På det seneste møde i netværk for ungdomsuddannelser blev der indledningsvist tegnet forskellige billeder af nutidens unge. Konklusionen blev dog, at nutidens unge er meget forskellige og ikke lige sådan lader sig kategorisere. I stedet tog deltagerne fat på spørgsmålet om, hvilke undervisningsmiljøer man kan skabe for at fange en broget skare af unge.
Dagens program var tætpakket med fire deltageroplæg og networking. Under overskriften Projekt sund skole – et sundt undervisningsmiljø med elever og lærere lagde Marcus Mc Donald Laycok, underviser på Bygge- og Anlægsområdet på Silkeborg Tekniske Skole, ud med at fortælle om, hvordan man kan arbejde med sundhed på en faglig, undervisningsmotiverende og elevinddragende måde.
Når man skal integrere sundhed og bevægelse i skolens dagligdag, er det ifølge Marcus Laycok vigtigt, at man møder eleverne, der hvor de er. Man skal ikke sætte kravene for højt, fordi fysisk aktivitet kan være en stor udfordring for nogle. Og så virker det godt at organisere bevægelsen som små time-outs frem for som idrætstimer, som for nogle elever appellerer til pjæk.
På Silkeborg Tekniske Skole har brancheskolerne bidraget med forskellige bevægelsestiltag. Fx har bygge og anlægs-eleverne med stor entusiasme bygget en forhindringsbane og på den måde koblet deres ideer og faglighed med et bevægelsestilbud til alle.
Innovation, kreativitet og oplevelsespædagogik
Det undervisningsmiljø, man vil have, skal ses i sammenhæng med, hvilken kultur man vil have, og hvilken skole man vil være. Og både elever og lærere er i høj grad med til at definere dette. Peter Kristoffersen, direktør på Silkeborg Tekniske Skole, tog over med et oplæg om undervisningsmiljø i et strategisk og ledelsesmæssigt felt.
Strategi er ikke noget vi har, men noget vi gør, lød en af pointerne i oplægget, der også handlede om, hvordan personalet bliver opmuntret og udfordret til at nytænke undervisningen. På Silkeborg Tekniske Skole bliver det faglige miljø, undervisningsmiljøet og arbejdsmiljøet set i sammenhæng – og forbedret af elev- og medarbejderdrevet innovation.
Et af de strategiske elementer Silkeborg Tekniske Skole fokuserer på er oplevelsespædagogik: Det skal være en oplevelse at gå på skolen – gerne en oplevelse, som gør én glad. Og så skal eleverne skal have oplevelsen af, at det, de beskæftiger sig med, kan bruges til noget.
Undervisningsparate lærere?
Efter de to første oplæg var det tid til gruppearbejde om nutidens unge og uddannelse. I mange grupper kom snakken dog også til at handle om undervisernes indstilling og kommunikationskompetencer: Hvordan når læreren den enkelte elev? Hvordan forholder læreren sig til undervisningens emne og til de unge? Tør man på uddannelsesstederne tale om lærernes roller? Der var bred enighed om, at selvom det kan være svært, så er det vigtigt også at snakke lærerroller og pædagogik, når man snakker undervisningsmiljø.
Den papirløse klasse
Efter frokost tog Jørgen Lassen, uddannelsesleder på Rødkilde Gymnasium fat på at fortælle om et forsøg med bærbare computere og elektroniske dokumenter frem for bøger og papirer.
Med udgangspunkt i en pædagogisk it-strategi med fokus på generel udvikling af elevernes it-kompetencer har Rødkilde Gymnasium igangsat et projekt med en klasse, hvor eleverne i mindre grad sidder i klassen og kigger mod tavlen og i højere grad deler viden og dokumenter elektronisk. Alt undervisningsmateriale er også udelukkende elektronisk. Der anvendes både i-bøger og e-bøger samt brug af internettet generelt.
Projektet kører i tre år og selvom det kan være udfordrende ikke at anvende papir overhovedet, så lyder de fleste meldinger fra både elever og lærere, at det er spændende, motiverende, udfordrende og sjovt.
Hvordan kan man få blyanten integreret i undervisningen?
Kirsten Lund, Master i IT, specialisering organisation, og afdelingsforstander på VUC Silkeborg gav det typiske spørgsmål - hvordan kan man få IT integreret i undervisningen? - et tankevækkende twist.
Web 2.0 og sociale medier giver nye pædagogiske og didaktiske muligheder, som kan udfordre den strukturelle ramme og den vanlige forståelse af læring samt læreres og elevers roller. Det handler ikke om teknologi, men om samtaler, samvær, leg, socialisering og identitet.
Web 2.0 giver masser af muligheder for at bygge undervisningen op på en langt mere interaktiv måde, og Kirsten Lund gennemgik nogle af dem, fx brug af wikis, blogs, facebook, historiefortællende websider, googlemaps og personlige læringsmiljøer.
Eleverne var med
Denne gang var der en del flere elever med til møde, og de var meget aktive med kommentarer og synspunkter om ungdomsliv og undervisning. Samtidig fik eleverne også noget med hjem:
- Det er fedt at være med som elev. Det er mega lærerigt og godt med nye input, lød en af dagens afsluttende kommentarer.
Yderligere oplysninger
Karin Villumsen
Specialkonsulent – undervisningsmiljø
E-mail: villumsen
dcum [dot] dk
Telefon: 722 654 12
Se også
- Strategi og bevægelse på Silkeborg Tekniske Skole
- Papirløs klasse på Rødkilde Gymnasium
-
Kirsten Lund om sociale medier i uddannelserne
Nyheder fra DCUM
Nyheder fra DCUM
Oprettelsesdato
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev






