Spring til indhold

iPads og digital dannelse i børnehaven

header image
Af Malene Fink Ploug, udviklingskonsulent DCUM
billede
BMlegehusCirkel.jpg

Det er morgen, og Katrine er på vej ind i børnehaven for at aflevere sin søn, Magnus. Da de går ind på stuen, ser hun, at fem børn sidder i en sofa og kigger på den samme iPad. Barnet i midten holder iPaden. De spiller Vilde Venner, som er et spil hvor det blandt andet gælder om at få en bil til at køre hurtigt. Magnus spæner hen til sofaen og sætter sig ned ved siden af de andre børn. Ingen af de andre børn kigger op. De er alle optaget af iPaden og spillet, som er i fuld gang. Katrine undrer sig: er børnene i sofaen i færd med at blive digitalt dannede? Og hvad er digital dannelse egentlig? Og hvorfor er det vigtigt?

Mange forældre opfatter børns brug af iPads som det modsatte af ’fordrende processer for leg, bevægelse og fantasi’, og debatten om tablets i daginstitutionerne er fyldt med bekymringer om, hvorvidt børnene kommer til at sidde stille. I TV2 kunne vi for nylig høre en mor sige, at børn, efter hendes mening, ikke har mulighed for at lege og bruge deres fantasi, når de bliver sat ned med en iPad. Hun og andre forældre til børnehavebørn startede derfor sidste år underskriftindsamlingen ´Forældrenes frihed til at kunne fravælge IT i daginstitutionerne’. Samtidig kom sundhedsstyrelsen sidste år med anbefalinger om, at små børn skal lege og tumle så meget som muligt, og bruge mindre tid på stillesiddende aktiviteter med bl.a. iPads og tablets. 

Men måske skal vi nuancere debatten lidt når det handler om vores børns brug af ny teknologi? Måske bør vi i højere grad adressere teknologien som det vilkår det nu engang er og se på, hvordan vi kan optimere børns anvendelse –dels ved at tale om digital dannelse, og dels ved også at tale om de muligheder som en iPad åbner i forhold til børns eksperimenterende leg samt udvikling i det pædagogiske arbejde.

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi
Regeringen

"Børn og unge skal opbygge digitale kompetencer og dannelse, så de fra en tidlig alder bliver rustet til at begå sig i den digitale virkelighed "

Født med en smartphone i hånden

I det digitaliserede samfund møder vi i stigende grad ny teknologi i både vores uddannelses-og arbejdsliv. Den digitale verden virker dog stadig ny og fremmed for de fleste voksne, men det gør den af gode grunde ikke for de fleste børn. Ifølge en rapport af Børnerådet fra 2014 har cirka 90 % af danske børn adgang til en iPad i hjemmet og 30 % af de 3-6-årige har egen iPad. Disse tal er som sagt fra 2014, men udviklingen er accelereret siden.

Her kan man tale om en generationskollision imellem dem, som er vokset op med internettet (nuværende børnehavebørn) og dem, som ikke er (forældrene). Ifølge Jeppe Bundsgaard, professor i IT og fagdidaktik, er danske børn i dag født med en smartphone i hånden. I bogen `Digital dannelse` fra 2017 beskriver han, hvordan vores børn er blevet inkarnerede brugere af digitale medier, hvor de debuterer allerede i 2-3 års alderen. iPad’en er derfor blevet en kendsgerning og er i dag en ligeså stor del af børnenes hverdag som sang, natur og legetøj.

Børn er digitale fra dag ét, men den digitale dannelse er ikke medfødt mener Jeppe Bundsgaard. Det er nødvendigt at tilegne sig gode digitale kompetencer for at mestre de digitale medier på en etisk, sikker og hensigtsmæssig måde.

De voksnes ansvar

Børn har brug for vejledning i, hvordan de omgår andre mennesker på en hensynsfuld måde både ’in real life’ og digitalt. Børn skal tages i hånden og hjælpes til at navigere i den ofte uoverskuelige og manipulerende digitale verden. Forskning viser, at når voksne viser engagement i barnets liv, også i deres digitale færden, så oparbejdes der en tillid, hvor den voksne bliver vejleder for barnet i hendes eller hans liv i den digitale verden. Det er derfor vigtigt, at både forældre og pædagogiske personale tager børns digitale liv og dannelse alvorligt. 

Digital dannelse handler derfor ikke om teknisk kunnen, men om kompetencer til at kunne gebærde sig på en god måde i den digitale verden. Vores børns digitale dannelse styrkes således gennem god vejledning og dygtigt pædagogisk arbejde. Børns digitale dannelse er derfor vores, de voksnes, ansvar.

Digital dannelse er en leg

Det er således nødvendigt, at daginstitutionerne fokuserer på børnenes digitale dannelse i ligeså høj grad, som den almene dannelse. Det digitale skal naturligvis ikke erstatte pædagogikken i institutionen, men i stedet understøtte den i forvejen gode pædagogik som efterstræbes alle steder. Pædagogikken skal altid være i højsædet.

Stine Liv Johansen har i mange år forsket i og beskæftiget sig med børns brug af digitale medier i hverdagslivet. Hun ønsker at skabe en større bevidsthed om de positive sider ved brugen af digitale medier i det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene. 

Hun mener bl.a., at vi skal væk fra forestillingen om, at børn i daginstitutionen sidder ned og kigger passivt på en iPad. Men en iPad er bærbar og indbyder til bevægelse. Ifølge Stine Liv Johansen er det derfor hverken farligt eller skadeligt at inddrage iPad’en i det pædagogiske arbejde - tværtimod. Den skal bruges aktivt med udgangspunkt i pædagogiske refleksioner og overvejelser. Det pædagogiske personale skal se de faglige og pædagogiske muligheder som teknologien bibringer. IPad’en skal derfor ikke erstatte, men sætte pædagogikken endnu mere i fokus.

Nøglen til at arbejde med digital dannelse er leg. Leg er sjovt. Leg er fantasi. Leg er eksperimenterende og spændende. Og netop disse aspekter af legen skal inspirere til brugen af iPad’en i det pædagogiske arbejde. For teknologien er alsidig og kan fungere som et redskab i flere aspekter af det pædagogiske arbejde. Det digitale kan nemlig også føre til andre pædagogiske mål, som for eksempel at styrke barnets sociale, motoriske eller sproglige udvikling.

Pinterest og Endomondo i det pædagogiske arbejde

Pernille er pædagog i Børnehuset Nyrup, hvor hun dagligt sætter fokus på digital dannelse ved at anvende iPad og kamera på en pædagogisk og reflekteret måde. Hun mener, at det tilføjer hendes pædagogiske arbejde et eksperimenterende og legende element. Også lederen af Børnehuset Nyrup mener, at digitale værktøjer kan være med til at løfte den pædagogiske praksis. Pædagogens rolle bliver i den sammenhæng at rammesætte og facilitere processer, som styrker barnets digitale forståelse og kompetencer. Især når børnene laver projektarbejde, gør Pernille brug af digital teknologi. 

For eksempel har hele institutionen arbejdet med trekanter som et emne under læreplanstemaet ’Kulturelle udtryksformer og værdier’. Børnene researchede muligheder på det sociale medie Pinterest og valgte, at de ville lave drømmefangere med et trekantet mønster. IPad’en blev også brugt til at planlægge ruten på en gåtur via app´en Endomondo. Børnene lavede en trekantet rute, som de gik, da de skulle ud i skoven og samle pinde og fjer til deres drømmefangere. Under hele projektet tog børnene i samarbejde med pædagogerne billeder af processen, som blev brugt til skabe refleksioner hos børnene over egne handlinger. De pædagogiske refleksioner var i projektet styrende for børnenes brug af de digitale medier på en måde, så det gav mening i det pædagogiske arbejde. Samtidig inddrog Pernille og de andre pædagoger i Børnehuset Nyrup børnene i refleksioner over, hvordan de på en god måde benytter sig af det digitale.

Stine Liv Johansen
Forsker i børns brug af digitale medier

"når det digitale inddrages i det pædagogiske arbejde, så kan vi noget andet. Noget nyt."

Spørgsmålet er, om vi risikerer at gå glip af disse muligheder i det pædagogiske arbejde, hvis vi ikke benytter os af den teknologi, som ikke blot er til rådighed lige for næsen af os, men som også er blevet et vilkår. Tænk, hvis brugen af digitale medier og teknologier kan være med til at løfte den pædagogiske faglighed. Og tænk, hvis vi med digital teknologi kan danne og vejlede vores børn, så de bliver bedre rustet til at tackle de udfordringer, som de vil møde i deres (digitale) fremtid. Vi kan begynde med at acceptere, at en iPad kan repræsentere andet og mere end stillesiddende, passiv beskæftigelse.

 

DIGITAL DANNELSE = DIGITALE FÆRDIGHEDER + DIGITALE KOMPETENCER  

Digital dannelse refererer til en etisk, kritisk og værdiskabende tænke- og handlemåde.

Digitale færdigheder omfatter hvor dygtig man er til at bruge teknologien med sine hænder.

Digitale kompetencer opnår man, når man forstår at bruge digitale færdigheder i værdiskabende sammenhænge med andre, og samtidigt udvise digital dannelse

(Center for Digital Dannelse)