Tal fra Børnemiljøtermometeret 2011

Nuværende størrelse: 100%

Print Send til en ven Del på Facebook

DCUM’s tal fra Børnemiljøtermometeret 2011 er nu tilgængelige. Resultaterne giver en pejling af, hvordan det fysiske, psykiske og æstetiske miljø opleves af børnene selv i danske dagtilbud, og rapporten er en oplagt mulighed for at sætte gang i faglige diskussioner og udvikling på såvel institutionsniveau som kommunalt og nationalt niveau.

Materialet indeholder resultater af samtlige undersøgelser, som dagtilbud frivilligt har oprettet og gennemført i 2011. Det kan være overraskende og lærerigt at dykke ned i emnerne og spørgsmålene bag tallene, og kigge nærmere på, hvordan børnene selv oplever den hverdag, de er en del af. 

- Det er vigtigt at anerkende børnenes perspektiv, og ikke mindst handle derud fra, så børnene får medindflydelse på deres egen dagligdag og oplever den som meningsfuld, siger Jannie Moon Lindskov, analyse- og udviklingskonsulent ved DCUM.

Rapporten kan give anledning til refleksioner over pædagogisk praksis, både i et evaluerings- og udviklingsperspektiv, da man står med noget konkret, som man kan forholde sig til og handle ud fra.

En del af Faglige Kvalitetsoplysninger
Danske kommuner skal i dag indhente faglige kvalitetsoplysninger fra deres dagtilbud. I forbindelse med et tværministerielt projekt om faglige kvalitetsoplysninger er Børnemiljøtermometeret ét ud af syv redskaber, som er blevet afprøvet og videreudviklet i samarbejde med udvalgte kommuner.

- Styrkerne ved Børnemiljøtermometeret er, at man systematisk og kontinuerligt undersøger dagtilbuddenes børnemiljø, ud fra et børneperspektiv, og på den måde kan iværksætte tiltag, som kan højne børnemiljøet og dermed kvaliteten af dagtilbuddet. Samtidig indeholder systemet et benchmarkingsystem. Kommunerne har således mulighed for at indhente relevante data fra dagtilbuddene fx til brug i kvalitetsrapporter, fortæller Jannie Moon Lindskov.

Yderligere oplysninger
Jannie Moon Lindskov
Analyse- og udviklingskonsulent
E-mail: lindskovatdcum [dot] dk
Telefon: 722 654 05

Se også

Senest opdateret 22-03-2012