Det er bedst, når alle er her
Nuværende størrelse: 100%
Landsdækkende kampagne sætter fokus på fravær: Fra den 22. november 2011 sætter hele Danmark fokus på at skabe mindre fravær i skolen og på ungdomsuddannelserne. Det sker med kampagnen ”Det er bedst, når alle er her”, som Ministeriet for Børn og Undervisning står bag.
Fravær har konsekvenser – for den enkelte, for skolen/uddannelserne og for samfundet. Målet med kampagnen er derfor at engagere alle i en fælles indsats, der kan skabe mindre fravær og mere nærvær.
Kampagnesitet www.godtdukom.dk samler alle kampagnens initiativer.
- Her kan du se kampagnefilmen fra TV med lærerne, der savner deres elever.
- Du kan sende et sjovt wake-up call via sms til din ven eller din teenager, der har svært ved at komme op om morgenen.
- Du kan læse artikler og se videoer med unge, der har skarpe holdninger til og oplevelser med fravær.
- Elever og studerende kan deltage i interaktive gimmicks og deltage i en kronikkonkurrence i samarbejde med Jyllands-Posten.
- Undervisere, ledere og vejledere kan få indblik i, hvordan andre institutioner har haft succes med at mindske fravær og deltage i videndelingskonferencer herom.
- Og alle kan downloade gratis inspirations- og undervisningsmateriale, skabeloner og dialogværktøjer, som kan være med til at sætte fravær på dagsordenen – derhjemme, i klassen eller på lærerværelset.
DCUM deltager i følgegruppen og partnerskabet omkring kampagnen. Vi ved, at et godt undervisningsmiljø kan være med til at modvirke fravær.
- Et godt socialt undervisningsmiljø, hvor eleverne trives og oplever at blive set, hørt og inddraget i et engageret, sjovt og forpligtende fællesskab er med til at skabe trivsel og lyst til at gå i skole, siger Karin Villumsen, der er specialkonsulent hos DCUM.
Mere om fravær
-
Om sammenhængen mellem fravær og undervisningsmiljø se artiklen Mindre fravær gennem et godt undervisningsmiljø
- Læs mere om kampagnen på www.godtdukom.dk
