Idéer til arbejdet med børnemiljø og læreplaner

PrintSend til en venDel på Facebook

PRESSEMEDDELELSE

Syv eksempler, på hvordan dagtilbud kan tænke arbejdet med børnemiljø sammen med de pædagogiske læreplaner, er på vej til danske dagtilbud og kommuner.

Eksemplerne er samlet i et inspirationshæfte, der er udarbejdet med afsæt i praksiserfaringer, som Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, har indsamlet hen over foråret og sommeren 2011.

- Vi vil med dette inspirationshæfte gerne fremhæve de gode eksempler på, hvordan dagtilbud kan tænke børnemiljø og læreplaner sammen. Vi er bevidste om, at både dagtilbud og kommuner har forskellige forudsætninger og vilkår, som giver dem et individuelt udgangspunkt. Derfor er der ikke én rigtig løsning på koblingen, men mange muligheder. Pointen er, at det skal give mening for det enkelte dagtilbud, fortæller Jannie Moon Lindskov, analyse- og udviklingskonsulent ved DCUM.

Indsamling af praksiserfaringer
Indsamling af det materiale, som ligger til grund for hæftet har bekræftet os i, at når dagtilbud finder deres egen vej at gå, så giver det god mening at tænke arbejdet med børnemiljø og læreplaner sammen.

- Først og fremmest oplevede vi, at mange allerede gør rigtig meget godt i arbejdet med læreplaner og børnemiljø. Vi blev også bekræftet i, at der er et stort behov for et inspirationshæfte som dette. Nogle pædagoger gav udtryk for mangel på inspiration til, hvordan de kan skabe bevidsthed og synlighed omkring, hvor og hvordan - i praksis og på skrift – de kobler arbejdet med børnemiljø og læreplaner. Andre havde brug for konkrete idéer til, hvordan de sikrer arbejdet med børnemiljø og læreplaner, og samtidig tænker de to elementer sammen, fortæller Jannie Moon Lindskov.

Første eksemplar gratis
Dagtilbud og kommuner modtager i løbet af uge 50 et gratis eksemplar af materialet. Yderligere eksemplarer kan bestilles i DCUM’s netbutik 

Udspringer af Dagtilbudsloven
Hæftet er udarbejdet som følge af ændringen af Dagtilbudsloven fra juli 2010 (jf. Dagtilbudsloven § 8 stk. 5). Den ændring medførte, at dagtilbud, herunder daginstitutioner og dagpleje, skal arbejde med børnemiljø som en integreret del af de pædagogiske læreplaner. Lovændringen har medført en stigende efterspørgsel på inspirations- og vejledningsmateriale samt praksiserfaringer om, hvordan man i praksis kan sammentænke arbejdet med børnemiljø og de pædagogiske læreplaner.

- De pædagogiske læreplaner har været et lovkrav siden 2004, og er efterhånden integreret i rigtig mange dagtilbud landet over. Hvor arbejdet med læreplaner varetager et voksenperspektiv, varetager arbejdet med børnemiljø et børneperspektiv. Så det at tænke børnemiljø og læreplaner sammen i praksis er ydermere en måde at sætte fokus på børneperspektivet og dermed sikre et godt børnemiljø, fortæller Jannie Moon Lindskov.

Hent eller bestil materialet

Yderligere oplysninger
Jannie Moon Lindskov
Analyse- og udviklingskonsulent
E-mail: lindskovatdcum [dot] dk
Telefon: 722 654 05

Heidi Skipper
Chefkonsulent
E-mail: skipperatdcum [dot] dk
Telefon: 722 654 02
 

Senest opdateret 12-12-2011