Iderigdom og god stemning til netværksmøde

PrintSend til en venDel på Facebook

Med henblik på at få en tættere kontakt til ungdomsuddannelserne og deres arbejde med undervisningsmiljø har DCUM taget initiativ til etablering af et netværk for ungdomsuddannelser. Det første møde er netop med succes blevet afholdt. DCUM stod for dagens program med oplæg, idéspiraler og dialogproces. Deltagerne var engagerede, positive og veloplagte.

Karin Villumsen, specialkonsulent ved DCUM, indledte dagen med et oplæg om undervisningsmiljø generelt og dets betydning på ungdomsuddannelserne. Dernæst præsenterede kommunikationskonsulent Trine Kjær DCUM's hjemmeside og nogle af de materialer, DCUM har udviklet til ungdomsuddannelserne.

Deltagerne var også på scenen. De medvirkede i idéspiraler med brainstorm om undervisningsmiljø og ungdomsuddannelser. Nogle af de spørgsmål, der rejste sig var:

  • Hvordan får vi lærere og undervisere til at kigge ud over fagligheden?
  • Hvordan får vi undervisningsmiljø ind som en del af strategiarbejdet?
  • Hvordan involverer vi eleverne – også hvis de kun er kort tid på skolen?
  • Hvad mener vi egentlig, når vi snakker om et godt undervisningsmiljø?

Formålet med idéspiralerne var at få deltagerne på banen med de ting, som rørte sig for dem. Emnerne der kom frem kan eventuelt indgå i diskussioner på kommende møder. 

Inden frokost præsenterede Helle Stenbro, chefkonsulent ved DCUM, DCUM’s elektroniske spørgeskema- og benchmarkingværktøj Termometeret, efterfølgende var hun i dialog med deltagerne om værktøjets muligheder.

Eftermiddagen bød på erfaringsudveksling i grupper og opsamling i plenum. Her gik snakken livligt, og en del kunne godt have brugt lidt mere tid til denne del, hvor elevinddragelse, elevtrivsel, elevindflydelse og nye elevtyper var centrale emner, som deltagerne tog fat på.

- Alt i alt var det en meget konstruktiv dag, hvor deltagerne udtrykte lyst til vidensdeling og idéudvikling om undervisningsmiljø på ungdomsuddannelser. DCUM vil nu gennemgå de forslag, der kom frem og melde tilbage til deltagerne med et bud på en form for netværket fremover, fortæller Karin Villumsen.

Yderligere oplysninger
Kontakt Karin Villumsen, specialkonsulent ved DCUM, på e-mail: villumsenatdcum [dot] dk eller telefon: 722 654 12

Se også

Senest opdateret 27-04-2012