Skolens privatisering og læreruddannelsens akademisering

Kære Jens. Tak for dine spørgsmål, som jeg vil besvare ud fra min personlige opfattelse og erfaring og uden at skele til, at jeg repræsenterer andre end mig selv!

Spørgsmål: For tiden ser det ud til at folkeskolen mister elever til private skoletilbud. Er der efter din mening noget i kommunernes håndtering af folkeskolen der giver næring til denne udvikling? Og er der efter din mening elementer i Folketingets lovgivning og Undervisningsministeriets initiativer omkring folkeskolen, der fremmer en snigende privatisering af skolen?

Som du jo ved, er jeg en stor tilhænger af, at vi har private skoler for børn og unge i Danmark, og selv om det er mange år siden, jeg har været ansat på en sådan, opfatter jeg mig bestemt personligt stadigvæk som en del af de private skolers folk. Eller jeg vil hellere sige: de frie og private grundskolers folk. Og det betyder jo så også, at du beder mig fortælle ”fjenden”, hvad han gør galt, når han taber til os!

Nå, sådan ser jeg det nu slet ikke. Jeg synes oprigtigt, vi under alle omstændigheder skal have den bedst mulige offentlige børneskole i Danmark. Jeg er en stor tilhænger af folkeskolen, så jeg vil bestemt gerne svare på dine spørgsmål angående ”privatiseringen af skolen”, som du kalder det. 

Privatiseringsdiskursen
Jeg vil begynde med at slå fast, at du rammer helt forkert, når du anlægger en privatiseringsdiskurs i denne her drøftelse. Her er ikke tale om en ”snigende” privatisering, hvor folkeskolen ”mister” elever (du kunne lige så godt med baggrund i den tankegang have skrevet kunder!). Der er afgørende, principielle forskelle på privatisering af skoler og privatisering inden for f.eks. sygdoms- eller plejesektoren.

Så længe vi har haft offentlig skole i Danmark, har der været mulighed for, at forældre under opfyldelsen af visse, og i historiens løb skiftende, betingelser kunne oprette deres egen skoler til deres børn. Og ofte blev disse skoler måske nok oprettet med en lignende motivation som privatsygehuse i dag: for at få en bedre og mere effektiv og eksklusiv ydelse. Men siden 1855 – hvor der skete en ændring af lovgivningen fra 1814, som første gang definerede og regulerede skolegangen i den offentlige skole i Danmark (den hed dengang almueskolen og i dag folkeskolen) – har det imidlertid været klart, at muligheden for oprettelse af private skoler skal ses begrundet i et bestemt demokratisyn, som blev herskende i Danmark. Man kunne lidt forenklet kaldet det en ”mindretalsdemokratisk” opfattelse. Dvs. en opfattelse som – i respekt for at der kan rejses berettiget tvivl om sandhedsværdien i et ”tilfældigt” flertals afgørelse – byder, at flertallet, så vidt det overhovedet er muligt, skal give mindretallet, dvs. folk som mener noget andet end flertallet, lejlighed til at kunne leve deres forestillinger om det gode liv ud. Med baggrund i denne ”mindretalsdemokratiske” opfattelse blev der lavet lovgivning for de forskellige samfundsområder – herunder også skolen. Det har betydet, at mennesker, der har andre værdier og opfattelser om undervisning og opdragelse end flertallets – det offentliges – kan oprette deres egne skoler. Dette er ikke en privatisering af skoleområdet, men en demokratisering! Og det er noget ganske andet, end når folk med flere penge end andre kan komme foran i køen til operation ved at bruge et privathospital.

Demokratidiskurs
Så lige nu: væk med privatiseringsdiskursen (jeg vender tilbage til den senere!) og ind med en demokratidiskurs. Stigningen i forældrenes brug af de private grundskoler (f.eks. friskoler, lilleskoler og privatskoler) må altså som udgangspunkt ses som udtryk for, at flere og flere forældre bruger deres demokratiske ret til at vælge anden skolegang for deres børn end den, der gives i folkeskolen. Det må bestemt siges at være glædeligt, og skam få den, der ser udfoldelsen af demokratiet som et problem! Jeg synes, det er helt afgørende at indfælde denne drøftelse af privatskole kontra folkeskole i en demokratidiskurs, ellers kan den løbe helt af sporet efter min mening, og skolevirksomhed vil endnu engang, til stor skade for skolen, blive set på som en vare, der skal leveres og vurderes på markedsvilkår.

Praktiske og pragmatiske grunde til skolevalg
Når det er slået fast, vil jeg imidlertid godt medgive, at mine principielle og ideale betragtninger kan forekomme noget højtflyvende i forhold til det, der faktisk sker i øjeblikket. Der er nemlig ingen tvivl om, at rigtig mange forældre, når de vælger, at deres børn skal gå i privat grundskole, ikke gør det af ideologiske grunde. Mange gør det af andre meget mere praktiske og pragmatiske grunde som f.eks. den private skoles nærhed ved hjemmet eller kammeraters valg af skole. Og undersøgelser af spørgsmålet om, hvorfor forældre vælger privat skole til deres barn, vise klart, at en meget stor del af tilvalget til privat skole i virkeligheden er et fravalg af den lokale folkeskole. ”Forældrene har været frustrerede over for mange elever i klasserne i folkeskolen og over, at folkeskolerne ikke har mulighed for at have en så markeret holdning i forhold til eksempelvis kost, motion, mobning og religion som friskolerne.”. Sådan konkluderer ph.d. Ulrik Overgaard i sin afhandling om de grundtvig-koldske friskoler. I forbindelse med sit projekt har han også undersøgt motiveringen for valg af friskole, og 68 % af de 1.304 adspurgte forældre sagde, at deres valg af friskole helt eller delvist har at gøre med utilfredshed med folkeskolen. Altså fravalg af folkeskolen og derefter tilvalg af friskolen! 

Problemet er således mere folkeskolen end friskolen, og i de undersøgelser, jeg kender til, fremhæves især tre forhold som afgørende for fravalget af folkeskolen: de store klassekvotienter, uro i timerne og skolens og lærernes manglende mulighed for at udmelde klare og markerede holdninger til forskellige forhold i livet. De to første begrundelser har jo ikke meget med ideologi at gøre, mens den tredje må betragtes som en mere ”ægte” begrundelse i skolefrihedstraditionens lys.

Man kan så spørge, hvem der har skylden for disse, ifølge friskoleforældrenes opfattelse, kritisable forhold. Ja, efter min mening må vi et spadestik dybere for at finde ”skylden” – nemlig til folkeskolelærernes arbejdsvilkår og den herskende skolediskurs, og hvad deraf følger. Lærerne er gennem de seneste mindst 10 år blevet pålagt en styring ”oppefra”(fra undervisningsministerium og kommunalbestyrelse) i en grad, der mere og mere forhindrer dem i at udøve deres arbejde med udgangspunkt i netop de elever, de står overfor. Stramning af krav fra læseplaner (kanons f.eks.), afvikling af prøver og tests, opgaver med dokumentation, registrering og rapportering, flere og vanskeligere elever i klasserne (uden tilførsel af yderligere ressourcer) osv. gør, at mange lærere mister ”ejerskabet” til deres egen undervisning – og det går uvægerligt ud over undervisningsmiljøet.

"Markedsgørelse" af folkeskolen
Når jeg tillige henviser til uddannelsesdiskursen, så tænker jeg på den ”markedsgørelse”, der er sket af tænkningen og talen om folkeskolen. Skolen bliver – godt hjulpet af skolepolitikere, såvel lokalt som i folketinget, der taler om skolen som var den en produktionsvirksomhed – i højere og højere grad af forældrene opfattet som en vare, de har købt gennem betalingen af deres skat, og at de derfor må betragte resultatet (det deres børn har lært) ud fra en varelogik: leverer læreren varen, og hvor god er den vare, vi har fået? På baggrund af den logik er det meget svært at være lærer og folkeskole og lave en god skole.

Desværre er forældrenes fravalg af folkeskolen på den baggrund et damoklessværd, for faktisk oplever mange friskoler og andre private grundskoler, at denne markedsholdning, som lider folkeskolen stor skade, bliver mere og mere udbredt blandt forældrene i den private skole. Måske fordi de flytter fra folkeskolen til den private skole!

Spørgsmål: Forfatteren Knud Romer har sagt, at dannelsen er så kraftigt på vej ud af uddannelserne, at der kun er UD tilbage. Hvordan mener du, at man gennem læreruddannelsen og gennem lovgivning omkring folkeskolen kan medvirke til at holde fast i, at det handler om både ud og dannelse?

Det store mantra for øjeblikket i forbindelse med læreruddannelse er, at uddannelsen skal flyttes til universiteterne. Af faglige grunde, lyder det. Og denne opfattelse er nu med det seneste regeringsskifte blevet cementeret ved, at de såkaldte UC’er, som jo står for læreruddannelsen i Danmark, er flyttet fra Undervisningsministeriet, hvor læreruddannelse og folkeskole kunne tænkes sammen, til et nyt Uddannelsesministerium, som omfatter alle videregående uddannelser. UC’erne og universiteterne er således nu flyttet sammen, og det er jo en god position for en forlovelse og et senere ægteskab!

Faglighed
Inden jeg går videre, vil jeg lige markere min opfattelse af begrebet faglighed. Som ordet siger, så har faglighed med fag at gøre, og i en universitær sammenhæng betyder det videnskabsfag. Stor faglighed på et universitet er således en stor indsigt i et videnskabsfags genstand, metode, teori osv.  I en skolesammenhæng er der tale om en anden slags faglighed – eller snarere to andre slags faglighed – nemlig: skolefaglighed og lærerfaglighed. Den ene faglighed knytter sig til skolefagene, som ikke er det samme som videnskabsfag, selv om skolefaget ofte henter afgørende indhold fra et eller flere videnskabsfag. Skolefaget er mere end den videnskabsfaglige dimension, det indeholder også en helt central fagdidaktisk dimension. Altså, lidt hurtigt sagt, en viden om og færdighed i at formidle et bestemt (videnskabs)fagligt indhold på en relevant måde for en bestemt elevgruppe. 

Den anden faglighed, lærerfagligheden, knytter sig til lærerarbejdet i almindelighed i skolen, uanset hvilket fag eller aktiviteter, der er tale om. Ud over den almendidaktiske dimension, som bl.a. rummer lærerens kompetencer i forhold til metarefleksion om dannelse og at kunne formålsformulere og planlægge, så er centrale dimensioner i lærerfagligheden forståelsen for og evnen til konfliktløsning, klasseledelse, samarbejde og empati. De senere års forskning på feltet viser tydeligt, at etableringen af et godt og frugtbart undervisningsmiljø, som giver børnene og de unge lyst til at lære, først og fremmest og ubetinget afhænger af disse fire sidstnævnte forhold: konfliktløsning, klasseledelse, samarbejde og empati. 

Læreruddannelse kræver forpligtende fællesskaber
På den baggrund, er jeg ganske uenig i, at en god læreruddannelse kan tages på et universitet. En universitetsuddannelse er og skal være en uddannelse, som i høj grad kan tilrettelægges og gennemføres af den enkelte studerende. Helt anderledes med en læreruddannelse. Man kan ikke opnå de centrale lærerkvalifikationer, som nævnt ovenfor, uden at tilegne sig dem i et forpligtende fællesskab, og det kan og skal universitet ikke beskrives som. I min egen universitetsuddannelse var det afgørende for min gennemførelse, at jeg helt og holdent kunne tilrettelægge studiet, som jeg ville og havde mulighed for. En læreruddannelse kan man ikke gennemføre som selvstudium. En læreruddannelse er ikke et individuelt projekt, den er noget man tager sammen med andre. Kun ved at være i en stadig refleksiv relation til andre kan man opøve evnen til konfliktløsning, klasseledelse, samarbejde og empati. 
Det er gennem relationen til andre, at man er i en dannelsesproces, hvad enten man er elev, studerende eller lærer. Man kan ikke finde sig selv ved at sætte sig op på toppen af Mount Everest. Man finder kun ud af, hvem man selv er og vil være, når man indgår i et forpligtende og refleksivt fællesskab med andre.

Den måde læreruddannelsen i dag er tilrettelagt på, og forestillingen om at ville gennemføre den i en universitetstradition, gør, at dannelsesdelen mere og mere fordamper fra læreruddannelsen og dermed også fra skolen, fordi lærerne får mindre og mindre (og til sidst måske slet ingen) erfaring med og forståelse for at indgå i en dannelsesproces.

En god gammel dansk tradition for, at skole også – og måske først og fremmest – skal være livsoplysning, er ved at forsvinde. Så når du spørger, Jens, hvad lovgiverne skal gøre, for at genvinde dannelsen i uddannelsen, så har vi på læreruddannelsesområdet efter min mening en rigtig god historie at træde ind, nemlig historien om, at læreruddannelse (som tidligere læreruddannelser vægtede det) for den studerende først og fremmest er en personlig udviklingsproces, man gennemløber i fællesskab med andre. Lidt lige som at være på højskole!

Jeg vil derfor sige som Benny Holst i sin sang til Julie: Det sprog vi har talt trænger til at fornyes. Vi må lære det gamle igen!