En gruppe elevmæglere på Hjortespring Skole har fået redskaber til konfliktløsning, så de kan hjælpe deres yngre skolekammerater med at løse konflikter. Elevmæglerne tager sig af mange af de konflikter, der opstår i hverdagen mellem elever fra 0.-5. klassetrin. Det resulterer i udvikling af værdifulde sociale kompetencer både for elevmæglerne og for dem, som oplever hjælpen.
Har du lyst til at blive behandlet respektfuldt og har du lyst til at blive lyttet til? Det svarede lærerne på Byskolen i Svendborg ja til, og så begyndte de sammen med ledelsen at indarbejde konstruktiv konflikthåndtering som en del af skolens kultur.
Kingoskolen i Slangerup er et fremragende eksempel på æstetisk undervisningsmiljø. Her er et godt indeklima sammentænkt med hensynet til bæredygtighed og en fin rumlig bearbejdning.
På Nørre-Snede Skole arbejdes der med konfliktløsning og girafsprog i indskolingen, på mellemtrinnet og i specialundervisningen. De fokuserer på at anvende og udvikle girafsprog som grundlæggende kommunikationsform – kendt og brugt af elever og lærere.
Børns evne til at skabe og fastholde venskaber er afgørende for deres trivsel både i og uden for skolen, derfor prioriteres børns venskaber højt på Nordre Skole i Viborg.
På Holmeagerskolen håndterer 5. og 6. årgangs elever egne konflikter i hverdagen. Konflikthåndtering skaber større tolerance blandt eleverne, bedre omgangstone og mere ansvarlighed i forhold til hinanden som klassekammerater.
På Ballerup Ny Skole arbejder elever og lærere projektorienteret i lærende fællesskaber. Det betyder blandt andet, at eleverne får lov til at få hammeren i hånden, når der skal nyindrettes eller udsmykkes.
Elevmægling er en fast del af konflikthåndteringsværktøjerne på Ranum Skole. Siden elevmægling blev indført, er der langt færre langvarige konflikter mellem eleverne, fordi mange konflikter i kraft af mæglinger kan gribes, før de vokser sig store. Det betyder i praksis større trivsel og dermed bedre muligheder for optimal læring for skolens elever.
I eventyret gør Klods Hans op med plejer-mentaliteten og vinder prinsessen. På Søndervangskolen i Glostrup bryder man med plejer-mentaliteten, når det gælder undervisningsmiljøet, for de vil gerne prøve alternative undervisningsmiljøer, som kan fremme trivslen, det kreative og det faglige element.
Bastian fra Den uendelige historie bliver opslugt i fortællingen om Fantásien, hvor han udvikler selvtillid og mod – Spjald skoles ”uendelige historie” er processen mod den mobbefri skole. Det er en proces som hele tiden er i udvikling, og som man aldrig kan afslutte, for eleverne udvikler sig hele tiden, og der kommer nye til.
På Henriette Hørlücks Skole i Odense får rengøringen ikke lov til at bestemme, hvordan skolen skal udsmykkes og indrettes. Det gør skolens lokaler til en meget stemningsfuld oplevelse.
Kultur og værdier på den enkelte skole og hos den enkelte lærer er en væsentlig faktor i børn og unges trivsel. At ændre en skolekultur er en omfattende proces, hvor der først skal sættes ord og senere handling på skolens grundlæggende værdier. Arbejdet med konflikthåndtering på Vallekilde-Hørve Skole har medført, at skolens værdibegreber i højere grad end tidligere kommer til udtryk i reelle handlinger.
For at skabe den bedste grobund for trivsel ønskede de voksne på Dybvad Skole ved Sæby at involvere forældrene til skolens elever. Der blev indkaldt til storforældremøde med mødepligt, hvor alle fik mulighed for at give deres besyv med, og derved blive involveret og forpligtet. Mødet blev spiren til en lang række initiativer, hvor der blev sat fokus på at fremme trivslen på skolen. Nu plejes trivslen ved, at klasserne hver især ugentligt fører tilsyn med ve og vel.
På Parkskolen i Ballerup har eleverne arbejdet intensivt med forskellen på god og dårlig sprogbrug. Det har reduceret grimt og voldsomt sprog, hvilket har betydet mindre mobning og færre konflikter.
Hvordan tackler man, at børn nogle gange er onde ved hinanden? Er læreren med til at opbygge og fastholde et dårligt klima i klassen? Hvordan kommer man med kritik af en kollega uden at såre vedkommende?
På Hømarkskolen og Østre Skole er der ansat socialpædagoger, som hjælper elever og lærere i særlige konfliktsituationer. Deres indsats har været medvirkende til, at skolerne begynder at ændre holdning til konflikthåndtering, og skolerne har fået flere måder at forholde sig til problematiske elever.
På Hellevad Skole i Rødekro Kommune har en særlig venskabsordning mellem skolens store og små klasser fungeret de sidste fem år. Det skaber en rolig og tryg skolestart for de yngre elever og en ansvarsfuld holdning hos de ældre elever. Da venskabsordningen skaber samhørighed, er den forebyggende overfor mobning.