Hvad kendetegner et godt daginstitutionsliv for børn mellem 0 og 6 år?

Nuværende størrelse: 100%

Print Send til en ven Del på Facebook

Forleden stod Pia i vindfanget i børnehaven og skrev en besked på tavlen. Lige ved siden af hende stod Mikkel, som er knap 4½ år gammel og startet i vores børnehave ugen før.

Jytte HareMidt i skriveriet hørte Pia en stemme bagved sige: ”Hej – du må være Mikkel, den nye dreng i børnehaven? Hvis du synes, at der er noget, som er svært, eller hvis du har brug for hjælp til noget, så skal du bare sige det til mig. Jeg hedder Soner.” Og så fortsatte Soner, som er 5 år gammel (og går på en anden stue) sin vej ud på legepladsen.

Lad mig indledningsvist slå fast, at vi i dagtilbudsområdet har ganske små mennesker i vores varetægt. Vi kan have store forventninger til dem, og vi kan drømme dejlige fremtidsdrømme på deres vegne – men vi taler rent faktisk om små børn, som her og nu skal have hjælp til at få dækket deres behov for fysisk og psykisk menneskelig kontakt – samt for omsorg i form af mad, søvn / hvile, påklædning, tørre bleer eller toiletbesøg. Og som undervejs skal have mangfoldige udfordringer og muligheder for at lære verden at kende på alle mulige måder og fra alle mulige vinkler.

For mig at se er den overordnede opgave i dagtilbud, at barnet lærer sig at være sammen med andre mennesker i et fællesskab, som ikke er familie, og som barnet ikke selv har valgt. For at det skal kunne blive godt for barnet, skal de voksne sikre en grundstemning i dagtilbuddet, som gør, at barnet oplever det som en glæde at være sammen med andre og at gøre noget sammen med dem – herunder udforske verden. Samt oplever at det selv har en betydning for fællesskabet og er med til at bestemme. Man kunne kalde det almen dannelse for småbørn.

Små børn kan ikke tåle at gå en hel dag i et følelsesmæssigt tomrum, mens de er væk fra deres mor og far. Tætte relationer til nære voksne er en forudsætning for udviklingen af tryghed og basal tillid til verden. Derfor er det afgørende, at de voksne tilbyder at danne tætte relationer til børnene. Ethvert nyt barn i vores børnehus får tilknyttet en primær voksen, som skal være barnets ”anker” og hjælpe barnet med at lære de nye omgivelser at kende og finde sig til rette i dem. Måske bliver relationen tæt og vedvarende, måske vælger barnet på et tidspunkt at knytte sig til en anden eller til andre. Men vi har ansvaret for, at der er et tilbud om en relation. Og vi har ansvaret for, at hvert eneste barn hver eneste dag føler sig velkommen og bliver modtaget med f.eks. et: ”Hvor var det dejligt, at du kom i dag!”

Vi opfatter det som afgørende for et menneskes trivsel, udvikling og livskvalitet, at det er i stand til at danne tætte relationer til andre mennesker. De andre børn i vuggestuen er det første større børnefællesskab, som barnet er en del af. Her læres de første grundlæggende ting, som er nødvendige for at blive sig selv sammen med andre. Herunder hvad andre børn vil finde sig i, og hvad de ikke vil have. Børnene lærer i vuggestuen de første basale spilleregler for den sociale adfærd mellem børn, og de lærer det af hinanden – og ind imellem med hjælp fra de voksne. Børnene finder sammen i legegrupper og kammeratskabsgrupper, og betydningsfulde venskaber udvikles.

I børnehaven arbejder børnene videre med de sociale spilleregler og med at etablere kammeratskaber og venskaber med de andre børn. Megen forskning viser, at for børnene er det bedste og det vigtigste i børnehaven de andre børn. F.eks. fremhævede den norske børneforsker Berit Bae ved et foredrag i København i august 2009, at det for børn er af eksistentiel betydning at have nogen at lege med, og at det er forbundet med smerte ikke at have nogen at lege med. Det er vigtigt at være en del af en legegruppe og at knytte sig fastere til enkelte andre børn.

Voksne og børn kan imidlertid ikke bare ”være sammen”, det bliver for kedeligt. Man er nødt til at være sammen om ”noget”, et fælles tredje; og børnene er konstant nysgerrige, f.eks. efter at se hvad den voksne nu gerne vil vise dem. Altså forudsat at barnet trives og er tilpas og tryg i sin hverdag med de voksne og med de andre børn, for ellers har det ikke overskud til eller interesse i at lade sig udfordre eller lære sig noget som helst om den store verden.

Den gode historie, den sjove sang, den fine tegning, den intense leg på legepladsen, det sindrige hus af Lego, den ihærdige konstruktion af en dæmning i et forsøg på at kontrollere vandet, observationen af regnormen – og rigtig, rigtig mange andre ting skal være en del af børns og voksnes hverdag. Og alt må meget gerne stråle af glæden over oplevelsen og fællesskabet i sin egen ret. At børnene samtidig bliver klogere på verden og på sig selv i verden, det følger med. Og at de voksne skal sørge for variation i vinklerne på verden samt for at give børnene masser af ord, det er klart – og her er det oplagt at tænke i de seks læreplanstemaer og derigennem forsøge at sikre sig, at man kommer hele vejen rundt. Men den overordnede opgave i dagtilbuddet er og må være socialisation og almen dannelse.

Soner i min indledende historie startede i vuggestuen, da han var omkring 1 år gammel, og han flyttede over i børnehaven, da han fyldte 3 år. Sproget i hjemmet er tyrkisk. Næste sommer skal Soner starte i skole, og det sidste år i børnehaven skal han bruge på at blive endnu mere sikker på sig selv i børnehaven og på at blive bestyrket i, at han har noget at tilbyde i samværet med de andre børn. Skoleklar i 2013? Det tror jeg afgjort!

Jytte Hare sender stafetten videre til formanden for Børnehaveklasseforeningen Pia Jessen med følgende spørgsmål:

Hvad er en god overgang til og start i 0. klasse set fra såvel barnets som skolens perspektiv?
Senest opdateret 03-01-2014