Kommunikation

Kommunikation kan være sproglig, men dannes også af følelser og stemninger, der eksempelvis kan aflæses i gestus, mimik og handlinger.

Kommunikation og samspil hænger sammen. Bekræftende samspil mellem børn og voksne skabes af den måde, hvorpå de voksne lytter til og kommunikerer med børnene.

En omsorgskultur med mange og bekræftende samspil mellem børn og voksne påvirker børns personlige udvikling og deres forståelse af andre mennesker og verden. Gennem kommunikation kan et barn blive bekræftet og opleve samhørighed med andre mennesker.

At skabe en positiv og inkluderende kommunikationsform kræver voksne, der er interesserede, medlevende og viser respekt for børnene. En sådan kommunikation er grundlaget for, at barnet får en positiv forståelse af sig selv og af omverdenen.

De voksne sætter normerne
Det er de voksne der sætter normerne for kommunikationen. Det er deres samspil, holdninger og kommunikation, der ligger grund for dagtilbuddets atmosfære og kommunikationsform.

Børn og voksne kan have modsatrettede dagsordener og forskellige opfattelser af en sag. Gennem ligeværdig kommunikation kan de voksne tage hensyn til barnets perspektiv i deres samspil og kommunikation.

Voksne kan overveje følgende:

• At børn kommer til at fremstå som inkompetente, hvis man stiller for store krav til dem
• At man er enige om ikke at beklage sig over, bagtale og sladre om andre børn, forældre eller personale, da det i høj grad påvirker atmosfæren og kommunikationen i en gruppe negativt
• At sørge for, at børnene får opbygget en bred forståelse af deres eget ansvar, når det gælder udviklingen og vedligeholdelsen af gode relationer og kommunikation. Børnene skal lære, at det har betydning, hvordan man taler til hinanden
• Om planlægningen af dagen sker med vægt på et børneperspektiv eller med vægt på et praktisk voksenperspektiv (fx normerne omkring spisning, i garderoben, når man skal ud at lege, på ture eller når man skal lave projekter)

Voksenkommunikationen med det enkelte barn
Vil man møde børn anerkendende, skal den voksne indleve sig i hvert enkelt barn, og forsøge at forstå barnets univers. Det betyder ikke, at man skal lade barnets initiativ og aktivitet være styrende i enhver sammenhæng, men at den voksne erhverver sig nøglen til barnets verden; til kontakt og kommunikation.

For at fremme kommunikationen kan man:

• Stille spørgsmål og forsøge at forstå hvad der optager barnet
• Bekræfte barnet i, at dets interesser og oplevelser er betydningsfulde
• Hjælpe barnet til at identificere og udtrykke sine følelser
• Lære barnet, at det er tilladt at være uenige, og at konflikter kan løses gennem samtale.