Spot på trivsel

Nuværende størrelse: 100%

Print Send til en ven Del på Facebook

Langt de fleste elever tilpasser sig det undervisningsmiljø, de er en del af. De lærer ikke kun af den faglige undervisning, men også af alt det, som foregår ’ved siden af’.

Et sundt og godt socialt fællesskab er med til at udvikle elever, der tager sig af hinanden og deres omgivelser. Derudover giver god trivsel i hverdagen eleverne de bedste betingelser for at udvikle sig socialt og personligt og for at lære noget nyt.

På Skolernes Trivselsdag er den almindelige skoledag suspenderet på mange skoler. I stedet arbejder skolerne med børnenes trivsel på forskellige måder. Trivselsarbejde kræver en mangefacetteret og kontinuerlig indsats. Enkelttiltag skaber ikke alene god trivsel, men de kan være medskabere af det. En fælles trivselsdag har mange styrker, og den kan sætte spot på udvikling af elevernes relationsdannelse, sociale ansvar, forskelligheder og demokratiske kompetencer.

I medierne er skolerne godt stof, og lærere og skoleledere bliver nemt  - nærmest pr. automatik – ufrivilligt castet i skurkerollen. For danske skoler byder på hele spændvidden – fra exceptionelt til jammerligt undervisningsmiljø. Men netop på Skolernes Trivselsdag viser mange lærere, pædagoger og ledere, hvordan de sætter store resurser ind på at skabe en god skole for og med skolebørnene. Og det fokus på trivsel lever videre i børn og voksne langt ud over denne dag. Dertil kommer det store trivselsarbejde, der dagligt finder sted på landets skoler. Den store energi som lærere og skoleledere lægger i trivselsarbejdet skal bestemt værdsættes – og de gode erfaringer skal spredes til de skoler, der mangler inspiration til at gøre trivselsarbejdet bedre.

Der er stor værdi i, at de skoler, der gør det godt og formår at skabe høj trivsel for eleverne, deler deres metoder og gode erfaringer med andre. Gerne via den nationale antimobbeportal sammenmodmobning.dk.

Her kan man for eksempel læse erfaringer fra Skolernes Trivselsdag 2010. På Nærum Skole satte man fokus på indsamling til børn i Haiti, på Nørbølling Skole handlede det om førstehjælp, på Marienberg Skole var fokus på fællesskab og det gode samvær på hele skolen med blandt andet dans, latter og foredrag, og på Rønneskolen afdeling Åvang dansede hele skolen sig til sjov og venskaber.

Beskrivelserne udbygges løbende, så send gerne en kort beskrivelse af jeres trivselsdag.

Klik ind på www.sammenmodmobning > Skolernes Trivselsdag

Yderligere oplysninger
Kontakt Karin Villumsen, specialkonsulent ved DCUM, på e-mail villumsenatdcum [dot] dk eller telefon 722 654 12
 

Senest opdateret 11-03-2010