For syvende gang er der uddelt priser i det internationale Design Share program. DCUM har siddet med i dommerkomiteen, der har udpeget verdens mest innovative design indenfor skolebyggeri.
Vinderen: Kindergarten #911
I år gik sejren til den argentinske skole Kindergarten #911. Ideen til vinderprojektet er vokset ud fra den overbevisning, at børn lærer ved at lege med og i en bygnings rum. Gennem udforskning af en bygnings interiør og eksteriør får børn erfaringer med struktur, hjørner og rum. I det hele taget er vinderskolen formet ud For fra børnenes præmisser – for eksempel er alle vinduer i børnehøjde.
Ulla Kjærvang, undervisningsmiljøkonsulent ved DCUM bedømmer vinderskolen således:
- Det er et sted, som appellerer til børns nysgerrighed og inviterer dem til læring. Jeg kan godt lide børneperspektivet og muligheden for et lege med kurver, forskelligt lys og forskellige materialer.
Ingen danske indstillinger
Desværre har der ikke været indstillet danske skoler i år, men danske skolebyggerier har også noget at byde på med hensyn til at skabe sammenhæng mellem læring, pædagogik og arkitektur.
- Der har ikke deltaget danske skoler i år, men jeg vil da opfordre nybyggede skoler i Danmark til at tilmelde sig til næste år, siger Ulla Kjærvang.
International vidensdeling
Målet for prisuddelingen er at finde gode eksempler indenfor skolebyggeri. I løbet af de syv år, hvor prisen har eksisteret, er der efterhånden opstået en kæmpe database over skoleeksempler fra hele verden.
- Hvis man står for at skulle bygge eller ombygge skoler, så kan der findes mange gode eksempler og ideer gennem Design Share. Det kan åbne døren for nye projektmuligheder og innovative tilgange til skolearkitektur, siger Ulla Kjærvang.
DCUM’s fingeraftryk
Sidste år blev DCUM for første gang inviteret til at være fagdommer i det internationale bedømmelsesudvalg, som består af arkitekter, lærere og andre, der arbejder med skolebyggeri. Opgaven for dommerne er at pege på de kvaliteter, som de indstillede skoler har.
Design Share
Design Share er et globalt forum for udveksling af gode ideer indenfor fremtidens skole- og uddannelsesbyggeri. I dette forum kan arkitekter, planlæggere og skolefolk inspirere og udveksle visioner og ideer med hinanden.
For yderligere oplysninger se www.designshare.com
Her findes information om vinderne og der ligger konkrete skolebyggeprojekter fra hele verden. I øvrigt kan man finde artikler om fremtidens skole og uddannelsesinstitutioner skrevet af arkitekter og skolefolk. Design Share er iværksat af det amerikanske arkitektfirma Fielding/Nair Internaional.
Nyheder fra DCUM
Nyheder fra DCUM
Oprettelsesdato
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev
