Hvad skal vi med en undervisningsmiljøvurdering, hvis der ikke er penge til at udbedre manglerne?
En undervisningsmiljøvurdering (UMV) er med til at synliggøre de mangler og problemer, der måtte være på skolen. Men en UMV handler også om opfølgning på problemerne. Ledelsen må altså tage stilling til problemet og finde en løsning i samarbejde med sikkerhedsgruppen og andre involverede. Den lovpligtige UMV handler ikke kun at få kortlagt problemerne, men i lige så høj grad at få gjort noget ved dem, og det er ledelsens ansvar.
Når der nu på flere skoler ikke er så mange penge på budgetterne, er der for os at se to indgangsvinkler, når man skal til at få gjort noget ved problemerne i praksis.
Den ene er en langsigtet strategi, hvor de ideer, I har, der kræver større økonomiske midler skal med ind i skolens budget. Hvis der ikke er penge til det lige nu, må I arbejde for at få det ind i budgetterne de følgende år. Her kan UMV’en blive beviset for, hvor stort problemet reelt er.
Så er der den kortsigtede indsats. Inden I selv kommer med alle jeres ideer kunne I også lave et forløb med jeres klasse eller på tværs af klasser, hvor I får diskuteret, hvad der mangler I jeres omgivelser, og hvad der kunne gøre jeres klasselokale eller fællesrum til et rart sted at være.
I samarbejde med jeres håndarbejdslærere og sløjdlærere, kunne I sy puder til et pude-hjørne eller få lavet mobile skillevægge til hyggekroge osv.
Dette er blot nogle eksempler for at fortælle, at for få midler kan der gøres meget, blot man finder de gode løsninger. I kunne også drage en kunstner eller arkitekt ind i arbejdet og lave en temadag, hvor I får alle ideer på bordet og derefter finder frem til dem, der virkelig vil gavne stedet.
Ved at drage eleverne ind i arbejdet, vil det måske give dem større respekt for deres omgivelser og tilfredshed i at have været med til at præge omgivelserne.

Når I har lavet jeres lovpligtige undervisningsmiljøvurdering, UMV, og igangsat eller gennemført tiltagene i jeres handlingsplan, kan I bruge dette værktøj til at lave en evaluering af tiltagene.