljø og undervisningsmiljø)
- 93 % af de kommunale pædagogiske konsulenter kender DCUM (børnemiljø)
- 82 % af dagtilbudsledere kender DCUM (børnemiljø)
- 93 % af ledere fra grundskoleområdet kender DCUM (undervisningsmiljø)
- 86 % af ledere fra ungdomsuddannelser kender DCUM (undervisningsmiljø)
- 65 % af ledere fra voksen- og videregående uddannelser kender DCUM (undervisningsmiljø).
Evalueringen viser, at der blandt de forskellige målgrupper er forskel på, hvordan lederne bruger DCUM. De pædagogiske konsulenter i kommunerne bruger DCUM mest, dernæst følger ledere fra grundskoleområdet og dagtilbudsledere, mens ledere fra ungdomsuddannelser og voksen- og videregående uddannelser benytter DCUM mindst. Evalueringen viser dog, at DCUM samlet set er blandt de fem højest rangerede steder, hvor målgruppen samlet set henter inspiration til arbejdet med børnemiljø eller undervisningsmiljø.
- Vi er glade for, at så mange af lederne kender DCUM, siger Karin Villumsen, specialkonsulent ved DCUM.
- Det overrasker os ikke, at DCUM er mest kendt og brugt blandt pædagogiske konsulenter og grundskolen, idet undervisningsmiljø i grundskolen og børnemiljø i dagtilbud har været to højt prioriterede og strategiske indsatsområder gennem årene. Vi har dog også ydelser og materialer målrettet ungdomsuddannelser og voksen- og videregående uddannelser, men de to i sig selv meget brede målgrupper kan vi godt blive bedre til at nå, fortsætter Karin Villumsen.
Blandt DCUM’s rådgivningsydelser er hjemmesiden www.dcum.dk og nyhedsbrevet DCUM Nyt de mest kendte.
Evalueringen viser, at
- 72 % af de adspurgte ledere kender hjemmesiden og 22 % kender nyhedsbrevet
- 92-96 % af lederne er enige eller overvejende enige i, at hjemmesiden og nyhedsbrevet behandler relevante emner, at de indeholder viden af høj faglig kvalitet og er formidlet i et letforståeligt sprog.
For de udvalgte materialer viser evalueringen, at et stort flertal (82-96 %) af brugerne blandt lederne samlet set er meget tilfredse med hvert af de respektive materialer fra DCUM.
- Alt i alt er vi rigtig godt tilfredse med den positive evaluering, som vi har fået, siger Ole Juhl, centerleder ved DCUM.
- I året, hvor vi på DCUM fejrer 10 års jubilæum, er det vigtigt, at vi bliver kigget i kortene: når vi ud til vores mange målgrupper med vores ydelser, materialer og budskaber? Og hvor kan vi udvikle os og blive bedre til at nå målgrupperne? Efter 10 års indsats er det rart at få dokumenteret, at DCUM i høj grad er kendt og bliver brugt. Omvendt er det til stadighed en udfordring at være en kvalificeret og aktiv medspiller og inspirator for vores mange målgrupper, hvoraf vi ofte også har fat i andre brugere af DCUM’s ydelser end lige den øverste ledelse, som jo er dem, der er blevet spurgt i denne undersøgelse, tilføjer Ole Juhl.
Yderligere oplysninger
Ole Juhl
Centerleder
E-Mail: ole [dot] juhl
dcum [dot] dk
Telefon: 722 654 10
Karin Villumsen
Specialkonsulent
E-mail villumsen
dcum [dot] dk
Telefon 722 654 12