DCUM gennemfører i 2007-08 forsøgs- og udviklingsprojektet Kvalitet i undervisningsmiljøet . Hensigten er at udvikle et elektronisk og webbaseret procesværktøj til kvalitetsmåling og kvalitetsudvikling af undervisningsmiljøet på erhvervsrettede uddannelser.
Ungdomsuddannelserne skal – ligesom andre uddannelser – jævnligt udarbejde undervisningsmiljøvurderinger, UMV. Efter i en periode at have haft stor fokus på grundskoleområdet har DCUM valgt at rette fokus mod ungdomsuddannelserne, for at udvikle relevante metoder og redskaber til gennemførelse og kvalificering af undervisningsmiljøvurderingen på ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Projektet Kvalitet i undervisningsmiljøet, som er målrettet erhvervsuddannelserne, er et led i den strategi.
- DCUM’s intention med det nye projekt er at udarbejde dokumentation for og overblik over kvalitetsarbejde med undervisningsmiljøet på erhvervsuddannelserne. Det vil forhåbentlig give skolerne et endnu bedre udgangspunkt for det kontinuerlige arbejde med udvikling af et tidssvarende undervisningsmiljø af høj kvalitet, siger Ole Juhl, centerleder ved DCUM.
Projektets formål
Det overordnede formål med projektet er at udvikle metode og redskaber til en forbedret måling og udvikling af erhvervsuddannelsernes undervisningsmiljø. Såvel metode som redskaber skal sikre, at undervisningsmiljøvurderingens resultater kan anvendes til indsigt, benchmarking, videre analyse og opfølgning på den enkelte skole, mellem skoler og på ministerielt niveau.
Projektet vil konkret søge at give pejlinger på forskellige nøgleindikatorer for et godt undervisningsmiljø samt for relaterede indsatsområder.
- Det er DCUM’s ambition, at de metoder og de redskaber, der skal udvikles i nærværende projekt skal kunne integreres i skolernes arbejde med tilfredshedsmålinger – herunder elevtilfredshedsmålinger – og kvalitetsarbejde i øvrigt. Det er derfor vigtigt, at arbejdet inddrager skolernes eksisterende erfaringer på disse områder, siger Karin Villumsen, projektleder ved DCUM.
Elektronisk procesværktøj suppleret af kvalitative opfølgningsmetoder
Produktet bliver et elektronisk og webbaseret procesværktøj til en løbende måling og dokumentation af undervisningsmiljøet og elevernes tilfredshed med de erhvervsrettede uddannelser. Værktøjet stilles gratis til rådighed via DCUMs hjemmeside.
Det nye elektroniske procesværktøj vil kunne fungere som skolens løbende evalueringsredskab i forbindelse med undervisningsmiljø i videste forstand, herunder en afsluttende evaluering efter hvert skoleforløb. På den måde har hver skole mulighed for løbende at evaluere og tage en temperaturmåling på kvaliteten af undervisningsmiljøet.
- Ud over det elektroniske værktøj vil vi supplere med forskellige bud på kvalitative dialogredskaber til en lokal opfølgning eller uddybning af et givet fokusområde, siger Karin Villumsen.
De kvalitative opfølgningsmetoder vil kunne bidrage konstruktivt og fremadrettet til den enkelte skoles direkte arbejde med elevinddragelse og evalueringskultur i forbindelse med kvalitetsudvikling af undervisningsmiljøet.
- Et godt undervisningsmiljø er med til at højne kvaliteten af uddannelsen samt til at fastholde elever og dermed mindske frafaldet. Spørgsmålet om et godt undervisningsmiljø vil også blive et konkurrenceparameter, når det gælder om at tiltrække nye elever. Derfor er kvalitetsarbejdet væsentligt og projektet vil tilstræbe en integrationsmulighed med skolernes eksisterende kvalitets- og benchmarkingskoncepter, siger Karin Villumsen.
Erhvervsrettede uddannelser som målgruppe
Målgruppen for projektets værktøjer og metoder er primært: tekniske skoler, handelsskoler, kombinationsskoler, produktionsskoler, landbrugsskoler og social- og sundhedsskoler; sekundært øvrige interessenter som organisationer og Undervisningsministeriet m.fl.
En forudsætning for en veltilrettelagt og praksisforankret proces samt for et kvalificeret og troværdigt produkt er, at de respektive skoler inddrages direkte som samarbejdsparter i projektet. Derfor sammensættes en arbejdsgruppe bestående af 1- 2 repræsentanter for hvert skoleområde, en ad hoc fokusgruppe bestående af elever fra de repræsenterede skoler samt en referencegruppe, som sammensættes af en række personer fra organisationer og udvalg indenfor de erhvervsrettede uddannelser. DCUM varetager projektledelsen.
Projektet forventes afsluttet i foråret 2008, hvorefter produkter og resultater formidles.
Yderligere oplysninger
Kontakt Karin Villumsen på email: villumsen
dcum [dot] dk
Hvis du vil vide mere
Nyheder fra DCUM
Nyheder fra DCUM
Oprettelsesdato
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev
