Gode råd til forældre
Som forælder er du dit barns vigtigste rollemodel, og din adfærd smitter i høj grad af på dit barn.
Undersøgelser har vist at de børn, som oplever, at deres forældre taler nedsættende om andre, mobber mere end andre børn. På samme måde kan en meget autoritær eller en meget eftergivende opdragelse bidrage til, at et barn udvikler aggressive eller manglende sociale evner.
Forebyggelse af mobning
Du kan være med til at forebygge mobning ved at:
- Være bevidst om din egen adfærd: Hvis du ofte taler dårligt og nedsættende om andre i dit barns påhør, er der større risiko for, at dit barn vil mobbe andre
- Opdrage dit barn til hverken at være for eftergivende eller for autoritært – begge opdragelsesformer kan bidrage til en aggressiv adfærd hos barnet eller en manglende evne til at sætte sig i andres sted
- Sørge for at dit barn får mulighed for at udvikle en stærk og sund fornemmelse for sig selv – fx gennem fysiske aktiviteter og forskellige, varierede interesser og oplevelser
- Være åben overfor andre forældre, og forsøg at skabe en positiv kommunikation. På den måde bliver det lettere at få en konsistens i de signaler, I som voksne sender til jeres børn. Tænk forældreindflydelse som positivt
- Lave konkrete aftaler om, hvordan I forholder jer i mobningstilfælde.
Til forældre med børn, der bliver mobbet
Mange forældre oplever det som et nederlag, at deres børn bliver mobbede eller udstødt, og der er en tendens til, at de holder problemet for sig selv. Uden at anklage er det vigtigt, at tale med personalet om, hvordan det påvirker ens barn at have det dårligt i gruppen.
- Tag ansvar og vær bevidst om din egen adfærd
- Hvis dit barn bliver mobbet, skal du tage det alvorligt. Slå det ikke hen som uskyldige drillerier og råd aldrig dit barn til bare at lade som ingenting
- Inddrag pædagoger og ledelsen. Der skal laves holdbare løsninger, og det kræver et fortløbende fokus
- Forhold dig lyttende, undersøgende og tålmodigt i samtalen med dit mobbede barn
- Lad være med at blive gal eller aggressiv på de andre børn eller voksne, det hjælper ikke dit barn
- Prøv at forhindre, at dit barn begynder at tro på det, der mobbes med
- Styrk dit barns selvværd med værdsættelse og nærvær
Til forældre med børn, der mobber
Mange forældre bliver forskrækkede, sårede, vrede og/eller får en følelse af nederlag, når deres børn er med til at mobbe eller udstøde andre børn.
- Tag ansvar og vær bevidst om din egen adfærd og omtale af andre
- Forklar tydeligt og bestemt, at det ikke er acceptabelt at mobbe. Derefter er det vigtigt at få en samtale med dit barn om, hvorfor han/hun mobber og hvordan han/hun kan lære at ændre sin adfærd positivt. Hvis der ikke er fokus på adfærdsændring, er det svært for barnet selv at skulle bryde ud af rollen som mobber
- Vis imødekommenhed, omsorg og forståelse overfor dit eget barn. Det kan være at dit barn selv er bange for at blive mobbet, hvis det ikke deltager i mobningen af andre
- Forsøg at tale med dit barn om det sociale miljø i gruppen. Der er mange måder at opfordre til social medansvarlighed på
Se også
Leksikon
- Alsidig personlig udvikling
- Brandforebyggelse
- Børneinddragelse
- Børnemiljø
- Børnemiljøvurdering
- Dagtilbud
- Indeklima
- Kommunikation
- Konflikter
- Krop og bevægelse
- Kulturelle udtryksformer og værdier
- Lys
- Læreplaner
- Materialer og stoffer
- Mobning
- Natur og naturfænomener
- Overgang fra dagtilbud til skole
- Relationer
- Skældud
- Sociale kompetencer
- Sprog
- Stress
- Støj
- Støv og snavs
- Temperatur
- Toiletter og puslepladser
- Trivsel
- Udemiljø
- Udsmykning
- Venskaber
- Ventilation
