Børnemiljøvurderinger i dagtilbud kan være med til at kvalificere og udvikle det pædagogiske arbejde

PrintSend til en venDel på Facebook

Formanden for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL, Henning Pedersen udtaler i Berlingske Tidende den 6. juni 2007, at man kan se børnemiljøvurderinger, BMV, som et eksempel på et papirarbejde, det pædagogiske personale ikke får tilbagemeldinger på. Det efterlader dem ifølge Henning Pedersen med spørgsmålet om meningen med at udføre BMV.

Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, undrer sig over, at formanden for BUPL udtaler sig negativt om et redskab, som kan bruges til at skabe udvikling i den enkelte institution i overensstemmelse med lokale pædagogiske værdisæt.

En børnemiljøvurdering skal ikke blot anskues som et stykke papir, pædagogerne sætter sig og skriver, den skal udarbejdes – og det kan udmærket foregå sammen med børnene, som en del af den pædagogiske praksis. Udarbejdelse af børnemiljøvurderinger tjener flere formål – blandt andet muligheden for at inddrage børn som aktører i deres egen hverdag. Det betyder, at de voksne ved at lytte og observere opmærksomt kan få en ny viden, som kan danne udgangspunkt for udvikling og nye handlemuligheder.

Meningen med børnemiljøvurderinger i dagtilbud er at skabe et godt fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som kan fremme børns trivsel, udvikling og læring. En børnemiljøvurdering er et redskab, som dagtilbuddene kan bruge til at beskrive, vurdere og udvikle børnemiljøet. Kernen i arbejdsprocessen med BMV’en er, at den skabes i et børneperspektiv. Det betyder, at børnene skal deltage, og i det omfang det er muligt, skal børnenes oplevelse af børnemiljøet inddrages. Det er vigtigt, fordi den voksnes forståelse af et barn eller en problemstilling ikke nødvendigvis er sammenfaldende med barnets forståelse og oplevelse.

Børnemiljøvurderingen giver det pædagogiske personale viden om, hvordan børnene  og eventuelt deres forældre opfatter og oplever deres hverdag i relation til eksempelvis omgivelser, venner, voksne, velbefindende og aktiviteter. Det er tilbagemeldinger, som netop kan bruges til at skabe udvikling i den enkelte institution. Derudover er der betydningsfulde tilbagemeldinger at hente gennem det samarbejde som børn, forældre og personale får, når de går i gang med processen.

Der er således rig mulighed for både at skabe mening i arbejdet med børnemiljø og for at få tilbagemeldinger fra såvel processen, som fra det papirprodukt børnemiljøvurderingen skal munde ud i.

Yderligere oplysninger
Kontakt centerleder Ole Juhl på telefon: 722 654 10 eller på email: ole [dot] juhlatdcum [dot] dk 

Se også

[collapse collapsed title=Henning Pedersens svar]

Børnemiljøvurderinger giver ikke mulighed for reel forbedring af børnenes miljø

Af Henning Pedersen, formand for BUPL
Centerleder på Dansk Center for Undervisningsmiljø, Ole Juhl, undrer sig over, hvorfor jeg udtaler mig ”negativt” om børnemiljøvurderinger, når de er et redskab til at skabe udvikling i institutionerne. Det er korrekt, at pædagogerne - som led i den pædagogiske praksis - inddrager børnene i udarbejdelsen af BMV’er. Det anser vi i BUPL naturligvis som noget positivt. Men hvis beskrivelsen af børnemiljøet f.eks. peger på, at der er noget helt galt, så er der ingen garanti for at problemet bliver rettet. Og så er vi fremme ved problemets kerne: Børnemiljøvurderinger er sat i verden uden at én eneste kroner til at følge op på problemer er fulgt med. Derfor er børnemiljøvurderinger reduceret til at være et stykke papirarbejde, der tager tid fra børnene frem for at være et stykke arbejde, der reelt kan forbedre børnenes miljø. [/collapse]

 

Senest opdateret 13-04-2010