Talent
Når vi taler om vores skole- og uddannelsessystem, taler vi for tiden ofte også om talentudvikling. Det handler om at højne det faglige niveau for at fastholde motivationen hos de særligt dygtige elever, så de kan udfolde deres fulde potentiale.
Det er skønt at være dygtig til noget. At få anerkendelse og at blive valgt til, fordi man kan bidrage med noget. Anerkendelse er en af de primære drivkræfter for os som mennesker – det er brændstof for selvtilliden. Vi bliver motiverede, når vi bliver anerkendt for vores talenter, og frustrerede eller måske endda desillusionerede, hvis vi bliver overset eller forhindret i at udfolde vores potentiale. Det gælder ikke mindst for børn og unge, der er i fuld gang med at opbygge selvforståelse i mødet med deres omverden.
Der er med andre ord god grund til at have øje for talent – og anerkendelse af talent – på alle niveauer i vores uddannelsessystem. Men måske har vi brug for at nuancere vores syn på, hvad talent er, hvordan det bedst opdyrkes, og ikke mindst hvorfor vi gør det. Udspringer ønsket om at styrke og pleje de særlige talenter hos vores børn og unge først og fremmest af målsætningen om at være ’bedst i test’ på skoleområdet, nationalt eller internationalt, går vi ikke nødvendigvis børnenes og de unges ærinde.
Hvis vi, med en let omskrivning af et gammelt mundheld, ønsker at vores elever og studerende skal lære for livet og ikke blot for skolen og dens omdømme, må vi gøre os klart, at det ikke er nok at satse på talentudvikling i form af eliteniveauer for de særligt begavede elever – hvor meget det end vil batte i statistikker og nationale tests. Hvis nogen mener, at de dygtigste elever skal koncentrere sig 100% om at optimere egne faglige præstationer – så glemmer de også let den veldokumenterede
meget store gevinst, der ligger i, at dygtige klassekammerater hiver andre med op.
Heldigvis er det grundlæggende en ganske anden mentalitet, der præger det danske skolesystem. Når eksemplet alligevel skal trækkes på banen, er det for at pege på forskellen på den talentudvikling, der kun interesserer sig for resultater og dens modsætning: Talentudvikling der tager højde for, at nok er det vigtigt at blive til noget, men endnu vigtigere er det at blive til nogen. At lykkes, såvel fagligt som socialt.
Der ligger en meget stor udfordring i at lave et uddannelsessystem, som giver alle mulighed for at udfolde deres fulde faglige og menneskelige potentiale. Af og til ser vi det stillet op, som om den sociale, fællesskabsorienterede skole og den talentudviklende skole er hinandens modsætninger. Men måske er det snarere sådan, at succesen for alvor venter der, hvor vi formår at udfordre og stimulere de faglige talenter, og samtidig holder os klart, at man ikke bliver et helt menneske, hvis man kun oplever at blive anerkendt for sine målbare resultater.
Vi har mange dagsordener for skolen. Det er vigtigt, at der er fokus på gode muligheder for talentudvikling – men også i høj grad at vi fokuserer på den kolossale opgave med øget inklusion. Målsætningen, om at en langt større andel af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, kan kun lykkes, hvis endnu flere børn oplever tiden i skolen som god og lærerig.
I børneklassikeren Gummi-Tarzan lader Ole Lund Kirkegaard en rar kranfører opmuntre hovedpersonen med ordene ’Der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er’. Et godt udgangspunkt i debatten om talent.
Artiklen er udgivet i DCUM's årsberetning 2010