Konference skal øge skolers kropsbevidsthed
DCUM holder praktikerkonferencen om bevægelse i grundskolen den 18. november 2004.
Krop og bevægelse er er centrum, når Dansk Center for Undervisningsmiljø holder konferencen "Din krop - din skole" den 18. november 2004. Konferencen vil summe af børneliv, og elever, lærere, ledere og pædagoger vil fortælle om deres konkrete tiltag for at gøre bevægelse til en integreret del af skolen hverdag.
Konferencen henvender sig til alle, der arbejder i – eller har interesse for – skoleverdenen - også elever, og den byder på følgende workshops, hvor der også vil være mulighed for at bruge kroppen:
Leg og undervisning i uderummet - Workshop 1
På Nøvling Skole er skolens mål blandt andet at skabe et udemiljø, hvor børnene får udfordringer, og hvor der appelleres til sanser/motorik og fantasi. En del af indsatsen er projektet ”Lær derude”, der sikrer, at ”børn ikke kun bruger hovedet inde, men også hele kroppen ude”.
Afspænding på skoleskemaet - Workshop 2
På Nymarksskolen har de i mange år sat fokus på bevægelse i skolen. Det tætte samarbejde mellem pædagoger/ lærere giver mulighed for flere kropslige aktiviteter på skemaet. Afspænding er en del af skoleskemaet – på 4., og workshoppen byder blandt andet på praktisk afprøvning af afspænding.
Projekt daglig motion – Workshop 3
På Nibe skole har 4.klasse daglig motion indlagt i den almindelige undervisning. Eleverne bruger hver dag 10-15 minutter på en række fysiske øvelser. Projektet startede for 4 år siden, og nu har ideen spredt sig til de øvrige klasser i indskolingen. I workshoppen byder på praktisk afprøvning af projekt ”daglig motion”.
Rum for bevægelse - Workshop 4
På Møllehøjskolen er undervisningen er tilrettelagt, så der er mulighed for at bruge kroppen, og i indskolingen har skolen blandt andet motorikrum, gulvborde, som giver mulighed for alternative siddestillinger, et afgrænset tumleområde på gangen og et-hjulede cykler.
Idræt på dagsordenen - Workshop 5
Sofiendalskole har gennem en årrække haft fokus på idræt/ bevægelse, og skolen signaler, at faget er vigtigt: 4 ugentlige lektioner til kropslig udfoldelse for de yngste og valgfag om forskellige former for bevægelse for 7.-9. klasse. Desuden deltager idrætslærerne i skole/hjem samtaler.
Sang- og bevægelseslege i skolegården - Workshop 6
På Vester Vamdrup Skole begynder børnehaveklasserne dagen med en halv times sang- og bevægelseslege i skolegården. Legene er udvalgt, så de tilgodeser forskellige kropslige og sociale elementer. Skolen har to ekstra lektioner hver uge med leg og bevægelse. Workshoppen byder på praktisk afprøvning af en eller flere lege.
Konferencen finder sted på Hotel Comwell, Skovbrynet 1, 6000 Kolding.
Yderligere oplysninger:
Konsulent Charlotte S. Christensen, tlf.: 722 654 08.
Centerleder Ole Juhl, tlf.: 722 654 10.
Pressemeddelelser
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev
