DCUM udsender årsberetning for 2005

PrintSend til en venDel på Facebook

DCUM’s årsberetning for 2005 giver et indblik i centrets arbejde og i undervisningsmiljøets mange facetter. Samtidig kan landets skoler og uddannelsessteder bruge årsberetningen som inspiration i arbejdet for et bedre undervisningsmiljø.

For DCUM har 2005 været et år med stor fokus på den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering, UMV. Det fremgår tydeligt af den årsberetning, som DCUM netop har udsendt. I årsberetningen kan man blandt andet læse om en række UMV-initiativer, som DCUM har taget i det forgangne år. Initiativer der kan hjælpe landets skoler og uddannelsessteder i deres arbejde med undervisningsmiljøvurderingen.

- I starten af 2005 fik de manglende undervisningsmiljøvurderinger på landets skoler og uddannelsessteder stor opmærksomhed. Både politisk og i offentligheden. Derfor gennemførte vi en række projekter, der kan være en hjælp i arbejdet med undervisningsmiljøvurderingen, siger DCUM’s centerleder Ole Juhl.

Værktøjer og materialer til UMV-arbejdet
I løbet af 2005 har DCUM blandt andet:

  • Udviklet Termometeret, som er et gratis, internetbaseret værktøj, der kan bruges til at kortlægge de fysiske, psykiske og æstetiske forhold på skolen/uddannelsesstedet
  • Udgivet folderen ”Kom godt i gang med jeres undervisningsmiljøvurdering”, der en grundlæggende introduktion til undervisningsmiljøvurderingen
  • Gennemført projektet ”Spot på UMV”, der satte fokus på gode UMV-metoder, -processer, - resultater
  • Samlet centrets information om undervisningsmiljøvurderingen i én indgang ”Alt om UMV” på centrets website dcum.dk  

- Tidligere koncentrerede vi os mest om at fortælle landets skoler og uddannelsessteder om undervisningsmiljøloven og om behovet for et bedre undervisningsmiljø. I løbet af 2005 har vi højere grad udviklet og tilbudt konkrete værktøjer, som kan bruges i det praktiske undervisningsmiljøarbejde, siger Ole Juhl.

Inddragelse af elever og studerende
DCUM lægger stor vægt på at elever og studerende inddrages i undervisningsmiljøarbejdet. Derfor er inddragelse af elever og studerende også tænkt ind i mange af de UMV-projekter, som DCUM har gennemført i 2005. 

- Vores håb er, at det vil gøre undervisningsmiljøarbejdet mere overskueligt, og at elever og studerende på landes skoler og uddannelsessteder derfor vil blive inddraget som aktive medspillere og medvirke til at skabe et bedre undervisningsmiljø for alle, siger Ole Juhl.

Udover at beskrive DCUM’s projekter med relation til undervisningsmiljøvurderingen, fortæller årsberetningen om et travlt år for DCUM. Interesserede kan blandt andet læse om:

  • Relancering af DCUM’s website dcum.dk
  • Praktikerkonferencen ”Rum, æstetik og pædagogik”
  • DCUM’s arbejde i forbindelse med regeringens undervisningsmiljøpris
  • Det nyetablerede ”Kommunenetværk for nutidens skolebyggeri”
  • DCUM’s pressearbejde
  • DCUM’s del af udviklingsprogrammet "En skole i bevægelse"
Senest opdateret 13-04-2010