Inddrag brugerne og skab trivsel
I medierne fyger det nærmest konstant med ”gode historier” fra undervisningsverdenen eller dagtilbudsområdet. Og de gode historier er vel at mærke oftest dårlige for dem, de handler om. Hyppige gengangere er eksempelvis: negativ social arv, dårligt indeklima, pjæk, sygefravær, stress, støj og uro, nedslidte toiletter, frafald, mobning og udsatte børn og unge. Emnerne er relevante at sætte fokus på. Forsøg på at finde løsningsmodeller virker også indlysende.
Medierne fremstiller ofte historiens kerne – og løsningen herpå - meget forenklet. Man finder en politiker, præsenterer kort problemet og afæsker vedkommende et svar her og nu. Svaret bliver ofte trukket i skuffen med lov og orden eller forsøgt løst med løfter om flere penge til dette eller hint. Og det bliver også ofte det resultat, der udmøntes.
For eksempel kunne vi for nylig læse i avisen, at myndighederne vil sætte hårdt ind mod de skoleelever, der pjækker fra undervisningen. Det sker efter, at en undersøgelse har vist, at mere end 6.000 elever årligt bliver væk fra skole i månedsvis. ”I nogle tilfælde rækker de nuværende love og regler ikke og ministeriet sender i samarbejde med Kommunernes landsforening og velfærdsministeriet nye retningslinjer ud til kommuner og skoler”, oplyste en ministeriel embedsmand. Naturligvis er det et problem, når et barn pjækker massivt, men set i relation til, at der er næsten 700.000 elever i grundskolen, så er et pjækkeri, som det nævnte, måske trods alt af et overskueligt omfang, nemlig mindre end 1 % af det samlede elevtal. spørgsmålet er, om stramninger eller flere love og regler nødvendigvis løser problemet?
Langt vigtigere, end at fare ud med bål og brand, er det at analysere problemfelterne og derigennem finde mulige årsager og sammenhænge - og kvalificerede forslag til løsninger. de nye kvalitetsrapporter i folkeskolen viser, at skoleelever pjækker mere og mere.
Den stigning er der grund til at være opmærksom på. Er den udtryk for en forkert skolekultur og for manglende forældreopbakning til skolen? Eller er den udtryk for, at eleverne ikke føler sig tilstrækkeligt motiverede, og at skoletilbuddet ikke passer til den dreng eller pige, der med pjæk stemmer ”nej” til skolen? Forklaringen skal nok findes flere steder.
Pjækkeri er første skridt mod en marginalisering fra uddannelsessystemet og senere arbejdsmarkedet. Vi er nødt til at sætte ind og tage hånd om fraværet. Omsorg, rettidig omhu og ledelse er afgørende faktorer. ikke nye regler og sanktioner, der ”behandler” symptomer, og ikke finder og ikke løser problemer. Det samme gælder i øvrigt for en lang række af de emner, jeg remsede op i indledningen. Selvfølgelig skal der penge til at istandsætte og bevare bygninger, og der er udgifter forbundet med at opretholde et godt indeklima, gode toiletforhold mv. Men at mindske eller afskaffe fx stress, mobning, pjækkeri og frafald kræver først og fremmest en målrettet og tilpasningsdygtig pædagogisk praksis, ikke nødvendigvis millioner eller milliarder.
Vi ved, at menneskers adfærd kan påvirkes. Vi ved, at social kontakt mellem mennesker i hverdagen er vigtig og har afgørende betydning for vores trivsel og livsglæde. Vi har med Undervisningsmiljøloven og Dagtilbudsloven en lovgivning, der skulle sikre alle børn, elever og studerende ret til indflydelse på deres egen hverdag i skoler, på uddannelsessteder og i dagtilbud. Denne ret bliver i stor udstrækning ikke respekteret. Det er DCUM’s opfattelse, at der ikke er særlig stor erkendelse af, at en positiv udvikling i undervisningsmiljøet og børnemiljøet med øget trivsel og velfærd for børn, elever og studerende, i afgørende grad afhænger af en seriøs og respektfuld inddragelse af de primære brugere: børnene, eleverne og de studerende.
På DCUM vil vi hilse det hjerteligt velkommen, hvis de ansvarshavende politikere i højere grad vil fokusere på, at skoler, uddannelsessteder og dagtilbud inddrager brugerne - og på at respektfuld adfærd og trivsel er vigtig. Det ville understøtte den eksisterende lovgivning og gøre den til et betydningsfuldt pejlemærke for de ansvarlige ledelser. Derigennem kan de få øjnene op for, at de blandt andet ved at inddrage brugernes synspunkter, kan skabe engagement og ro til læring.
Artiklen er udgivet i DCUM's årsberetning 2008