Spring til indhold

Kildelege og hyggekroge: stressbegrænsende tiltag

header image
billede
BMdrenge_i_vindue.jpg

Man kan arbejde med stressløsnende tiltag på to niveauer. For det første kan man arbejde med relationerne i gruppen og via lege og aktiviteter udvikle børnenes relationer til hinanden og til de voksne. For det andet kan de fysiske rammer indrettes, så de forebygger stress.

Det relationelle og kropslige niveau
Børn har et grundlæggende behov for nærhed, tryghed og kontakt, og det er meget vigtige behov at tilgodese i alderen 0-6 år. Berøring, massage og afslapning modvirker stress, idet nervesystemet påvirkes positivt og indholdet af stresshormoner i kroppen sænkes. Derfor skaber berøringsoplevelser tryghed og ro.

Her er en række gode forslag:

  • Massage og afslapning
  • Massage på kroppen eller uden på tøjet
  • Den voksne kan give et barn massage/tegne på ryggen mens der fortælles en historie
  • Større børnehavebørn kan trænes i at give hinanden massage på skulder og ryg, men det er nødvendigt med vokseninstruktion. De kan enten sidde to og to sammen og skiftes til at massere hinanden eller i en rundkreds med siden mod midten, så hvert barn masserer den der sidder foran og får massage af den der sidder bagved 
  • Afslapning, hvor den voksne kan gå rundt mellem børnene og forsigtigt løfte deres arme og ben for at se om de slapper af

Det er vigtigt at gøre afslapning og massage til en helhedsoplevelse for barnet, og skabe ro omkring situationen, ved at finde et aflukket rum, stille musik og dæmpet belysning, og underlag som børnene kan ligge på.

Berøringslege

  • Bage pizza. Hvor barnet er dejen der bliver rullet, æltet og pyntet af en voksen og andre børn. Børnene skiftes til at være pizza
  • Kat og mus. Kravle på knæ og jage og fange hinanden og give et kram når men bliver fanget 
  • Kildelege. Fx ”I min mors hus er der frygtelig mange mus…”
  • Bilvask. To personer (børn eller voksne) er vaskehallen, og de andre er biler der skal vaskes. Børnene kan selv bestemme hvilken omgang de vil have. Vask, skrub, tørring 
  • Gæt hvem. Et barn får bind for øjnene og en ven stiller sig foran, og så skal barnet med bind for øjnene ved hjælp af sine hænder og føle hvem det er

Nogle børn kan selv gå i gang med legene, mens andre skal have hjælp fra voksne til at komme i gang med berøringslegene.

Små grupper og mange voksne
Forskning har vist, at stressniveauet falder hvis antallet af børn pr. voksen sættes ned. Fx viste en svensk undersøgelse af børnehavebørn, hvor man målte indholdet af stresshormoner i børns urin, at antallet af stresshormoner faldt markant, da antallet af børn blev sat ned fra fem til tre børn pr. voksen.

Forskning viser også at personale, der har mindre børnegrupper, har en bedre social kontakt med børnene. Børnene føler sig også mere trygge i mindre grupper, idet små børn ofte har svært ved at forholde sig til mange mennesker og alle de relationer, der er mellem dem. For at tilgodese børnenes behov for tætte relationer er der allerede mange dagtilbud, hvor børnene har en primærpædagog, som de er tættest knyttet til og laver daglige aktiviteter med.

DCUM

"Spændende og udfordrende miljøer ude og inde kan være med til at styrke gode relationer og koncentrerede lege og derved forebygge stress."

Det fysisk og æstetiske niveau
Det miljø man færdes i, har stor betydning for hvordan man trives, og derfor er det vigtigt at skabe en bevidsthed om, hvordan rum kan påvirke børn. De børn der befinder sig i miljøer, hvor de keder sig og ikke får udfordringer bliver rastløse, irritable, ukoncentrerede og får lettere stress. Mens spændende og udfordrende miljøer ude og inde kan være med til at styrke gode relationer og koncentrerede lege og derved forebygge stress.

Små rum og hyggekroge
Generelt er det en fordel at inddele både uderum og de større rum indendørs i mindre hjørner og hyggelige kroge. Kroge og små rum begrænser antallet af mennesker på et sted, og et stort antal mennesker i sig selv er en stressfaktor for børn. Hyggelige kroge og små rum giver også plads til, at børnene kan lege mere uforstyrrede i mindre grupper, det giver mindre larm, færre konflikter og mindre stress. Medtænker man mange dagtilbuds pladsforhold, er det godt at tænke fleksibilitet i indretningen af rummene.

Indendørs er det derudover vigtigt at tænke på, at der både er fysiske udfordringer og mulighed for at slappe af.

Her er en række af forslag til inspiration:

  • Hjørner med hængekøjer, hvor børnene kan gynge stille og roligt. Når barnet gynger roligt afspændes kroppen, og balanceevne, muskler og hjerne stimuleres på en måde, der hjælper hjernen til at organisere og sortere sanseindtryk
  • Der kan også være små rum med spændende ting som børn kan fascineres af og blive opslugt af at kigge på, som søjler med bobler, et akvarium, en glaskugle der reflektere lyset
  • Et puderum kan indrettes fleksibelt, så det både kan være aktivitets- og afslapningsrum. Ved at have fleksibel belysning, ekstra madrasser og tæpper, et musikanlæg, kan man hurtigt ændre stemningen i et rum. 
  • Har man plads nok kan man indrette et sanserum til afslapning og dagdrømmeri. Der er det dejligt med store, bløde madrasser, douche farver, stoffer af forskellige materialer som bomuld, silke, uld. 
  • Mange institutioner har allerede små dukkekroge, bilhjørner eller huler, som er små oaser for børnene. Mens andre institutioner arbejder mere eksperimenterende med indretning, og har lavet havrum, himmelrum, kuglerum og boblebade.  

Lyde og lys
Støjniveau og belysning har også stor betydning for hvordan man opfatter miljøet og hvordan man trives. Det er afstressende for børn at høre klassisk musik, new age musik eller lydbilleder af naturlyde i kortere perioder. I nogle børnehaver mødes børnene med Mozarts musik, når de kommer om morgenen, mens nogle dagplejere lader afslappende musik strømme ud når børnene skal sove til middag, og igen når det er ved at være tid til at vågne.

 

Deltag i Dansk Trivselsforum 2017

Vi følger op på succesen fra 2016 og er gået i gang med planlægningen af Dansk Trivselsforum 2017. Det finder sted 7.september i Odense - sæt kryds i kalenderen allerede nu. Mere info senere.

 

 

Læs mere
SMStorpige_lillepige.jpg