Skoler er for langsomme til at få vurderet deres undervisningsmiljø

PrintSend til en venDel på Facebook

Godt tre år efter at Undervisningsmiljøloven trådte i kraft, har under halvdelen af alle landets skoler og uddannelsessteder sat deres undervisningsmiljøarbejde i system.

Ifølge en ny undersøgelse, som Rambøll Management har gennemført for Undervisningsministeriet , har 41 procent af landets skoler og uddannelsessteder lavet en undervisningsmiljøvurdering. På 40 procent af alle skole og uddannelsessteder er der valgt undervisningsmiljørepræsentanter.

- Det er positivt, at knap halvdelen af landets skoler og uddannelsessteder nu har gennemført to helt centrale forhold i Undervisningsmiljøloven. Men vi kunne godt ønske, at endnu flere skoler og uddannelsessteder havde sat undervisningsmiljø-arbejdet i system, siger centerleder Ole Juhl, Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM.

Rambøll-undersøgelsen viser, at mange af de skoler og uddannelsessteder, som endnu ikke har udarbejdet en undervisningsmiljøvurdering, alligevel har gennemført elementer, der har med undervisningsmiljø at gøre. For eksempel en handlingsplan for bekæmpelse af mobning.

- I princippet mangler mange af disse skoler og uddannelsessteder blot at strukturere og systematisere deres undervisningsmiljø-arbejde for at leve op til Undervisningsmiljølovens krav, siger Ole Juhl.

Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø trådte i kraft den 01. august 2001. Loven skal sikre elever og studerende et ordentligt undervisningsmiljø; fysisk, psykisk og æstetisk. Og den fastslår, at alle skoler og uddannelsessteder i Danmark skal udarbejde en undervisningsmiljøvurdering mindst hvert tredje år. Desuden har alle elever, ifølge loven, ret til at vælge to undervisningsmiljørepræsentanter på deres skole, elever som sidder med i den sikkerhedsgruppe, der rent praktisk står for arbejdet med at sikre skolens undervisningsmiljø. 

En undervisningsmiljøvurdering går ud på at undersøge,  hvordan eleverne trives og lave en plan for, hvordan skolen vil løse de problemer, som eleverne har peget på, og i hvilken rækkefølge. Planen skal skrives ned, så alle kan læse den.

Se undersøgelsens talmateriale

Undersøgelsen kan ses i sin helhed på Undervisningsministeriets hjemmeside: www. uvm.dk

 

Senest opdateret 07-12-2009