Spørgsmål om normering er ikke DCUM’s kerneområde, derfor har vi søgt råd hos BUPL MidtVestjylland til følgende svar:
Der er ingen lovgivning om personalenormeringer for dagtilbud her i landet, dvs. at det er op til det enkelte byråd at tildele ressourcer til institutionerne og dagplejen - og SFO'er, for den sags skyld. For nogle år siden var det almindeligt at et byråd tog stilling til og vedtog en bestemt normering - fx 6 timer pr. barn pr. uge. Det er der næsten ingen kommuner, der gør længere. De tildeler i stedet en lønsum, som en leder så kan købe personale for. Derfor ser vi faktisk også store forskelle på, hvordan den aktuelle normering er i forskellige institutioner.
Et underskud i en institution på lønsummen kan jo gøre at en leder er nødsaget til at ansætte færre medarbejdere i perioder, for at lønsummen igen kan komme i balance. Årsagen til at der kan opstå et underskud på lønsummen kan fx være at lønsummen de fleste steder beregnes efter det konkrete antal indskreven børn måned for måned. Skulle antallet af børn falde lidt i en periode, kan lederen jo ikke med kort varsel afskedige personale, der er jo et vist varsel, op til 6 måneder for medarbejdere med anciennitet. En anden ting der kan forårsage underskud er, hvis der er mange på barsel - de skal jo have fuld løn i omkring 34 uger, hvor den refusion, der skal finansiere dette, er barselsdagpenge samt en udligningsordning. Det kan dog ikke finansiere en pædagogløn fuldt ud. Derfor ses mange eksempler på, at en pædagog på barsel erstattes af en medhjælper på deltid i denne periode.
Et andet forhold som presser normeringer er at lønsummen i de fleste kommuner fremskrives med de af KL anbefalede procenter fra år til år, typisk på omkring 2,5 til 3,5%. Dette er en generel fremskrivningprocent, som ikke tager hensyn til at f.eks ved sidste overenskomst var en pæn lønstigning til både pædagoger og medhjælpere på over 5 %. Det betyder jo at en leder ikke kan købe så meget personale om oprindelig.
Flere partier i folketinget har som en del af deres program ønsket at lovgive om en laveste normering, fordi de mener at nogle kommuner har for få voksne omkring børnene. BUPL har opstillet en norm for, hvorledes de som fagforbund ønsker dagtilbuddene normeret. Se www.bupl.dk > om_bupl > politik_og_holdninger > politikker > grundnormering
