DCUM gør status på treårigt udviklingsprojekt

PrintSend til en venDel på Facebook

I en afsluttende rapport samler DCUM op på engagementet i udviklingsprogrammet En skole i bevægelse som blev iværksat af regeringen i 2003. DCUM har varetaget en del af indsatsområdet Tryghed for alle, hvor formålet har været at forebygge og bekæmpe mobning på en langsigtet og holdbar måde.

I perioden august 2003 til juli 2006 har DCUM arbejdet med afsnit 4, del 1, Tryghed for alle – mobning, under udviklingsprogrammet En skole i bevægelse. Arbejdet har været organiseret i projekter og formidlingsarbejde, og der er udarbejdet årlige projektbeskrivelser samt årlige statusrapporter til Undervisningsministeriet.

- DCUM’s ansvarsområde var blandt andet skolekulturens betydning for det sociale klima og for omfanget af mobning. Det medførte en række spændende tiltag, men især de to modelprojekter på Holmeagerskolen og Hjortespring Skole har bidraget med konkret viden og dokumentation på området, siger Karin Villumsen, konsulent ved DCUM.

Beskrivelse af gennemførte aktiviteter
Den afsluttende rapport udgør status på det tredje projektår og afslutter samtidig DCUM’s involvering i udviklingsprogrammet. Rapporten beskriver de forskellige aktiviteter, som DCUM har iværksat og afviklet igennem de tre projektår. Endvidere indeholder rapporten en perspektivering af det arbejde og de erfaringer, der er gjort som følge af projektet og den særlige indsats.

I rapporten kan man blandt andet finde oplysninger om:

  • Initiativer og aktiviteter indeholdt i Tryghed for alle
  • Årsprojektbeskrivelsen for tredje projektår
  • Opsamling på modelprojekterne 
  • DCUM’s aktiviteter og produkter i forbindelse med kampagnen Brug Konflikten
  • DCUM’s øvrige initiativer vedrørende trivsel og bekæmpelse af mobning

Involveringen af udviklingsprogrammet har betydet, at DCUM har ydet en særlig indsats angående det psykiske undervisningsmiljø, og som følge heraf ligger centret inde med viden, erfaringer, værktøjer og materialer, som skoler og interesserede kan drage nytte af.

- Vi vil råde skoler til at integrere arbejdet med konflikthåndtering, elevmægling og bekæmpelse af mobning i en samlet og systematisk indsats, hvor ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre i samarbejde laver antimobbestrategier og trivselspolitik. Det kan også være en god ide, at inddrage andre lokale institutioner, siger Karin Villumsen.

Etablering af praktikerkorps
For at efterleve efterspørgslen på rådgivning og kurser om konflikthåndtering, mægling og antimobbeindsats har DCUM oprettet et korps af praktikere med særlige kvalifikationer indenfor disse temaer. Disse praktikere kan kontaktes direkte af skoler og øvrige interesserede. 

Hvis du vil vide mere

Senest opdateret 13-04-2010