DCUM lancerer antimobbeportalen sammenmodmobning.dk
Grundskolens elever, forældre, pædagogisk personale, ledelse, skolebestyrelser og kommuner kan nu finde relevant materiale om forebyggelse og bekæmpelse af mobning på portalen sammenmodmobning.dk. Portalen formidler værktøjer, metoder, gode råd og direkte hjælp til skolernes vigtige indsats mod mobning.
På sammenmodmobning.dk kan man finde svar på aktuelle spørgsmål om mobning og samtidig kvalificeres brugerne til at handle med henblik på at fremme trivsel og bekæmpe mobning i skolen.
Portalens udgangspunkt er, at det kræver målrettet samarbejde mellem skolens aktører at bekæmpe mobning og skabe bedre trivsel i grundskolen. Portalen afspejler, at mobning på ingen måde kan betragtes som et problem, der kan isoleres til en enkelt elev. Såvel elever, lærere og forældre som skoleledelse og kommuner har et ansvar for at skabe et inkluderende og mobbefrit undervisningsmiljø i landets skoler.
- Nu får alle med interesse for elevernes trivsel i skolen ét centralt sted at søge information, materiale, metoder, kontakter, råd og vejledning i deres arbejde med at fremme trivsel og modvirke mobning i skolen. Portalen giver et overblik over dine handlemuligheder, hvad enten du er elev, forældre, lærer/pædagog, skolebestyrelse, skoleleder eller kommune, fortæller Karin Villumsen, konsulent og projektleder ved DCUM.
Baggrunden
Sammenmodmobning.dk indgår som en del af undervisningsministerens aktuelle antimobbekampagne Sammen mod mobning – for trivsel, tolerance og tryghed, der samler alle folkeskolens parter til en samlet indsats mod mobning. DCUM har siden 2002 sat mobning på dagsordenen gennem flere udviklingsprojekter, omfattende undersøgelser og kampagner. Med afsæt i disse projekter og undersøgelsesresultater har DCUM indsamlet og udviklet en lang række målrettede og handlingsanvisende materialer til fremme af social trivsel og bekæmpelse af mobning i skolen. DCUM’s relevante materialer indgår sammen med parternes bidrag i portalen.
- Alt for mange elever oplever mobning i skolen, og dét på trods af, at der har været en del fokus på det i de seneste år. Mobning ødelægger både den enkelte og fællesskabet i en klasse, det skaber et dårligt undervisningsmiljø. Bekæmpelse af mobning kræver, at trivselsarbejdet i skolen kvalificeres, udbredes og sættes mere i system. Der er behov for en systematisk forebyggende og indgribende indsats, og der er behov for at dele viden om, hvad der virker. Portalen er en central formidlingsplatform i den forbindelse, siger Karin Villumsen.
Både forældreorganisationer, faglige organisationer, myndigheder og de faktiske aktører ude på skolerne bidrager til at kvalificere portalens tilbud og gøre dem relevante og brugervenlige.
Brug portalen som afsæt for samarbejde og vidensdeling
- Jeg vil opfordre skolerne til at bruge portalen, når der skal udarbejdes en antimobbestrategi, når der skal søges viden og konkrete metoder til arbejdet med at fremme trivslen, når eleverne har en opgave om emnet, når der opstår mobning, og når forældre (eller andre) har brug for et godt råd osv., siger Karin Villumsen.
Yderligere oplysninger
Konsulent Karin Villumsen, tlf. 722 654 12, e-mail: villumsen
dcum [dot] dk
Hvis du vil vide mere
Pressemeddelelser
Nyhedsbrev
Få tilsendt DCUMs nyhedsbrev
