Skældud

PrintSend til en venDel på Facebook

En struktureret og systematisk indsats kan nedbringe mængden af skældud og irettesættelser i børns hverdag.

Gode relationer, ligeværdig kommunikation og anerkendende pædagogik kan være nogle af redskaberne til at begrænse skældud.

Konflikter og skældud
Det er naturligt, at der opstår konflikter mellem børn og voksne, og det gælder både hjemme og i dagtilbuddet. Barnet vil noget, men den voksne har en anden dagsorden eller omvendt, og det kan gøre det svært at kommunikere. Ofte henfalder voksne af vane eller stress til at skælde ud. At skælde ud, er at tale vredt til én som man mener, gør eller har gjort noget forkert.

Der er alternativer til skældud
Første skridt er at man bremser op og tænker sig om en ekstra gang. Man kan spørge ind til situationen, guide barnet og vise positive alternativer. Det kræver, at den voksne aflægger den autoritære voksenrolle og forsøger at skabe et ligeværdigt forhold mellem barn og voksen. Den voksne skal fortolke situationen sammen med barnet, Det betyder ikke, at børn skal bestemme alt eller at man ikke må sige nej, men at man som voksen forsøger at få indføling med situationen ved at sætte sig ind i barnets oplevelse.

Hvordan føler børn skældud?
Ud fra interviews med små børn i børnehavealderen er det blevet klarlagt, at langt de fleste børn bliver påvirkede både psykisk og fysisk, når de får skældud. Et barn reagerer ikke så meget på dét den vrede voksne siger, men mere på den voksnes vrede. Den voksnes vrede får ofte barnet til at tro, at de voksne ikke kan lide barnet mere. Skæld ud kan påvirke et barn i ligeså høj grad som et fysisk overgreb.    

Når børn får meget skældud
Hvis en voksen skælder meget ud på et bestemt barn, vil de nære relationer og tillidsforholdet efterhånden nedbrydes, fordi barnet ikke føler sig værdsat, og den voksne vil gradvist miste sin indflydelse på barnet. Efterhånden svækkes også motivationen til at samarbejde. Det kan få forskellige udfald, der kan komme genvordigheder og aggression i forholdet mellem barn og voksen eller barnet kan blive resigneret og passivt og trække sig tilbage.

Påvirkningen af gruppen
Hvis et barn bliver skældt højtlydt ud eller trukket frem i en gruppe, påvirker det alle børn og voksne i gruppen, samtidig med at det er ydmygende for den udskældte. Bliver der skældt meget ud i en gruppe, er det et symptom på, at der er noget galt med de sociale relationer på stedet. Flere undersøgelser har vist, at de psykiske langtidsskadevirkninger af at være i et miljø, hvor der skældes meget ud, er at børnene fx oplever ydmygelse, skam, angst og stress. Miljøer hvor der bliver skældt meget ud, kan være kimen til et mobbende miljø.

Det hjælper ikke at skælde ud!
Det ikke hjælper at skælde ud. Ofte vil børnene i højere grad reagere på den voksnes vrede, end på budskabet. Børn lærer bedst i et positivt miljø, hvor de voksne er støttende og børnene føler sig vellidte. 

Hvordan kan man arbejde med at skælde mindre ud?

  • Tæl til ti og hold vreden tilbage. 
  • Spørg ind til situationen og barnets følelser omkring den. 
  • Forsøg at fortolke, hvad der er sket ud fra et barneperspektiv 
  • Lyt til barnets følelser og behov. Prøv at aflæse barnets følelser 
  • Hjælp barnet med at sætte ord på og opsummér barnets synspunkter ved at sige det højt
  • Man kan godt lytte til og acceptere barnets følelser, men samtidig sige fra og stoppe uacceptabel opførsel 
  • Forklar hvad du føler
  • Vis barnet positive alternativer
  • Hav tålmodighed, for du skal sikkert forklare det mange gange
  • Arbejd generelt på at skabe gode relationer og en positiv atmosfære, det giver en bedre stemning og gør det lettere for alle at være der

Se også

 

5
 
 
Senest opdateret 27-04-2012