Kobling af børnemiljø og pædagogiske læreplaner

PrintSend til en venDel på Facebook

DCUM ønsker at udarbejde et inspirationsmateriale til kobling af børnemiljø og pædagogiske læreplaner i dagtilbud for 0-6-årige børn.

Baggrund
Projektet udspringer af de seneste lovændringer inden for Dagtilbudsloven, der trådte i kraft 1. juli 2010 (jf. Dagtilbudsloven § 8 stk. 5). Som følge heraf foreligger der nu et lovkrav om, at dagtilbud, herunder daginstitutioner og dagpleje, skal arbejde med børnemiljø som en integreret del af de pædagogiske læreplaner. Dagtilbud skal stadig vurdere det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i et børneperspektiv, og de skal inddrage børnenes oplevelser af børnemiljøet under hensynstagen til børnenes alder og modenhed. Lovændringen har medført en stigende efterspørgsel på inspirations- og vejledningsmateriale samt praksiserfaringer om, hvordan man i praksis kan sammentænke arbejdet med børnemiljø og de pædagogiske læreplaner.

Målgruppe
Projektet er primært målrettet praktikerne i og omkring dagtilbuddene, herunder pædagoger, dagplejere, ledere samt det kommunale niveau. 

Formål
Projektets overordnede formål er at udarbejde et inspirationsmateriale om, hvordan pædagoger i dagtilbud i praksis kan sammentænke børnemiljø og læreplaner. Inspirationsmaterialet vil lægge op til, at man ved denne sammentænkning skærper den faglige bevidsthed hos praktikerne, og dermed øger kvaliteten af dagtilbuddene. Materialet skal indeholde praksisbeskrivelser og videreformidle erfaringer fra både dagtilbud og det kommunale niveau. Dette med henblik på at vise, hvordan de enkelte dagtilbud kan indfri lovkravet i praksis.

Det er vigtigt at understrege, at landets kommuner og dagtilbud har organiseret sig forskelligt, hvorfor det tilsvarende kræver forskellige tilgange til arbejdet med at sammentænke børnemiljø og læreplaner. Målet er derfor, at inspirationsmaterialets indhold tager udgangspunkt i praksis, men gennemgår en analytisk proces, hvor DCUM folder eksemplerne og beskrivelserne ud, generaliserer og får eksemplerne til at fremstå inspirerende og anvendelige for de individuelle dagtilbud. Udover inspirationsmaterialet er ambitionen også at udvikle ét eller flere konkrete redskaber, som udover at være en starthjælp til dagtilbuddene også skal sætte refleksioner i gang hos praktikerne om, hvilke overvejelser de kan gøre sig, når de sammentænker børnemiljø og de pædagogiske læreplaner.

DCUM ønsker at gennemføre et projekt, der:

  • indsamler og formidler erfaringer fra praktiker til praktiker.
  • udvikler et inspirationsmateriale, som motiverer dagtilbud til at sammentænke børnemiljø og læreplaner.
  • udvikler ét eller flere konkrete redskaber til brug i praksis.
  • øger praktikernes faglige bevidsthed omkring sammenhængen mellem børnemiljø og pædagogiske læreplaner.

Status
Materialet er færdigt og et eksemplar er udsendt til alle dagtilbud. Yderligere eksemplarer kan bestilles i butikken: Børnemiljø og læreplaner

Senest opdateret 27-04-2012