Kortlægning af børnemiljøet på Grangård

PrintSend til en ven

På Grangård sker der en løbende udvikling af rummenes indretning. Institutionen ser rummet som en medspiller, når det gælder børnenes mulighed for inspiration, leg og læring, fordi rummene for eksempel kan indbyde til, at børnene går på opdagelse, undrer sig, bliver udfordret eller finder ro til fordybelse. Rummenes indretning ændrer sig i takt med, at børnene forandrer sig, og der kommer nye børn til.

Den integrede institution GrangårdVed at vælge at bruge velkendte værktøjer til børnemiljøvurderingen har institutionen opnået en god proces omkring et fælles emne og samtidig undgået at betragte børnemiljøvurderingen som endnu en ekstra opgave.

- Det er en rigtig dejlig måde, som vi har gjort det på, fordi vi har fået det til at blive som en del af den måde, som vi plejer at gøre tingene på, fortæller en medarbejder.

Grangård har brugt DCUM’s værktøjer som inspiration til at udvikle egne metoder, som passede netop dem.

- Vi har ikke brugt værktøjerne helt konkret. Vi har ladet os inspirere og så puttet det ind i vores i vores normale facon. Det har fungeret fint, fortæller en medarbejder.

Alle medarbejdere har taget del i kortlægningsarbejdet, men det er BMV-udvalget, som overordnet styrer det samlede BMV-forløb.

Iagttagelse som værktøj
Det har været gennemgående for hele huset, at de har brugt iagttagelsesmetoden. Når de har iagttaget, har de været opmærksomme på at huske det enkelte barn, gruppen og det særlige i gruppen samt institutionens værdiord og børnesyn.

- At iagttage hvor børnene er henne, og tage det som de fortæller alvorligt, det er det vigtigste redskab, som vi har. Det er meget nemmere for alle parter at navigere i hverdagen, når man tager børnenes spor alvorligt, fortæller BMV-udvalget. 

- Efter vi i en periode havde iagttaget, blev det meget tydeligt, hvordan rummet og dets indretning skulle justeres i forhold til, hvad børnene viste os. De tegn, som børnene viser, er vi blevet bedre til at aflæse, fortæller en medarbejder.

Rammer for kortlægningen af børnemiljøet på Grangård

Grangård arbejder med zoner i rummene. Zonerne giver mulighed for forskellige aktiviteter.

Medarbejderne på de enkelte stuer beslutter selv, hvordan de vil indsamle børnenes spor – alle har arbejdet med iagttagelser, nogle også med interview af børn.

Interview af de ældste børn
I de ældste børnegrupper har de udover iagttagelser brugt interviewet som værktøj til at indsamle informationer om gruppens børneliv.

- Interviewet er blevet brugt i den ældste børnegruppe. Vi spurgte ind til hvilke rum, som børnene synes var spændende, hvorfor de vælger netop de rum at lege i, og hvad det er for nogle ting, som de synes er interessante, fortæller en medarbejder.

Medarbejderne har typisk samlet de ældre børn i grupper på to til tre, når der skulle interviewes.

- Vi samlede børnene i små grupper. Vi har fra tidligere erfaringer med at mindre grupper på to til tre børn fungerer bedst, for så mener de ikke bare det samme, når man snakker med dem, fortæller en medarbejder.

Rundt om det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø
På Grangård er det en del af institutionens pædagogiske praksis, at være bevidste om det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. Institutionen går meget op i, at de fysiske rammer skal være indbydende og vække børnenes nysgerrighed:

- Man kan rydde op på en måde, så det bliver interessant for børnene at komme igen, og vi gør også noget ud af at åbne rummet om morgenen, når de kommer, og til middag nede i vuggestuen bliver der lige ryddet op. For eksempel stiller man tingene op. Man lægger ikke bare dyrene i en kasse, for hvis man lige kan stille dem i vindueskarmen, så man som barn får lyst til at gå hen og lege med dem, fortæller en medarbejder.

Også det psykiske børnemiljø har personalet fokuseret på. For eksempel via rollelegen, som var en af de fem zoner, som rummet skulle inddeles i:

- Der skulle være mulighed for rollelegen eller den sociale leg. Generelt er det meget legen, som man i rummene skal sikre. Et godt eksempel er, at vi nede i vuggestueafdelingen har to grupper, som ligger lige ved siden af hinanden. Hvis man kigger ind i Andedammen, som er den ældste gruppe, kan man se at relationerne begynder at betyde noget. Der er en begyndende rolleleg så småt ved at komme i gang, og det afspejler sig i den måde, som rummet er indrettet på, fortæller en medarbejder.

Børneperspektivet
Grangårds personale har oplevet at børneperspektivet og voksenperspektivet ikke altid er sammenfaldende. Derfor er det vigtig at fastholde børneperspektivet også i hverdagen.

- Vi fandt ud af, at det var meget godt, at der på stuen hos de yngste børn var noget legetøj, som de kender hjemmefra. Ja, vi fandt ud af, at det havde de brug for. Vi havde en lang periode, hvor vi havde ReMida materialer i rummet, og det var også rigtig spændende, men vi observerede blandt børnene, at de var meget optagede af dyr, så vi fik en bondegård, og den har de været rigtig glade for. Nogle gange kan man som voksen godt tænke, at vi vil fjerne os fra nogle af de ting, som er derhjemme, men hvis så viser børnene, at det er det, som de har brug for, så det har været på den baggrund, at vi har indkøbt legetøj, fortæller en medarbejder.

Inddragelse af forældre
På Grangården er forældrebestyrelsen løbende blevet informeret om institutionens børnemiljøvurderingsarbejde, mens den resterende forældregruppe er blevet informeret via nyhedsbreve.

- Vi synes, det er rigtig spændende, at fortælle forældrene om vores arbejde. Vi går jo og gør os en masse overvejelser i hverdagen, som vi gerne vil dele med forældrene. Vi bliver jo også klogere og mere bevidste om det, som vi gør, fordi vi rent faktisk skal fortælle om det, fortæller BMV-udvalget.

Tanker om beskrivelsen
På Grangården arbejder de på en skitse til beskrivelse af institutionens værdigrundlag, som blandt andet børnemiljøvurderingen og de pædagogiske læreplaner skal være en del af.

- Vi har brug for at få noget på skrift og få udformet noget, som henvender sig ud af huset. Vi har brug for at få skrevet noget om blandt andet de pædagogiske læreplaner, og om børnemiljøvurderingen. Vi synes, at det hele hænger sammen, derfor kan børnemiljøvurderingen også blive en naturlig del af vores værdigrundlag, forklarer BMV-udvalget.

Afslutning
DCUM har fulgt institutionen frem til juni 2008, hvor Projekt Børnemiljøvurdering skulle afsluttes. Derfor findes der ikke her en beskrivelse af institutionens arbejde med børnemiljøvurderingens sidste faser.

Se også

Senest opdateret 24-05-2009