Dagplejen: Hænger formel anerkendelse og faktisk prioritering sammen?

Nogle overvejelser om misforholdet mellem den formelt høje samfundsmæssige anerkendelse og den faktiske prioritering af vores dagtilbud - med et særligt fokus på dagplejen som et moderne dagtilbud for de 0-2-årige.

Børns dagtilbud er i dag genstand for en bred samfundsmæssig anerkendelse, der rækker langt ud over det arbejdsmarkedsperspektiv, der spillede en helt central rolle, da dagtilbudsområdet for alvor fik vokseværk for godt 40 år siden.

Den stadig stærkere vægtning af dagtilbuddenes pædagogiske formål træder klart frem i dagtilbudsloven og den tilknyttede vejledning. Mange politikere markerer sig med holdninger til pædagogikken og indholdet i dagtilbuddenes hverdag. Forældrene stiller øgede krav om kvalitet i børnenes hverdag, og dagtilbuddene er befolket med ledere og personale, der er levende engageret i at udvikle deres fag.

Alligevel kan det med rette siges, at vi i Danmark langt fra har de dagtilbud, som vores børn fortjener. Årsagerne er mange, men helt grundlæggende eksisterer der et misforhold mellem den erklærede høje samfundsmæssige anerkendelse af dagtilbudsområdet og den utilstrækkelige prioritering ved tildelingen af ressourcer. Helt galt har det været de sidste par år, hvor der er sparet tusindvis af stillinger væk. Når der ikke tegner sig en bred enighed om at sikre de bedst mulige rammer for vores dagtilbud, handler det jo i høj grad om politik. Både i den helt grundlæggende tilgang til, hvordan vi ønsker driften af vores dagtilbud organiseret til de mere konkrete prioriteringer i en økonomisk krisetid.

Ser vi på 0-2-årsområdet, er det vel ikke for meget sagt, at området har været og stadig er alt for upåagtet. Har dagtilbuddene svært ved at hævde sig overfor folkeskolen i kampen om forskningsmæssig opmærksomhed og samfundsmæssig status, må det tilsvarende siges at være tilfældet med 0-2-årsområdet i forhold til børnehaven. Jo flere år fra skolealderen, desto længere nede på den samfundsmæssige prioriteringsliste. I betragtning af vores viden om børns udvikling i deres første leveår er det ikke en klog prioritering, og endnu mindre forståeligt er det, når vi samtidig ved, at det også samfundsøkonomisk er en rigtig god forretning at investere i en tidlig pædagogisk indsats.

En særlig udfordring, når det angår udviklingen af vores dagtilbud, er den meget begrænsede interesse for dagplejeområdet. På trods af at omkring halvdelen af alle 0-2-årige tilbringer deres hverdag i den kommunale dagpleje. I det nedenstående er der  derfor et særligt fokus på dagplejen.

Fortællinger om dagplejen
I kampen for samfundsmæssig anerkendelse har dagplejen utvivlsomt haft sin historie imod sig. Selv om mere end 40 år er gået siden etableringen af den kommunale dagpleje, lever fortællingen om de hjemmegående husmødre, der passede naboens børn videre. Hos de mange hundredtusind forældre, der gennem de sidste 20 år har haft deres børn i dagplejen fortælles et utal af gode historier om omsorg, trivsel og en pædagogik baseret på tætte relationer. Men fordomme om dagplejen som en pasningsordning fra en svunden tid eksisterer hos mange, der aldrig har haft lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med den moderne dagpleje af i dag.

Tilsvarende har den forsvindende lille forskningsmæssige interesse for dagplejeområdet medvirket til, at den samfundsmæssige anerkendelse i praksis ikke er vokset i takt med den pædagogiske udvikling, dagplejen har været igennem. En årsag hertil skal formentlig bl.a. findes i den danske pædagogiske forskningsverdens orientering mod international småbørnsforskning, hvor forskning i dagplejen er fraværende. Men heldigvis har nogle få hjemlige forskere de senere år bidraget til at løfte dagplejens pædagogik højere op i lyset. Til stor glæde for de ansatte i dagplejen og deres ledere. Oplevelsen af anerkendelse har uvurderlig betydning, når det skal skabes motivation til udvikling.

Dagplejen – et moderne dagtilbud
Den kommunale dagpleje er i dag et moderne dagtilbud for omkring 50.000 børn. Et dagtilbud, der hviler på samme lovgivning, og dermed også skal honorere de samme krav til kvalitet, som vores daginstitutioner.

Men ensartede krav er ikke ensbetydende med ensartet praksis. Dagplejen kan noget særligt i kraft af det hjemlige miljø og den lille børnegruppe. Dagplejen har optimale rammer til udvikling af en pædagogik, der bygger på en tæt relation mellem dagplejeren og de fire børn, der som hovedregel er indskrevet i det enkelte dagplejehjem. Den lille børnegruppe giver gode betingelser for at sikre den nødvendige omsorg for det enkelte barn og stimulere og støtte dem i deres udvikling.

Men netop den nærhed, der er dagplejens store styrke, giver den også en betydelig sårbarhed. En sårbarhed, der fordrer, at dagplejen organiseres og ledes med en indsigt og forståelse for de særlige vilkår dagplejeren har for at udfolde sin pædagogiske indsats. Styrken ved det hjemlige miljø kan fortrænges af alene-arbejdets ulemper, hvis der ikke hele tiden arbejdes med at fastholde og udvikle det faglige fællesskab, der danner rammen om det pædagogiske arbejde i dagplejen i den enkelte kommune.

Overvejelser om dagplejens udvikling bør også altid tage højde for den helt centrale rolle, som dagplejepædagogerne spiller, som garanter for dagplejens pædagogiske kvalitet. Netop fordi dagplejeren er alene om den pædagogiske opgave i hverdagen, er det af helt afgørende betydning, at de tilsynsførende dagplejepædagoger har optimale betingelser for at vejlede og rådgive den enkelte dagplejer. Det er samtidig vigtigt at fastholde og udvikle dagplejernes kollegiale netværk. De fælles legestuer har stor betydning som ramme om dagplejernes samarbejde. Det er med afsæt i legestuegruppen, der kan udveksles viden og erfaringer, og det er også her dagplejens børn får mulighed for at lege og opleve sammen med en større gruppe af jævnaldrene børn.

Uddannelsesefterslæbet – en alvorlig udfordring for dagplejen
Den måske væsentligste udfordring for dagplejen i dag er det store uddannelsesefterslæb. Det store flertal af landets dagplejere har ikke gennemført en pædagogisk uddannelse. Mange har som dagplejere i en stor del af deres arbejdsliv været igennem en praksislæring, der har givet dem stor viden om de mindste børn og udviklet pædagogiske handlingskompetencer på et højt niveau. Men en formel uddannelse, der rækker ud over de korte uddannelsesforløb og kurser, som dagplejerne tilbydes i bl.a.

AMU-systemet, ville naturligvis være med til at løfte dagplejens pædagogiske kvalitet. I en tid, hvor der tales så meget om nødvendigheden af uddannelse, må det derfor undre, at mange kommuner helt mangler fokus på uddannelsesudfordringerne i dagplejen. Alt for ofte hører vi i FOA om dagplejere, hvis ønsker om at uddanne sig er blevet afvist. Det er derfor på høje tid, at kommunerne forpligtes til at tilbyde alle dagplejere en voksenuddannelse til pædagogisk assistent senest efter 2 til 3 års ansættelse.

Dialog om dagplejens fremtid
I FOA er vi meget optaget af at få igangsat og udviklet en dialog om dagplejens fremtid, der kan bidrage til at skabe en bedre sammenhæng mellem den formelle anerkendelse og den faktiske prioritering.
Dagplejen er i dag dagtilbuddet for ca. halvdelen af de 0-2-årige i Danmark, men de sidste par års besparelser, omstruktureringer og den kraftige vækst i antallet af private børnepassere har i en del kommuner sat dagplejen under et alvorligt pres.

Der er derfor i høj grad brug for, at politikere, forvaltninger, forskere, ledere, ansatte og forældre i dagplejen og alle andre, der er optaget af at sikre høj kvalitet i vores dagtilbud, går ind i en dialog om, hvordan vi fastholder og udvikler dagplejen som en del af vores samlede dagtilbudsområde.