Set fra gymnasierektorens perspektiv

Gymnasieuddannelsen tilrettelægges med henblik på, at eleverne får forudsætninger for videregående uddannelse. Men uddannelsen har også et almendannende og personlighedsudviklende sigte.

Undervisningsmiljøet i gymnasieuddannelsen bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati, samtidig med at der stilles store krav til fagligheden. Faglighed og skolekultur går således hånd i hånd: Der lægges vægt på viden og fordybelse, abstraktion og perspektivering, og hermed bliver det, der kaldes ”åndsfrihed”, en oplyst frihed, ligesom den demokratiske medbestemmelse kommer til at hvile på indsigt og forståelse.

Men hvor kommer lysten fra til at læse videre?
For elever med veluddannede forældre er det ofte ”noget, der ligger i luften”. For elever, som ikke har den baggrund, søger gymnasiet at kompensere ved at tilbyde studievejledning, lektiehjælp og andre tiltag – hvilket i sig selv dog næppe er svar på spørgsmålet.

Den faktor, som virkelig kan have motiverende betydning, for akademikerbørn såvel som mønsterbrydere, er læreren. Den dygtige lærer, som er optaget af sit fag, sine elever og sin undervisning, kan som ingen anden ”vække en elev” og hermed inspirere og give eleven både mod, lyst og evne og til videre uddannelse. Således bliver lærerens faglige og formidlingsmæssige kompetence og personlige engagement de vigtigste forudsætninger for et godt undervisningsmiljø, hvilket skolen understøtter:

Fagligt lægger man vægt på, at gymnasielærerne har en kandidatuddannelse fra universitetet. Med denne kan lærerne selv, evt. gennem kollegiale netværk, holde sig opdateret.

Undervisningsmæssigt får lærerne en pædagogikumuddannelse i forbindelse med deres ansættelse, men da verden og bekendtgørelserne ændrer sig, må skolen sikre en løbende pædagogisk indsats og udvikling – for lærerkorpset som helhed såvel som for den enkelte lærer.

Med hensyn til lærerens engagement må skolen bidrage ved, at læreren får plads til at udfolde sin faglighed og sin undervisning. Gymnasiebekendtgørelserne er meget detaljerede, så det er vigtigt, at skolen ikke indfører unødvendige bindinger i øvrigt. Ledelsen må skabe og opretholde et undervisningsmæssigt frirum, baseret på tryghed, tillid og gensidig anerkendelse. Dette betyder ikke, at døren til klasselokalet skal holdes lukket. Undervisningen skal som nævnt tematiseres og udvikles løbende gennem faglige og tværfaglige indsatser og samarbejder. Men den enkelte lærer skal ikke føle, at hans eller hendes hænder er bundet på ryggen, når han/ hun træder ind i klasselokalet.

På Køge Gymnasium har vi som mål, at eleverne udvikler sig fagligt og personligt som forudsætning for videregående uddannelse. Blandt undervisningsmiljøets ”kronjuveler” er derfor et lærerkorps, som ikke blot har gode forudsætninger som udgangspunkt, men også lyst, evne og vilje til løbende at udvikle undervisningen. Andre faktorer spiller dog også ind:

Et væsentligt element er et åbent, tillidsfuldt og inspirerende miljø på hele skolen. Eleverne skal i videst muligt omfang høres og inddrages. Samarbejde, rummelighed og fællesskab står centralt på Køge Gymnasium og understøttes både gennem undervisningen, gennem elevrådet og dets underudvalg og gennem frivillige arrangementer.

Det sociale klima, fællesskabsfølelsen og de ældre elevers indslusning af de yngre spiller en stor rolle, ligesom kulturelle arrangementer kan være meget stimulerende og ofte fremkalder sider af elevernes talenter, som ikke får så megen plads i den daglige undervisning. Vi lægger vægt på kunstneriske og æstetiske indtryk og kreative og innovative udtryk. Udstillinger, koncerter, studierejser og fællesarrangementer betyder meget, den årlige musical måske endnu mere, for ikke at glemme frivillig billedkunst, musik og idræt med videre. Men allermest væsentligt er måske, at eleverne, som også lærerne, får rum til at udfolde sig. Det er svært at uddanne eleverne i kreativitet og innovation, men hvis man ikke hæmmer dem, ér de allerede kreative og innovative i den alder. Gode ideer myldrer, og eleverne må have mulighed for at realisere dem i det omfang, det kan lade sig gøre: Initiativer som ”Horror-aften”, ”Fun-udvalg”, ”KGB” (Køge Gymnasiums Bastarder) osv. kunne næppe være opfundet af de voksne på skolen. Ved at give plads for elevinitiativer, blomstrer kreativiteten af sig selv (den store opgave bliver så at inddrage denne kreativitet i faglige sammenhænge).

Frafaldsproblematikken er velkendt, og gymnasierne gør en stor indsats. I Køge har vi foruden studievejledning og lektiehjælp også en række sanktioner som reaktion på forsømmelser: Lektiefængsel, morgenkontrakt, skriftlig advarsel osv.

Nogle elever er dovne, for at sige det lige ud, ikke mindst drenge i de første 1-2 år. Efter 1½ års tid kan der ske en ”vækkelse”, hvorefter mange drenge sætter fart på, men indtil da skal de absolut holdes i ørerne. Imidlertid er dovenskab i sig selv sjældent kilde til egentligt frafald. Men hvad kommer det så af, når skolen gør, hvad den kan for at skabe et inspirerende miljø, ansætter de bedste lærere, holder konstant fokus på undervisningens kvalitet, giver eleverne plads til at udfolde sig osv.?

Jeg mener, at der er tale om faktorer, som skolerne ikke kan gøre så meget ved:

Manglende forudsætninger: Gymnasierne optager i dag over halvdelen af en ungdomsårgang. Jeg vil vove at påstå, at dette er i overkanten, for så mange elever har simpelthen ikke forudsætninger for boglige studier på gymnasialt niveau. Mange falder fra, fordi de ikke kan leve op til kravene, og hvad skal skolen så gøre? Det ville være absurd for de fire ud af fem elever, som trods alt gennemfører, hvis gymnasierne sænker niveauet. I så fald ville vejen til videregående uddannelse hæmmes betydeligt.

Sociale problemer: Skilsmisser, dårlig trivsel i hjemmet og andre forhold påvirker skolegangen og elevens evne til at gennemføre. Gymnasierne kan tale med eleverne og evt. forsøge at aftale individuelle ordninger i en periode. Men vi kan ikke løse familiemæssige og private problemer.

Psykiske vanskeligheder: Ikke så få elever melder om psykiske vanskeligheder – i et spænd fra egentlige psykoser og skizofreni over depressioner til eksamensangst med videre. Skolen kan forsøge at hjælpe med studievejledning og eksamenstræning, men det er væsentligt at skelne mellem undervisning og behandling. Det sidste kan ikke være gymnasieskolens område.

Sammenfattende mener jeg, at frafaldsproblematikken bør anskues i en bredere, samfundsmæssig sammenhæng.