Fremtidens daginstitutioner: udviklingsrum for leg, kreativitet og dannelse

I Danmark lever børn en stor del af deres liv i vuggestuer og børnehaver, hvor de danner deres første relationer med mennesker og verden uden for familien. Det er her, de møder andre børn og voksne, som er forskellige fra dem de kender hjemmefra, har mulighed for at indgå i nye sociale fællesskaber og bliver udfordret personligt og kulturelt i anderledes omgivelser end de hjemlige.

Det er som bekendt i den tidlige barndom, at børns tænkning, følelser og motivation bliver grundlagt og udvikles til personlige og sociale kapaciteter, som er vigtige for deres trivsel her-og-nu og på længere sigt.

Derfor har  daginstitutioner en afgørende betydning som sociale og kulturelle barndomsarenaer, der har til formål at drage omsorg for børns udvikling, læring og dannelse, som det også - mere eller mindre eksplicit - fremgår af Dagtilbudsloven. Pædagoger bidrager særligt til børns dannelsesprocesser ved at organisere udviklingsrum, hvor der kan skabes og deles menneskelige, sociale og kulturelle værdier. Derved spiller daginstitutioner med deres pædagogiske praksis en væsentlig rolle for børns sociale og kulturelle liv. Daginstitutioner udgør i moderne samfund centrale rum for børns samfundsmæssig dannelse, forstået som en gradvis social og kulturel forståelse for og indsigt i omverden, så de kan orientere sig i den og få mulighed at øve indflydelse på den. Dannelse indebærer lige fra begyndelsen processer, der fremmer børns evne til socialitet og deres indstilling til aktivt at deltage i anliggender af fælles betydning. I denne sammenhæng er forholdet mellem pædagogik og fysiske rammer afgørende for, de muligheder børnene gives for at udtrykke sig og skabe sammen med andre børn.

En legende, skabende og integrerende pædagogik
Daginstitutionspædagogik har historisk set været tænkt og praktiseret på flere forskellige måder, i relation til og som svar på samfundets kulturelle, politiske og økonomiske strømninger. De sidste årtier har dansk pædagogik i store træk bevæget sig fra mere eller mindre voksenstrukturerede former, til børns selvforvaltning og ”fri leg”, over til den nuværende mere læringsfokuserede pædagogik inden for lovfæstede læreplanstemaer, med en særlig vægtning af sprogtemaet. 

Der er meget, der tyder på, at pædagogikken i den nærmeste fremtid med stor sandsynlighed vil blive udfordret af den aktuelle samfundsøkonomiske dagsorden om vækst og innovation, som globalt set skal sikre Danmarks konkurrenceevne og bæredygtighed. Denne dagsorden kan tænkes at medføre en positiv revitalisering af nogle af de kerneelementer og værdier, der kendetegner dansk pædagogisk tradition, som eksempelvis legen og demokratiet.

En opprioritering af legen som leg, med mål i sig selv, hvis indhold og form bestemmes gennem løbende forhandlinger blandt legedeltagerne, er en aktivitet, der i sit væsen på bedste vis fremmer de legende børns fællesskabsfølelse og evnen til at sætte ting sammen på nye og ukonventionelle måder. En sådan kreativ tænkning, samarbejdsevne og konstruktiv problemløsning er karakteristisk for fantasilegen og betragtes netop som centrale forudsætninger for samfundsmæssig innovation og vækst. Men i daginstitutioner kan hverken legen eller børnene stå alene med den kreativive og sociale udfordring. For at kunne blive ”stor” og ”dyb” med stort kreativt potentiale kræver legen, at børn har en veludviklet legeevne, og børn kræver opmærksomme, inspirerende og støttende pædagoger.

Pædagogisk set er der gode grunde til at lade sig inspirere af børns leg. Ikke for at bruge legen som en slags propel for at opnå hurtigere og mere effektiv læring, men for at blive klogere på, hvordan børn tænker og handler i legen, når legen er bedst. Ved at tage ved lære af børnene kan pædagogoger organisere de mest kvalificerede pædagogiske kontekster for betydningsfulde og skabende processer. Med inspiration fra legens logik og fantasiens grammatik, tager pædagogisk praksis over tid form som konkrete historieforløb bestående af aktiviteter og projekter, der ligesom børns fantasileg bliver til og udvikler sig undervejs med bidrag fra alle deltagere.

En sådan søgende, udforskende og skabende pædagogik vil være et relevant svar på en fremtidspædagogik. En legende pædagogik er en kreativitetspædagogik, der sigter mod at skabe meningsfulde koblinger mellem barne- og voksenperspektiv, gennem identificering af betydningsfuldt indhold og mål, som bestemmes i dialogen mellem børn og voksne i institutionen.  Det er samtidig en pædagogik, der værdsætter mangfoldigheden og sigter mod at skabe rammer for integration af forskelligheder ved at muliggøre betydningsfulde forbindelser mellem børnene personligt, socialt, kulturelt, funktionsmæssigt og sprogligt.

En pædagogik, der ligner legen, er en pædagogik, der forplanter sig i rummet og bruger og omformer omgivelserne på sin vej. Det stiller derfor krav til de fysiske rammer, både inde og ude, til at være åbne og fleksible så de til stadighed kan blive omformet i relation til den pædagogiske fortælling og dens behov for konkret at forplante sig i praksis. Lige som en god leg ofte efterlader sig synlige spor i omgivelserne, skal de institutionelle rammer kunne tåle - og blive rigere af – at børn og pædagoger, handler med dem og sætter deres spor gennem aktiviteter og projekter. Igennem både selvorganiserede lege og ved deltagelse i  pædagogisk tilrettelagte forløb medvirker børn samtidig til store og små forandringer i institutionens pædagogiske kontekst, der således fremstår som stadig ”nye” udviklings- og læringsrum og ”nye” mulighedsrum for børnene.

Daginstitutioner, der praktiserer en legende og integrerende pædagogik centreret om dialog om muligheder, vil i praksis derfor altid fremstå som værende ”på vej”, ufærdige, søgende og eksperimenterende i deres indhold og konkrete udtryksformer. Heri ligger daginstitutionernes særlige kvalitet som udviklingspotentiale og ressource til nyskabelse og innovation, der har betydning for børnene, fællesskabet og samfundet.