Hvor lang må en skoledag være?

PrintSend til en venDel på Facebook

Undervisningsmiljøloven siger i § 1. Elever, studerende og andre deltagere i offentlig og privat undervisning har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner (uddannelsessteder) skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø. Undervisningsmiljøloven er dog ret bred og den siger ikke noget om skoledagens længde.

Det er folkeskoleloven som direkte regulerer skolens virksomhed. Man kan finde folkeskoleloven (LBK nr. 593 af 24/06/2009) på hjemmesiden www.retsinformation.dk

Med hensyn til skoledagens længde står der i Kapitel 6 § 40 Stk. 2 at "Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed - forunder er der i punkt 6 præciseret at kommunalbestyrelsen bestemmer skoledagens længde"

Længere ned i lovteksten står der dog, at kommunalbestyrelsen kan uddelegere ansvaret til skolebestyrelsen. I Kap. 6 § 44 står således følgende: "Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter, jf. § 40, herunder i en eventuel handlingsplan, jf. § 40 a, stk. 3, og fører i øvrigt tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager" og i § 44 Stk. 2 står der, at "Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder skoledagens længde".

Med hensyn til klagemuligheder over kommunalbestyrelsen/skolebestyrelsens afgørelser står i Kapitel 9 § 51 at "Skolebestyrelsens afgørelser efter § 44, stk. 2-6 og 9, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed" og at "Beslutninger og afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen vedrørende det kommunale skolevæsen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3-6".

Det er således i den enkelte kommune/ på den enkelte skole, at beslutningerne vedrørende skoledagens længde ligger. Der er som nævnt ikke nogen direkte klagemyndighed, men det vil være en naturligt at gå i dialog med skolebestyrelsen om skoledagens længde.

Senest opdateret 21-01-2010