Flere har arbejdet prisværdigt med undervisningsmiljø

PrintSend til en venDel på Facebook

Den 17. maj 2010 præmierede undervisningsministeren fire skoler og uddannelsessteder med Undervisningsmiljøprisen 2010. Men også mange andre af de indstillede skoler har gjort store indsatser for undervisningsmiljøet. Her kan du få et indblik i, hvilke skoler der var med i opløbet.

Folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler
Vinder: Hornslet Skole
Læs artiklen: "Vi er slet ikke verdensmestre – men vi er på vej" 

Med i opløbet var Hou Skole og Rosengårdskolen

Som et led i arbejdet med at sikre tryghed og trivsel for alle børn involverer Hou Skole forældre i skolelivet gennem en trivselsorganisation. Trivselsorganisationen et defineret netværk af alle forældre. Formålet er at sikre en kultur omkring den enkelte klasse eller årgang, hvor forældrene løbende samarbejder og herigennem vænner sig til at tale åbent om børnenes trivsel. Trivselsorganisationens struktur kan variere fra klasse til klasse, men som minimum er der en skolepolitisk gruppe, et trivselsråd og en arrangementsgruppe. Herudover kan der være en forplejningsgruppe og andre grupper. Klasselæreren har plads i trivselsrådet, der kommer med ideer til fremme klassens trivsel, planlægger og arrangerer forældremøder samt byder nye familier velkommen.

Rosengårdskolens opskrift på miljø er flotte fysiske rammer, god trivsel og dialog. Skolen har i de seneste år forbedret undervisningsmiljøet på tre fronter: Udeliv, faglokaler og elevtoiletter. Skolen lægger stor vægt på elevernes sociale dannelse og har derfor prioriteret at give børnene have nogle gode rammer at lege i. Ved at have en god legeplads får børnene frisk luft, motion og fælles aktivitet, og det er den bedste forudsætning for at kunne koncentrere sig i timerne. Endvidere er skolens fysiklokale blevet renoveret i dialog med faglærerne, så lokalet fremstår lyst og brugervenligt med flere elevarbejdspladser og mulighed for at vise forsøg midt i lokalet. Dæmpet instrumentalmusik spiller i skolens forhal med det resultat, at eleverne ubevidst dæmper sig, når de træder ind i forhallen - og miljøet er blevet roligere og mindre støjfyldt. Skolens nyrenoverede toiletter er resultatet af en længere proces, hvor resultatet flere gange er justeret i overensstemmelse med elevernes ønsker.

Gymnasiale uddannelser

Vinder: IBC International Business College Aabenraa
Læs artiklen: Masser af succes

Med i opløbet var Esbjerg Gymnasium og HF samt Esbjerg Statsskole

Esbjerg Gymnasium har udført et stort arbejde med et elevstyret projekt ”Skolen som rum for oplevelser, æstetik og læring”, hvor eleverne i forskellige etaper er med til at sætte deres præg på skolen og med til at skabe fantasifulde og fleksible rammer, der kan understøtte og videreudvikle den bygningsarkitektur og de faciliteter, der allerede er på skolen. Samtidig med at de fysiske rammer beskrives og tilføres nyt, bliver eleverne bevidste om, hvordan en skoles indretning og fysiske rammer kan være med til at skabe trivsel og lyst til at lære - arkitektur er ikke blot mursten eller beton, men æstetik og sanselighed der i høj grad påvirker elevernes trivsel og motivation til at lære. Elevrådet har startet projektet i samarbejde med skolens ledelse og faglærere.

Esbjerg Statsskole har udarbejdet en lokal klimaaftale til gavn for miljøet, undervisningsmiljøet og arbejdsmiljøet. I 2009 gennemførte skolen et projekt omkring energibevidsthed og energibesparelser hos alle personalegrupper: Elever, lærere, ledelse og pedelafdeling. Målet med projektet er dels konkrete energibesparelser, hvilket er lykkedes, og dels at eleverne får ejerskab til projektet. Efter aftale med skolens ledelse får eleverne en del af de optjente penge fra besparelserne til gavn for deres undervisningsmiljø. De bruger fx pengene på bordfodboldspil, tilskud til studieture og lignende. På den måde bliver besparelserne til synlige resultater. Eleverne får 50% af besparelserne, som overrækkes ved morgensamlinger.

Øvrige ungdomsuddannelser
Vinder: TEC Hvidovre
Læs artiklen: Knækbrød og klatrevæg

Med i opløbet var Holstebro Handelsskole og Food College Aalborg

Holstebro Handelsskole har gennem flere år arbejdet med projektet ”Eleven som vores fælles projekt”, et nyt detailhus og opbygning af et summende, levende, fagligt miljø hvis nerve består af nærvær og interesse for den enkelte. ”Eleven som vores fælles projekt” blev lanceret i 2006. Projektet går i korte træk ud på, at hver enkelt lærer, studievejleder, administrativt personale og ledelse gennemsyres af tankegangen om, at hver enkelt elev er vores fælles projekt, og at hver enkelt tager handling, når det er nødvendigt og ved starten af problemerne. Hertil kommer en tankegang om at skabe så optimale fysiske og sociale forhold omkring den enkelte elev som muligt, hvor nerven er kendetegnet ved tydelig faglighed, nærhed, gode menneskelige relationer samt plads til - og respekt for - forskellig måder at lære på.

Food College Aalborg har indført kompastimer for at styrke elevernes glæde ved at gå i skole. Eleverne får fantastiske oplevelser sammen, og de kommer tæt på hinanden og på lærerne. Kompastimer har fokus på fællesskabet og det sociale rum. Der er fokus på de sociale rammer omkring elevernes uddannelsesforløb. I kompastimerne deltager eleverne i en række fælles arrangementer og sociale aktiviteter, som er med til at skabe gode og trygge rammer omkring uddannelsesforløbet. Eleverne kommer selv med forslag til hvad disse timer skal og kan bruges til.

Voksen- og videregående uddannelsesinstitutioner

Vinder: Søværnets Sergent- og Grundskole
Læs artiklen: Helt efter planen

Med i opløbet var Læreruddannelserne Metropol

Læreruddannelsen Metropol har ansøgt om undervisningsmiljøprisen på baggrund af deres udvikling af S-linjen: Sunde, stærke og sociale lærere med et højt fagligt niveau. Uddannelsesstedet har de seneste to år tilbudt nye lærerstuderende at gå på en S-linje. S står for sundhed, styrke & sammenhold. Det er et tilbud til studerende, der vil kombinere fysisk træning og sund kost med lærerprofessionens udfordringer. S-linjen er for alle, der gerne vil styrke deres sundhed og velvære samt opbygge et større overskud til studier og privatliv.

Gode erfaringer kan man ikke få for mange af
- Selvom kun i alt fire skoler og institutioner i dag er blevet udpeget som vindere af konkurrencen, må jeg sige, at prisen og interessen for den er et symbol på, at mange skoler og institutioner har gjort en særlig indsats, som vi alle kan lære af. Og på den måde kan alle, der arbejder aktivt for undervisningsmiljøet, siges at være vindere, sagde undervisningsminister Tina Nedergaard i sin tale til prisvinderne i den 17. maj.

Har I gode erfaringer med en bestemt indsats eller metode, er I altid velkomne til at sende en beskrivelse til DCUM, som kan formidle jeres gode ideer videre.

Og til september starter kampen om Undervisningsmiljøprisen 2011, hvor alle ansøgninger vil blive hilst velkommen.

Yderligere oplysninger
Kontakt Trine Kjær, kommunikationskonsulent ved DCUM, på e-mail: kjaeratdcum [dot] dk eller telefon 722 654 04

 

Senest opdateret 19-05-2010