Der skal både kærlighed og pædagogik til...

Over halvfems procent af danske børn under tre år er i dagtilbud hver dag. Cirka halvdelen i vuggestue, den anden halvdel i dagpleje. Det at vise disse børn omsorg, at sikre deres psykiske udvikling, deres trivsel og ikke mindst deres rettigheder som mennesker, er ikke bare et politisk fingerknips eller fire smarte floskler i et fagpolitisk øjemed.

Små (og store) børn stiller store krav til engagerede, passionerede voksne, der grundlæggende har forstået, at de er en erstatning for forældrene, med alt hvad det indebærer.

Ved at postulere at sprog kombinerer biologi og kultur i en proces, hvor barnets psykiske udvikling ligger som et biologisk potentiale, der udvikles ved social stimulering – tilknytning, omsorg og kærlighed – understreges det, at barnets medfødte potentialer tænkes som muligheder, ikke som færdigheder, der automatisk folder sig ud efter alder. Dette danner udgangspunkt for, at de konkrete interaktioner mellem pædagoger eller dagplejere og de 1-3-årige børn skaber rum for barnets psykiske udvikling.

At forstå sprog og socialitet som udveksling af intentioner mellem mennesker, kan beskrives som handlinger, hvor barnet reagerer på en ydre adfærd, der afspejler omsorgspersonens følelsesmæssige tilstand. Hvis omsorgspersonen fx er glad og viser det i sit kropssprog, så smitter det af på barnet, som reagerer ved også at udstråle glæde. Forståelsen tager også udgangspunkt i det lille barns trang til at opnå en følelse af samhørighed, hvor der er skabt en flersanselig proces, der bygger bro mellem to psyker. Baggrunden er barnets tilknytningstrang og omsorgspersonens trang til at yde kærlig omsorg.

Når sprog og socialitet smelter sammen, er sprog ikke så meget et spørgsmål om, at barnet skal lære artikulation, grammatik og fejlfrihed; det er i højere grad et spørgsmål om tilknytning og samhørighed og at blive et gyldigt, deltagende medlem af et fællesskab – at opnå en stemme i fællesskabet.

Det vil sige, at kommunikation og samspil rummer potentialet til udvikling af barnets gryende selv, og dermed barnets vej ind i kulturen, hvor det kan opfylde sine egne og fællesskabets forventninger til dets deltagelse. At tilegne sig et sprog, er dermed at få udviklet et kulturelt funderet Selv. Sprog bliver med andre ord et middel i barnets individuelle psykiske udvikling.

Som det fremgår af ovenstående er der i samspillet mellem barnet og den voksne flere elementer i spil. Når pædagogen/dagplejeren kombinerer tonehøjden i sine sproglyde med mimikken i sit ansigt og afpasser det med konturerne i barnets ansigt, så synkroniserer barnet sit fysiske udtryk med sin egen oplevelse/tilstand. Der er i disse processer tre forhold, som gælder, når barnet skal dele sin indre verden med en anden:

1. Deling af opmærksomhed (vi ser efter det samme).
2. Deling af intention (vi vil det samme).
3. Deling af følelser (vi føler det samme)

Rammerne for de relationelle processer i vuggestuen og dagplejen bliver hermed helt afgørende elementer.

Vuggestuen eller dagplejen som erstatning for mor og far
Det er formentlig de færreste forældre, der har deres barn i vuggestue eller dagpleje for barnets skyld. Og uanset hvordan pædagoger og dagplejere tænker deres funktion i denne postmoderne verden, bliver vuggestuen eller dagplejen en erstatning for den udearbejdende mor og far.

Det er givet ikke noget problem for de fleste pædagoger og dagplejere, og måske heller ikke for de børn, de passer. Teorier om flerpersonel tilknytning understreger, at barnet vil have relevante udviklingsbetingelser, når der er tilknytningsmuligheder i dets liv. Det være sig forældre, pædagoger eller dagplejere.

Men taberne er de børn, der ikke besidder dette held. Det er de børn, som må tage til takke med travle, fraværende forældre og vuggestuer eller dagplejer, hvor de intersubjektive interaktioner er sparsomme.  Det kan også være børn, som er omgivet af personer, der generelt ikke formår tilknytning.

Kærlighed i relationerne
Det tænkte ideal må være at sikre et tilbud, der rummer relevante relations- og tilknytningsmuligheder for ALLE børn.

Èt udgangspunkt kunne være en begrebsliggørelse af kærlighed i interpersonelle relationer:

• Tæthed, der rummer følelsen af at høre til; nærhed; samhørighed og tilknytning.
• Passion, der rummer bevågenhed; interesse; deltagelse; hengivenhed; empati og indlevelse.
• Engagement, der rummer kommittethed; ønsket om at være hos barnet; pli; at åbne verden for barnet samtidig med, at barnet åbnes for verden (læring, didaktik); at ville barnet uden at få noget igen.

Oversat til relationen mellem barn og voksen, vil det betyde, at karakteren af den kærlighed barnet oplever, afhænger af disse tre komponenter. Styrken af kærligheden afhænger af deres forhold til hinanden.

Forskellige stadier og typer af kærlighed kan forklares som forskellige kombinationer af disse tre elementer. For eksempel udvikler den relative vægt af de enkelte komponenter sig over tid. En relation baseret på et enkelt element er mindre tilbøjelig til at overleve end en relation baseret på to eller tre elementer.

Indtænkning af sådanne basale elementer ville udgøre en fornyelse af vuggestuens og dagplejens dagligdag. Det vil være en værdig udfordring for pædagogers og dagplejeres faglige selvopfattelse. Et bud på 0-3-års-pædagogikkens særkende, i stedet for at skue bagud mod tidligere paradigmer og kanoniserede praksisformer. Under alle omstændigheder skulle vi måske overveje, om ikke diskussionerne skulle suppleres af noget, der kunne løfte oplevelsen, både i praksis og på det begrebslige plan. Og herved  levere reflekteret pædagogik frem for pasning.

Så kære Dorthe
Vejen vi i mine øjne skal gå, er at forlange, at vores børn - det fineste vi har - ikke bare bliver passet mens I forældre er på arbejde, men vokser sig større sammen med den taktfulde omsorgsfulde pædagog eller dagplejer. En voksen, der er: sensitiv, intuitiv, engageret, er empatisk, forstår barnets perspektiv og dets intentioner, begriber konteksten og agerer intuitivt på en sådan måde, at barnet føler sig udfordret. På en måde så pædagogen eller dagplejeren åbner barnet for kulturen.

For børnenes skyld?
Alt sammen fint og passer teoretisk sammen, men det levede børneliv er for mange børn et helt andet, som både min og anden forskning antyder. Spørgsmålet er hvorfor? Af og til tænker jeg, at det skyldes, at systemet af daginstitutioner i virkeligheden slet ikke er til for børnenes skyld. Hele den professionelle verden, der er bygget op om børnene, fjerner ved sin egen eksistens fokus fra børnene. Det kommer i stedet til at handle om job, normeringer, arbejdstider, forskningspenge, politiske dagsordener, uddannelser mv.

Der er rigtig mange interessenter, der skal have noget ud af den guldkalv, som børnene udgør. Min egen faggruppe skal have forskningsmidler. Uddannelsesinstitutioner skal uddanne pædagoger, helst så mange som mulig. Fagforeninger kæmper for deres mandat. Pædagoger og dagplejere skal have job, og så er der forældrene, der skal have passet de små. Forældre, der givet helst selv ville passe børnene, men den måde, vi har skruet vores liv sammen på, gør, at de må aflevere dem, allerede inden de er et år gamle. Og jeg gætter på, at ingen forældre har gjort det uden at tænke, at det var forkert.