Hvilke konsekvenser har det, hvis et barn i sorg bliver ladt i stikken af lærer/kammerater?
Det kan have stor betydning for barnets sorgbearbejdning, hvis skolen løber fra sit ansvar overfor et barn i sorg. Det er vigtigt, at et barn ikke gennemgår hele sorgbearbejdningsprocessen alene men i stedet bliver mødt med åbenhed og omsorg af sine omgivelser.
Hvis dette ikke sker i skolen, kan det betyde, at barnet får endnu sværere ved at magte en i forvejen uoverskuelig situation, og det kan derfor blive meget svært for barnet at få bearbejdet sorgen på en hensigtsmæssig måde. Specielt fordi barnet langt fra altid kan få den hjælp, det har behov for hjemmefra, hvor andre familiemedlemmer måske også er ramt af sorgen.
Derfor er det utrolig vigtigt, at skolen signalerer, at her har barnet nogen at dele sin sorg med. For hvis man ikke har nogen at dele sin sorg med, kan man ikke komme af med den. Det at udtrykke sin sorg er en vigtig del af helingsprocessen.
Det kan dog være farligt at lave en direkte kobling mellem skolens manglende omsorg og uhensigtsmæssige konsekvenser for barnet. Det skyldes, at barnets øvrige situation også må tages med i betragtning, og at social støtte udenfor skolen kan have en kompenserende effekt.
Børn kan have forskellige sorgreaktioner. Nogle af de almindeligste er angst, skyldfølelse, vrede, søvnløshed, fysiske gener som ondt i hovedet eller maven og koncentrations- og indlæringsproblemer.
Om skolens manglende omsorg på sigt kan medføre kliniske, udviklingsmæssige konsekvenser for barnet er svært at sige, da det også afhænger meget af børnenes personlighed og deres situation i øvrigt. Men der er ingen tvivl om, at de sorgramte børn bliver bedre til at leve med deres sorg ved at sætte ord på og dele deres oplevelser med andre. Det kan altså være afgørende for en sund personlighedsudvikling, at man har adgang til social støtte i omgivelserne, så den følelsesmæssige isolation bliver brudt.
