Mobning

PrintSend til en venDel på Facebook

Mobning kan give psykiske, sociale og fysiske mén. Børn kan blive syge, stressede og have svært ved at koncentrere sig. De kan også udvikle lavt selvværd og blive socialt isoleret. 

Mobnings konsekvenser
Mobning er ikke en konflikt mellem to personer, men et overgreb i et dårligt psykisk miljø, hvor de sociale relationer er drejet i en negativ retning.

Mobning påvirker hele børnegruppen, og deres opfattelse af de andre børn og sig selv. Børnenes energi bliver brugt på overlevelsesstrategier i forhold til gruppen, i stedet for på udvikling og læring.

Negative sociale normer
Mobning er tegn på et dårligt psykisk miljø, hvor der er et negativt hierarki i de indbyrdes forhold i børnegruppen, så de sociale normer og relationer fordrejes i negativ og ekskluderende retning. Mobning kan foregå på mange forskellige måder, for eksempel ved:

  • At bruge nedsættende øgenavne 
  • At sprede rygter og bagtale 
  • At holde et barn udenfor fællesskabet 
  • At bruge fysisk vold

Mobning skal stoppes
Mobning kan under ingen omstændigheder accepteres. Hvis der foregår mobning i en børnegruppe skal det standses hurtigst muligt. Jo længere tid der går, jo mere normalt vil det blive at mobbe i gruppen.

Det kan være en god idé at lave en antimobbestrategi, som inddrager både personale og forældre i arbejdet med at forebygge og håndtere mobning. I mange danske folkeskoler har man i flere år arbejdet systematisk med antimobbestrategier og forebyggelse af mobning. Indenfor de sidste år har flere dagtilbud også påbegyndt dette arbejde.

Det er vigtigt at definere, hvad man forstår ved mobning, og at få lavet en handleplan, så alle ved, hvordan de skal handle, hvis der opstår mobning.   

Forskelle mellem konflikter og mobning
Børn har forskellige grænser for, hvornår de føler sig krænkede og/eller forfulgte, og det er vigtigt hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Det er en del af livet, at have konflikter, også småbørn har konflikter, men mobning er ikke bare en enkeltstående konflikt, men negative handlinger eller overgreb, som kræver at voksne griber ind. 

Se også

0
 
 
Senest opdateret 22-02-2011