En skoleleders erfaringer

Kære Marianne Jelved. Tak for dine spørgsmål som jo nok er nemmere at stille end at besvare. Men jeg vil forsøge, især på baggrund af mine erfaringer som skoleleder på en skole der var det man på nudansk kalder socioøkonomisk belastet.

Spørgsmål 1 
Når karaktererne fra folkeskolens afgangsprøve sammenlignes skole for skole, fremgår det, at der er en stor spredning mellem lokalområder. Karaktererne er højere omkring de store byer, og de er lavere ude i landdistrikter (udkantsdanmark, som nogen kalder det). Det hænger angiveligt sammen med forældrenes uddannelsesbaggrunde. Vi kan formentlig være enige om, at dette ikke behøver at være sådan.

Hvis du havde magt, som du har agt, hvad ville du så gøre ved det?

Hvad er dit råd til lærere og skoleledelse, kommunalbestyrelser og Folketing?

Jeg var så heldig at være skoleleder på en skole med omkring 30% tosprogede elever som stort set alle kom fra alment boligbyggeri. Dette betød at vi havde et åbenlyst fokus på integration med alt hvad dette indebærer af efteruddannelse af lærerne omkring dansk som andetsprog i fagene og omkring interkulturel viden og forståelse, samt samarbejde med børnehaverne omkring skolestart, etablering af lektiehjælp og så videre og så videre.

Men jeg gjorde hurtigt den opdagelse at den næsten lige så store gruppe af etnisk danske forældre som havde ingen eller kort uddannelse efter grundskolen, og som kom fra samme boligområde, kom med egne skoleerfaringer som gjorde dem lige så fremmede for den herskende skolekultur som de tosprogede forældre. 

Og her mener jeg at skoler i de egne af landet som har lave boligpriser, men som ikke er begavet med en pæn procentandel af tosprogede elever, kan lære af de erfaringer som skoler med mange tosprogede – og som har en påviselig høj undervisningseffekt – har gjort.

Når skolen står over for et kulturmøde med elever fra hjem der er fremmede over for eller som har det svært med den herskende skolekultur, så betyder integration i mit verdensbillede at man søger at møde hinanden for i fællesskab at skabe en vækst og udvikling i elevernes læring.  Altså at man søger at skabe og vedligeholde skolens kultur lokalt og nedefra. Dette må efter min mening ske ved en genopdagelse af den herredømmefri samtale på alle skolens niveauer, vel vidende at skolelederen sidder inde med ansvaret og ”herredømmet” i sidste ende, og at skolen har og skal have det tilsvarende i klassen – som et modtræk til den herskende bestræbelse på at skabe mainstream ved hjælp af evindelige New Public Management-tiltag. (bedst anskueliggjort på det YouTube-klip hvor Niels Villemoes taler om ledelse).

Men netop erkendelsen af den herredømmefri samtales nødvendighed kombineret med bevidsthed om at have ”herredømmet” giver nogle perspektiver i arbejdet.
Som eksempler kan jeg nævne

• at jeg som leder har valgt at tale med forældre og elever om problematiske forhold på deres hjemmebane eller på neutral grund, fordi forældrene skulle opleve et ønske om problemløsning snarere end en magtudøvelse / korreksning.
• At jeg som leder har valgt at tage undervisning, gerne i klasser det var svært at få besat, ikke for at gå foran som eksempel, men for at blive en bedre samtalepartner med lærerne.
• At jeg som leder har valgt at være skolens repræsentant i elevrådet for at vise at skolelederen er hele skolens leder.
• At engagere mig i samarbejde med de sociale boligforeninger om aktiviteter i lokalområdet for at vise at skolen er lokalområdets.

Som leder for en gruppe undervisere har det været mig magtpåliggende at sætte dem fri til at udøve deres profession, så skolen har kunnet nyde godt af deres forskellighed frem for at søge at mainstreame gruppen. Jeg finder at begrebet lærernes undervisningsstile er overset i forhold til det opreklamerede elevernes læringsstile. Men for at kunne fornemme den enkeltes undervisningsstil er det nødvendigt at forlade sit kontor og være til stede, fordi de to obligate udviklingssamtaler om året ikke har megen mening hvis vi bygger på overbegreber vi kan lægge forskelligt indhold i.

Jeg hører til dem der mener at vi endnu ikke helt har fundet et professionsfodfæste siden lærerrådet blev nedlagt, lærerne blev lønarbejdere og skolen blev en virksomhed. Men lederens nærvær og lytten til hvad de der arbejder erfarer, kan være et skridt på vejen.

Men at frisætte lærerne mest muligt betyder også at man som leder bestemt skal bakke op om sit personale, men først og fremmest i deres ret til at begå fejl.

Som leder for eleverne er det først og fremmest nødvendigt at kende deres navne. Man kan ikke føre en samtale i øjenhøjde, hvis man ikke ved hvem øjnene tilhører. Dernæst er det vigtigt at samtalerne fører til både tænkning og handling. Men i den herredømmefri samtale er det væsentligt at placere handlemuligheden det rigtige sted, og det vil som oftest være hos eleverne. For at dette kan praktiseres er det ligeledes her nødvendigt at komme ud af kontoret, deltage i elevrådsmøder, spise med eleverne i kantinen, tale med dem på gangene og lade kontordøren være mest mulig åben.

Som leder for forældrene havde jeg et månedligt åbent fyraftensmøde hvor alle var velkomne til at tale løst og fast over en kop kaffe. Men de der kom, var som regel forældre der akkurat som medlemmerne af skolebestyrelsen var fortrolige med skolen. Derfor måtte disse møder suppleres med hjemmebesøg, møder i det lokale beboerhus eller i det lokale pizzaria.

Sammenfattende vil jeg sige at det væsentligste er at man er nærværende i et miljø man kan overskue. Derfor er jeg også betænkelig ved den megen snak om stordriftsfordele, fordi den ensidigt fokuserer på effektivitet. Og menneskelig udvikling kræver mere end effektivitet.
Det hele har jeg søgt at binde sammen i et fællesskab ved at lave en ugentlig litterær morgensamling hvor gode bøger og historier blev præsenteret – fordi eleverne i vidt omfang kom fra hjem uden en egentlig læsekultur, og hvor filosofiske og etiske spørgsmål blev rejst for at styrke elevernes tænkning. Samtaler på kontoret, i kantinen, på lærerværelset og på gangene viste at noget blev sat i gang. Og morgensamlingerne var en af de tre ting eleverne ønskede videreført da skolen skulle fusionere.

Mit råd til skoleledere skal derfor være: Få en god administrator så du kan komme ud af kontoret. Og når du er ude blandt personale, elever og forældre, så husk at gode spørgsmål fører videre end parate svar.

Specielt for samarbejdet med forældre med dårlige egne skoleerfaringer eller med erfaringer fra en helt anden skolekultur er skolelederens dialogiske ageren vigtig, fordi netop lederen på kontoret som oftest har været symbolet på de dårlige eller magtudøvende erfaringer. Derfor er det vigtigt at skolelederen signalerer at disse forældre er en del af løsningen og ikke af problemet, når deres børn skal klare sig godt i skolen.

Jeg har til min store forbløffelse set at en del skoleledere hilser et forslag om enklere og mere evaluerbare mål velkomment, for så bliver det lettere at lede og at undervise. Dette er efter min opfattelse både en trussel imod den professionsudøvende lærer og et udtryk for en ledelsesmæssigt åndelig dovenskab.

Mit råd til lærerne: Insister på at I er professionsudøvere, og forsøg at blive sat fri så I kan udøve jeres profession, sats – også selv om det betyder fejltrin, vær nysgerrige, søg hele tiden ny viden – også selv om efteruddannelsesmidlerne er få, for der findes tidsskrifter, netdebatter osv.. Sæt jeres personlighed i spil så jeres undervisningsstile kommer til deres ret, men husk at være åbne over for elevkritik, hvad enten den er formuleret verbalt eller blot i adfærd, for det er kritikken der kan raffinere jeres undervisningsstile og få et skarpere blik. Brug denne kritik til at blive bedre til at begrunde jeres valg, til at differentiere undervisningen og til at evaluere et bredt spektrum af mål.

Jeg har lige haft til opgave at samle beretninger om dansklærere der har haft betydning for deres elever. Her går det igen at det er lærerens personlighed der både fagligt og personligt står i høj kurs. Flere ønskede ikke at bidrage fordi ”hun var så god, men bidrog ikke med noget der rykkede.”

Mit råd til kommunale forvaltninger og politikere: Undgå at gå ministeriet i bedene ved at udsende en strøm af kontrollerende undersøgelser. I mange kommuner belaster forvaltningen faktisk skolernes administration mere end ministeriet med såkaldte undersøgelser. Og vær varsom med at formulere alt for mange politikker som skal løses via skolen. Det er jo sådan at hver gang man ansætter en konsulent for et indsatsområde, så kan konsulenten ikke selv udføre arbejdet, men kan mageligt se sit område dækket ind via folkeskolen. Og dermed får hver enkelt skoleleder indskrænket sit ledelsesrum.

Udsend flere spørgsmålssætninger end målsætninger. Saml på flere skatte fra skolerne frem for at udsende stadigt flere luftige værdier. De fleste kommuners skoler udøver deres arbejde i områder med vidt forskellig befolkningssammensætning og må derfor finde løsninger der er groet frem af den lokale kontekst.

Mit råd til folketingets partier: Stop centraliseringen og gør skolen lokal. Der er så mange detailregler og kontrolmekanismer at skolen ånder lige så godt som en renæssancekvinde i snørliv. Frigør skolen fra den dominerende fokus på det erhvervsrettede, og giv mulighed for at skolen både giver eleverne noget at leve af og noget at leve for. Det er skræmmende at læse Ove Kaj Pedersens analyse af at skolens værdier skal findes i Beskæftigelsesministeriet. Vi må have en tydeligere markering af at skolen er det demokratiske fællesskabs arnested og den enkelte elevs personlige udviklingssted. Stil hellere end gerne krav om at skolen har et højt ambitionsniveau – både fagligt, demokratisk, kritisk og alsidigt personlighedsudviklende, men giv mulighed for at den enkelte skole i højere grad finder sin vej ud fra de lokale potentialer, blandt andet ved at holde fast i det fortolkningsrum som de professionsudøvende lærere har, men som de rigtignok i mange tilfælde skal genopdage. Derfor: Styrk læreruddannelsen og ikke mindst lærernes muligheder for efteruddannelse, og hold fast i at skolen skal kunne hente næring i ét stærkt folkeskolerettet forskningsmiljø.

Endelig vil det være nødvendigt at få rettet op på kommunernes underfinansierede overtagelse af amternes specialundervisning. Faktisk har sjuskeriet omkring kommunalreformens finansiering ført til at folkeskolen de fleste steder er ramt på sine kerneydelser.   

Mit generelle råd til alle parter: Som et alternativ til den individualisering, videnfokusering og kontroltænkning som har taget mere og mere over i skolehverdagen, og som har bivirkninger der kunne gøre talen om udkantsdanmark overflødig fordi hele landet bliver udkant, burde vi lægge os i selen for at få de mange investeringer i it til at fungere som et grænseoverskridende undervisningsmiddel der kan skabe samarbejde mellem elever fra forskellige klasser, mellem elever fra skoler i forskellige egne af landet og mellem elever fra klasser i forskellige dele af verden.

Det forekommer mig helt vildt hvis en så stor investering skal anvendes til at fremme individualiseringen og indadvendtheden i undervisningen.

Spørgsmål 2
Der er relativt mange drenge, som øjensynligt ikke trives så godt i folkeskolen, og som ikke får uddannelse efter folkeskolen. Det behøver ikke at være sådan. Vil du give os ideer til en bedre skole ud fra dine erfaringer, så vi kan bryde den onde spiral, som nogle drenge kommer i?

Hovedtrækkene i mine tanker ovenfor kan også gælde for problematikken omkring drengene i skolen, ligesom mange af nedenstående tanker kunne være en del af svaret på spørgsmålet om udkantsskolerne. Mange drenge jo også er en art udkantelever i forhold til den lidet handlingsorienterede kultur som de oplever i skolen.

Det kan være frugtbart for en skole at bruge drengenes adfærd som en lakmusprøve på om undervisningen er livsnær nok, om det har bud efter både tanke og krop.
På ”min skole” udviklede vi to undervisningsinitiativer som nok skulle være en gevinst for alle, men ikke mindst for de drenge som hurtigt bliver adspredte og urolige:

Haver til maver
Vi udviklede i samarbejde med det økologiske landbrug på Krogerup Avlsgård (Årstiderne) et projekt som nu hedder Haver til maver. I det indgår gartneri, madlavning, landbrug og skovbrug, men efterhånden er alle fag i spil. Vi startede med at have 6. klasserne i udeskole, men endte med at lave et udeskoleprojekt for indskolingen og specialklasserne hvor eleverne havde én ugentlig udedag uanset vejr og årstid. Dette projekt engagerede ikke mindst drengene fagligt, fordi deres læring i alle fagene i høj gradforegik gennem handling. Der kommer om kort tid en forskningsrapport fra DPU (Karen Wistoft, Camilla Roed Otte, Mikkel Stovgaard og Søren Breiting) som viser perspektiverne i sådanne udeaktiviteter. Men besynderligt nok er hovedparten af de deltagende skoler fra byområderne, selv om sådanne projekter burde ligge lige for i det der kaldes udkantsdanmark.

Kundskabens gård
Desuden havde vi indrettet en del af skolens udeareal til det der i Statens Byggeforsknings rapport om Skolens udearealer blev kaldt Kundskabens gård. Det var et areal som var udstyret med hønsegård, vejrstation, forskellige bærbuske og krydderurter, pilekrat, pizzaovn, smedje, lerdrejebænke, stativ til flåning og brækning af rådyr, grill og meget andet. Udearealet lå i tilknytning til skolebiblioteket og faglokaler i sløjd, billedkunst, håndarbejde, hjemkundskab, fysik, kemi og natur/teknik.

Projektarbejde
Desuden blev der etableret en it-ø i et fælleslokale. Som en samlende faktor har skolen udarbejdet en læseplan for projektarbejde så alle klasser fra 3. – 9. har mindst 14 dages projektundervisning, og produkterne udstilles ved skolens hovedindgang.
Erfaringerne fra dette arbejde er dels at projektarbejdsformen hvor de faglige mål integreres i et arbejde der kombinerer praktiske og boglige aktiviteter, er animerende for drengene, men også for pigerne, og at respekten for det udførte arbejde er enorm, ikke blot fra dem der har udført arbejdet, men fra alle på skolen. I de 6 år vi havde disse løbende udstillinger, er der ikke øvet hærværk på en eneste af de udstillede genstande hvad enten det var plancher, LEGO-robotter, eller sindrige Storm P-maskiner.            

Endvidere skal det nævnes at nogle af de mest it-nørdede og samtidigt skoletrætte drenge blev brugt som assistenter på biblioteket, ligesom det i mange klasser var oplagt at lade dem assistere lærerne da skolen fik SMART Board i undervisningslokalerne.

Mentorer
Vi har endvidere søgt at støtte små grupper af drenge på ældste trin i at få struktur på deres skoleliv ved i kortere perioder at ansætte mentorer eller undervisningsassistenter som kunne guide drengene gennem de mest ”udsatte” lektioner og gennem lektielæsning. På den konto har vi fået en stor procentdel af de mest udsatte drenge videre i uddannelse.

Endelig forsøgte vi med initiativer der skulle vise at vi tog eleverne seriøst som tænkende og argumenterende væsner.

Vi afskaffede et ordensreglement som havde vokset sig stort gennem årene og erstattede det af 3 udsagn: respekt for undervisningen, respekt for hinanden og respekt for omgivelserne. I hver klasse blev disse udsagn taget op efter behov, altså hvis der var noget som ikke fungerede til alles tilfredshed. Hver klasse kunne altså i perioder have forskellige ”ordensregler” for at fremme god undervisning og godt arbejdsmiljø. Resultatet af disse debatter kunne læses på klassernes elev- og forældreintra. Denne regelsanering og den efterfølgende debat om eventuelle nødvendige reguleringer af adfærden var stærkt medvirkende til at vi fik reduceret vores hærværkskonto med titusindvis af kroner årligt. Og da hærværk som oftest var blevet udøvet af drenge, ser et sådant initiativ hvor vi går fra straf til dialog, ud til at animere drengene til en ændret adfærd.  

Vi oprustede fællesskabet ved at jeg som skoleleder afviklede en ugentlig litterær morgensamling hvor gode forfatterskaber blev præsenteret, hvor filosofiske spørgsmål blev stillet og hvor hverdagens trakasserier kunne blive vendt. Dels skulle eleverne inspireres til læsning da skolen ligger i et kvarter med mange hjem uden bogreol. Dels var det væsentligt for mig at stille provokerende spørgsmål som kunne få elevernes tænkning udviklet. Og de mange gange jeg er blevet opsøgt af elever, og ikke mindst drenge i kantinen, på kontoret og på gangene tyder på at drenge tænder på at man har en spørgende tilgang til dem. Da skolen skulle i gang med en fusionsproces med naboskolen, var det et af de tiltag eleverne på alle trin ønskede ført videre.

Vi skabte rolig start på skoledagen ved at etablere læsebånd hvor eleverne kunne sive ind i deres klasser når de kom, og hvor alle (også lærerne) skulle læse i bøger eller blade eller aviser efter eget valg i 20 minutter regnet fra skoledagens start. Navnlig efter eget valg-princippet faldt i drengenes smag og ofte blev skønlitteraturen erstattet af aviser, fagtidsskrifter og tegneserier. Dette var det andet initiativ som eleverne ønskede ført videre på en ny skole, fordi de havde afskaffet morgentumult. Drenge kan faktisk godt lide en rolig start på dagen.

Efter min mening er det muligt at tage en lang række initiativer som animerer drenge til ikke at være skoletrætte og til at få en adfærd der ikke blokerer for læring.

Men den nuværende trend med det man kalder mere faglighed, men som nemt kommer til at medføre mere boglighed og røv til bænk-undervisning, trækker i den modsatte retning. Drenge lærer ligesom de fleste andre mennesker bedst når de samarbejder. Og når de samarbejder omkring meningsfulde projekter.

Spørgsmål 3
Vi ved fra undersøgelser, at dårligt indeklima påvirker elevernes indlæring negativt. Har du et godt bud på, hvordan vi en gang for alle får de ansvarlige voksne til at handle for at løse problemet?

Jeg kunne jo foreslå at man lavede flere udeskoler, men… Selv om en del af den interessante reformpædagogik, fx Freinets arbejdspædagogik jo er udviklet fordi han med sine dårlige lunger ikke kunne tåle at være indendørs i for lange perioder. Men almindelig bevidsthed om udluftning, oprydning, vådt tøj og udefodtøj uden for lokalerne hjælper selvfølgelig. Men derudover har jeg to erfarings- og forundringspunkter på dette område.

For det første har jeg nu været skoleleder i to kommuner hvor udlicitering er kommet på mode. I begge kommuner har man sparet store beløb ved at udlicitere rengøringen, og på de skoler jeg har været, har alle bortset fra de ansatte rengøringskontrollører set mærkbare forringelser. Men som kontrollørerne hver gang har sagt, så har firmaerne leveret den vare de er forpligtet til gennem deres kontrakt. Noget kunne så tyde på at udliciteringsmaterialet er for dårligt. Men igen er det min opfattelse at nærheds- og tilhørsprincippet udgør forskellen på at gøre det man får løn for og på at gøre det man er stolt af.

Som en tilføjelse til dette vil jeg gerne nævne at ”min skole” har fået rimeligt appetitlige toiletfaciliteter ved at lade et hold lærerstuderende og to 7. klasser dekorere samtlige døre med sentenser og tegninger og hænge spejle og malerier op. Så er der noget pænt at passe på.

For det andet har jeg erfaret at det specielle suger resurser fra det almene. Det er faglokalerne der er omgærdet af meget specifikke miljøregler og som koster kassen, så de klasselokaler hvor eleverne opholder sig mest, ofte har det dårligste indeklima. Jeg kan ikke helt gennemskue om det er en god idé at prøve at lave adaptive arbejdsmiljøregler specielt for skoler, men mange af reglerne er jo udformet for at beskytte mennesker der arbejder fuldtids i et særligt belastet miljø. Man kunne således få en del godt indeklima i klasselokaler for det det koster at regulere efterklangstiden i en gymnastiksal. Når jeg får så syg en idé, skyldes det jo at andre erhverv må være omgærdet af sådanne adaptive synsvinkler. Fx har jeg svært ved at få øje på en professionel sportsgren der ikke fungerer på trods af arbejdsmiljølovens bestemmelser om løft, træk og belastninger af led.

Men den bedste løsning ville selvfølgelig være at lave en samlet national investeringsplan og føre alle landets skoler op til en standard der kunne sikre et godt indeklima.

Og endelig burde man lave en undervisningsmiljølov for eleverne der til fulde matcher den arbejdsmiljølov som gælder for de ansatte.

Men det er vanskeligt at komme med et ordentligt svar på dit spørgsmål uden at det kommer til at koste kassen.