Fremtidens daginstitutioner i forældreperspektiv

Som forælder til tre børn i alderen 1, 4 og 7 mener jeg, at forældresamarbejde er altafgørende for, at fremtidens daginstitutioner kan sikre omsorgen for børns udvikling, læring og dannelse i de institutionelle rammer mellem professionelle og forældre.

Det er samtidig også svaret på de udfordringer, vi står overfor i vores færd med at sende retningspile for at forme fremtidens daginstitutioner, hvis fornemste opgave bliver at sikre omsorgen for vores børn, således, at de får den udvikling, læring og dannelse, som de ganske enkelt har krav på.

Hvad ligger der i det her forældresamarbejde? 
Jo samarbejdet mellem forældre og personale betyder for mig, at vi som forældre bliver inddraget i bestræbelserne på at skabe de bedste betingelser for børnene.

Men udover at vi som forældre skal inddrages, ja så skal vi også respektere den professionalisme og faglighed, som pædagogerne repræsenterer, hvis vi skal opnå et samarbejde, der vil gavne vores børns forhold.

Samarbejdet er altafgørende i forhold til forældre- og samfundsperspektivet, for her er der store interesser på spil i forhold til, at fremtidens daginstitutioner kan leve op til de krav, som både forældre og samfund allerede nu stiller i forhold til muligheden for et fleksibelt arbejdsliv. Og som jeg ser det, vil det ikke blive mindre i fremtiden – tværtimod. Men er det at samarbejde at stille krav? – ja uden tvivl, vil jeg mene.

For hvis vi forældre vil have et dagtilbud, som lever op til de gode hensigter i dagtilbudsloven, giver os mulighed for et fleksibelt familie- og arbejdsliv og samtidig er udviklende for vore børn, er det nødvendigt, at vi stiller krav.

Vi har jo en gang valgt, som samfund og også som forældre, at både mor og far er udearbejdende, og i international sammenligning hører vi til blandt de forældre, der arbejder mest. Dermed tilbringer vores børn flertallet af deres vågne timer uden for hjemmet. Det bliver til ca. 30.000 timer, som vores børn tilbringer i institution, skole og SFO i løbet af deres barndom og ungdom. Så er der vel heller ikke noget at sige til, at vi stiller krav?

Vi har mange krav
Vi har en holdning til om vores mad skal være økologisk, vi efterspørger kostpolitikker med ’nul sukker’. Vi vil have en kemifri hverdag, vi har læst den seneste rapport fra SFI, om hvad der kendetegner en højkvalitetsbørnehave. Vi vil have valgfrihed i forhold til, om vores børn skal i dagpleje, vuggestue og sørme også, hvornår de skal starte, for at det kan passe ind i vores karriere. Vi har helt sikkert rekvireret børnehavens virksomhedsplan (og har sgu nok også læst den), har en holdning til om det skal være musik, natur eller noget helt tredje, der skal sikre vores børns udvikling. Vi forholder os kritisk til hverdagen: Hvor tit er børnene ude? Er pædagogerne anerkendende nok i deres tilgang? Og er der nu udfordring nok i, at børnene har farvelagt en kopitegning?

Med andre ord, så er vi meget bevidste og stiller store krav - og med rette har jeg jo lige hævdet – og så alligevel ikke helt, måske? 

For det er en hårfin balance, og det er her samarbejdet kommer til at spille en altafgørende rolle, for det er pædagogerne, der er de professionelle. Det er deres arbejdsplads og deres faglige frihed, som vi stiller spørgsmål og krav til og dermed går i rette med.

Her skal vi som forældre træde ganske varsomt, for vi er ikke de uddannede – vi er ’blot’ forældre. Men vi er vant til at sætte os ind i tingene, vant til at have en holdning, vant til at forholde os kritisk, for ’bare’ fordi pædagogerne er de uddannede, behøver de vel nødvendigvis ikke at vide bedst?

Vi er lidt undskyldt, fordi vi gør nok som de fleste andre krævende forbrugere af, hvad man kunne kalde velfærdsbutikken - vi ser den offentlige daginstitution som en vare, en service, som vi vurderer som enten god eller dårlig.  Sat på spidsen.

Fremtiden
Det er i det perspektiv, at fremtidens daginstitution vil tegne sig – og udfordringen bliver, hvis omsorgen for vores børn skal sikres, at vi som forældre ikke lader os begrænse til at være den krævende forbruger, som shopper videre, hvis vi ikke er helt tilfredse med varen, men at vi engagerer os i det sted, hvor vores børn skal lære, udvikles og dannes.  Og det er der heldigvis mange eksempler på.  Forældreslogans som nej til nedskæringer, børneparkering nej tak og du må få min bamse hvis jeg må beholde min pædagog viser med al tydelighed, at når vi som forældre oplever, at forholdene forringes, så engagerer vi os.

Der er også den ekstra dimension, at vi nu ved, hvad der kendetegner en højkvalitetsdaginstitution, (normeringer, kvalificeret personale, god kontakt mellem forældre og daginstitution, pædagogiske aktiviteter) og hvilken betydning det har for det enkelte barn og dets udvikling. Altså det der netop skal sikre omsorgen for vores børns læring og dannelse. Her kommer samfundsperspektivet også på banen – for forskningen viser, at de børn der har gået i børnehaver af høj kvalitet, har lettere ved at læse, bliver klogere, er mere socialt velfungerende og mere følelsesmæssigt afbalancerede. Der er altså også en samfundsmæssig økonomisk gevinst. Denne viden må uden tvivl være med til at tegne fremtidens daginstitution. Hvis vi da vel at mærke vil prioritere at foretage de investeringer, der skal sikre, at vi har højkvalitetsdaginstitutioner. Omvendt er det spørgsmålet, om vi på sigt har råd til at lade være?

Det har vi ikke, hvis man spørger os forældre – for vi ved godt, hvad vi - som jeg har skitseret - stiller af krav til fremtidens daginstitution. Vi ser allerede nu, at der opstår private daginstitutioner i kølvandet på kommunale besparelser. Vi ser, at forældre er med til at lave praktiske ting, at de samler penge ind til nye legeredskaber, og det seneste skud på stammen er en flok forældre, der vil byde ind på det, som man må kalde den pædagogiske ydelse – altså forældre som agerer pædagog i ydertimerne for at få enderne til at hænge sammen i institutionen.

Frivillighedstendensen er en naturlig forlængelse af, at vi stiller krav og et udtryk for, at vi ikke er begrænsede til forbrugere: Vi engagerer os for at skabe de bedste betingelser for vores børn – men her er vi også nødt til at stoppe op i refleksionen over, hvordan vi skal tegne fremtidens daginstitutioner, så vi kan sikre omsorgen for vores børn. For kan vi det ved, at vores børn – sat på spidsen vel at mærke – passes af en ’tilfældig’ forælder? Eller vil vi så netop ikke underminere det gode pædagogiske tilbud, vi har opbygget, og som skal sikre udviklingen, læringen og dannelsen af vores børn? Spørgsmål som vi bliver nødt til at diskutere fremadrettet for at sikre omsorgen i vores daginstitutioner i fremtiden.

Daginstitutionen som socialt samlingssted
Jeg tror også, at vi vil se, at fremtidens daginstitution vil blive mere og mere et socialt samlingssted for os familier. I takt med at vi engagerer os mere, vil vi også opleve et større medejerskab i forhold til daginstitutionerne og dermed også benytte os af de faciliteter, der er. De fleste daginstitutioner har åbne legepladser, hvor vi familier kan tage hen i weekenden.

I min egen daginstitution har vi under parolerne ’fyr den af’ og ’drop ulvetimen’ skabt et fællesskab for både familier og personale, hvor vi spiser sammen fire gange om året. Her får vi som forældre lov til at bruge daginstitutionen, til mere end den er tænkt. Vi er med til at skabe liv i de - ellers efter kl. 17- tomme rum.  Her træder vi som forældre ud af forbrugerrollen og ind i en mere engageret medskaberrolle, hvor vi tager ejerskab og er med til at fremme det samarbejde, som jeg i starten lovpriste som nøglen til, hvordan vi sammen kan sikre omsorgen for vores børn i de institutionelle rammer.