Planlægning af børnemiljøvurdering i Villa Uhrhøj
”Hvad ønsker I jer mest i børnehaven?” Det spørgsmål stillede personalet i Villa Uhrhøj til børnene i børnehaven. Børnenes svar blev brugt i forbindelse med institutionens børnemiljøvurdering. Metoden hedder Drømmeskyer.
For at inddrage alle børn i planlægningen af arbejdet med børnemiljøvurderingen gennemførte Villa Uhrhøjs personale aktiviteten Drømmeskyer. Drømmeskyer er en aktivitet, som går ud på, at børnene svarer på spørgsmål som:
”Hvad ønsker du dig mest i børnehaven?”
”Hvad kan du bedst lide?”
”Hvad er sjovt?”
I Villa Uhrhøj blev børnene stillet spørgsmålene:
”Hvad kan du bedst lide i børnehaven?”
”Er der noget, du ønsker dig i børnehaven?”
Børnenes svar blev efterfølgende hængt op i institutionen i form af skyer.
Fakta om Villa Uhrhøj
En børnehave, som ligger placeret en skov i baghaven. Skoven er en integreret del af institutionens legeplads
Villa Uhrhøj er normeret til 44 børnehavebørn
Børnene er aldersinddelte, og flytter hvert forår til en ny stue sammen med deres pædagog
Bygningerne har tidligere været et kombineret vvs-værksted og villa. Ved ombygningen til børnehave er der opstået spændende og anderledes rum
Organisering
Børnehaven har etableret en BMV-gruppe, der består af lederen, souschefen og en pædagog. Forældrebestyrelsen blev inddraget i planlægningsfasen, hvor de brugte samtalearket Hvordan har du det i børnehaven? til at interviewe deres egne børn.
Ud fra børnenes fortællinger i forbindelse med aktiviteten Drømmeskyer viste det sig, at det mest betydningsfulde for børnene var: Leg i børnehaven og venskaber med/relationer til de andre børn i børnehaven. Også resultaterne fra forældrenes brug af Hvordan har du det i børnehaven? indgik i overvejelserne omkring valg af tema.
Denne viden blev koblet med en kommunal skal-opgave og læreplanstemaet sociale kompetencer, som de alligevel skulle arbejde med. På den baggrund blev det i Villa Uhrhøj blev det derfor besluttet, at temaet venskaber og relationer skulle indgå i børnemiljøvurderingen.
- Vi skulle alligevel vælge et indsatsområde i forhold til vores læreplan, og vi skulle vælge et indsatsområde i forhold til Vejle Kommunes børnepolitik, og hvorfor så ikke lade det være et tema, som vi også kan koble sammen med børnemiljøvurderingen. Venskaber og Relationer passede godt sammen med det, vi ellers skulle lave af skal-opgaver, som eksempelvis har været at udarbejde en mobbepolitik, fortæller en pædagog.
Vision for BMV-arbejdet
Villa Uhrhøjs vision for børnemiljøvurderingen er, at den skal være med til at skabe et endnu bedre dagtilbud og skabe flere steder i institutionen, hvor det er rart for børn at være. Visionen er også, at børnemiljøvurderingen skal give mening, så personalet kan se og mærke, at den bruges. Desuden skal børnene inddrages i arbejdet.
Strategi
Personalet i Villa Uhrhøj er meget interesserede i at skabe sammenhæng mellem børnemiljøvurderingen og den pædagogiske læreplan, hvis det kan lade sig gøre. De er lidt usikre på, hvad der kommer ud af den endelige børnemiljøvurdering, men de er indtil videre enige om at betragte børnemiljøvurderingen som en proces, der udvikler sig i takt med, at der hvert år kommer nye børn og nye forældre til institutionen.
På Villa Uhrhøjs hjemmeside er det muligt at følge med i deres børnemiljøvurderingsproces. Herudover fører lederen løbende en logbog over de overvejelser og tiltag, som de gør sig. BMV-gruppen har desuden besluttet at arbejdet med børnemiljøvurderingen skal diskuteres på alle personalemøder frem til sommeren 2008.
Personalegruppen fortæller, at de har oplevet BMV-gruppens planlægning og styring af arbejdet med børnemiljøvurderingen som positiv:
- Alle har været med fra starten, der har slet ikke været nogen modstand mod at prøve noget nyt, alle har været med og deltaget, fortæller medarbejderne.
Sideløbende med planlægningen af børnemiljøvurderingen har Villa Uhrhøj udarbejdet en mobbepolitik, som de har lagt på deres hjemmeside. De har også indledningsvist arbejdet med det æstetiske miljø, og på grundlag af fantasilegen, ”Hvordan ser Villa Uhrhøj ud i dine drømme?” besluttet at gøre noget ved institutionens forhave.
Valg af værktøjer
Det har været BMV-gruppen, som har haft ansvaret for udvælgelsen af de værktøjer, personalet skulle anvende i forbindelse med BMV-arbejdet:
- BMV-gruppen kom med et oplæg om, hvilke værktøjer, som de godt kunne tænke sig, at vi prøvede at bruge, fortæller en pædagog.
Se også
Praksis
- Børnenes adfærd gav stof til eftertanke
- Drømmeskyer involverede børnene
- En sjov snegl
- Enkel proces gav ny viden
- Fantastisk rejse
- Kunstproduktion i cement – på tværs af alder
- Rummets betydning for børn og voksne
- Synlig medbestemmelse
- Totempæl af skrot skaber fællesskab
- Trygge overgange og værdifulde arbejdsfællesskaber

Villa Uhrhøjs erfaringer med børnemiljøvurderingen