Trin 2: Analyse
På dette trin kan I analysere og tolke det datamateriale, I har indsamlet.
Når I analyserer datamaterialet, er det vigtigt, at I lader ”børnenes stemmer” komme til udtryk og lader dem få betydning i det videre arbejde. Derfor er det vigtigt, at I er bevidste om jeres egen voksenforståelse af institutionens hverdagsliv og ser så objektivt som muligt på de konkrete data: Hvad fortæller børnene jer?
I skal beskrive de områder, som skiller sig ud positivt og negativt. Måske er der noget, som undrer jer, overrasker jer, glæder jer eller irriterer jer. Hvis I startede undersøgelsesprocessen med at indkredse, hvad et godt børnemiljø er for jer, så kan I nu sammenholde den definition med resultaterne: Ud fra de ønsker I og børnene har til et godt børnemiljø, hvad har så i praksis vist sig at fungere godt, og hvad fungerer mindre godt? De forhold, som fungerer mindre godt, og som I derfor skal gøre noget ved, vurderer I i forhold til alvor, omfang, løsningsmuligheder samt pædagogiske mål og metoder.
Det er også her, I kan overveje, hvilke læreplanstemaer, det vil give mest mening at indtænke de forskellige børnemiljøemner i.
