Rum, pædagogik og æstetik
Nuværende størrelse: 100%
Fra små tiltag til de helt store tanker. På konferencen "Rum, æstetik og pædagogik" gav syv skoler deres bud på, hvordan æstetik kan sættes på dagsordenen. Filminstruktør Jens Arentzen indledte konferencen med et energisk oplæg om, hvordan vi skaber gode rum i folkeskolen. Herefter åbnede konferencens syv workshopper.
Æstetik og bæredygtighed
Kingoskolen som er en overbygningsskole fra 2001 for 7.-10. klasse fortalte om, hvordan æstetikken er prioriteret flere steder i skolens byggeri. Skolen har trægulve og højt til loftet, og fra alle gangarealer er der kig ud til en sø, som er placeret centralt i skolens byggeri. Fra skolens naturfagscenter - det såkalte eksperimentarium - laver eleverne blandt andet forsøg fra søen og regner på skolens energiforbrug. Skolens pædagogik tager udgangspunkt i en fleksibel organisering med selvstyrende lærerteams.
Åbenhed og fleksibilitet
Flåtestad Skole i Norge, fra 2003, er for 8.-10. klasse. Skolen er organiseret fleksibelt i sin undervisning og indretning. Akustikken i det åbne centrale gangareal er så god, at arealet inddrages i undervisningen. Her ligger også værkstedsfagene som små gallerier og et skulpturelt klatretårn inviterer til fysisk aktivitet. Eleverne er medspillere i det faglige og i driften af skolen. Bl.a. har eleverne været med til at vælge møbler og præge den kunstnerisk udsmykning.
Ombygning og indretning
Maglegårdsskolen er fra 1909, men skolen blev totalt ombygget for 3 år siden. Skolen har gennemgået en ny organisering, der i sin helhed er fleksibel, med selvstyrende lærerteams, læreren som vejleder og med udgangspunkt i hvert enkelt elev. Indretningen og organisering af rummene understøtter nu skolens pædagogiske idégrundlag. Derudover har eleverne via UMV-arbejdet været inddraget i indretningen, og en UMV-lærer sørger for den løbende udvikling af de fysiske rammer i dialog med eleverne.
Uderum til undervisning og leg
Blenstrup Skole er en lille landsbyskole. Her er en af fodboldbanerne blevet omdannet til et mytologisk landskab, der er fyldt med muligheder for fysisk aktivitet og socialt samvær, læring indenfor og på tværs af fagene og for fællesarrangementer for skole og lokalsamfund. Værksteder, skulpturer og symboler med de nordiske navne danner en usædvanlig ramme om børnenes hverdag. Området er samtidig et aktiv for lokalmiljøet.
Naturværksted og atelierlærerordning
Vejlebroskolen inddrager eleverne i billedskabende virksomhed i forbindelse med den almindelige undervisning i dansk og historie m.v. Produkterne præsenteres på skolens gange og i fællesrum. Og i skolens naturværksted kobles teori og praksis i undervisningen. Der snittes, flettes og laves mad over bål. Dyrkes grøntsager og fanges insekter til dammen. Eleverne passer geder, kaniner og høns og lærer om planter, dyr og naturens processer.
Skoven som klasserum
På Rødkilde Skole har man koblet sanser, følelser og krop med naturklasser. Undervisningen flyttes ud i skoven én dag om ugen. Eleverne ser, hører, dufter, bevæger sig og lærer om naturen og skovens historie. Også matematik og dansk bliver indlært i skoven. Sidegevinsterne er frisk luft, ligeværdige lærer/elev relationer og gode oplevelser. De sidste 4 år har det været et udviklingsprojekt, men nu er skovundervisning en etableret del af skolens liv og tilbydes skolens 2. klasser.
Bibliotek der taler til nysgerrigheden
På Statens Pædagogiske Forsøgscenter er det pædagogiske servicecenter indrettet som et rum for læring og oplevelse. Dagens ord, ugens digt, dagens musik og månedens kunstner vises ved ophæng af skilte og skiftende udstillinger af billeder, bøger og lyd. Der er nicher til individuelt arbejde og steder til gruppearbejde. Elevernes fleksible hjemområder er bygget op omkring en flytbar amfiscene. Og efter behov kan der etableres større eller mindre rum ved hjælp af glasfoldedøre.
Hent workshopskolernes materiale
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| 29 kB | |
| 291.29 kB | |
| 616 kB | |
| 24.5 kB | |
| 25.5 kB | |
| 3.79 MB | |
| 51.73 kB |